OMTALE af Frederik Westergaard

D. 10/04/18

I en tid hvor stort set alle mennesker gør en dyd ud af ikke, at se triste ud kan man glemme hvor mange lag af fantastisk tekstur der ligger i sorgen i kunsten, og ikke i glæden.

Man glemmer sorgen

Det kan være svært at forestille sig en reklame for en parfume hvori en stjerne fra Hollywood står og ser bedrøvet ud, mens logoet for Coco Chanel pryder billedet. Man skal smile på jobbet, smile derhjemme, smile på sociale medier og smile når man socialiserer sig med sine venner. Livet er ikke kun en lang alvorlig affære, men ved at kigge på tre af kunsthistoriens triste ansigter kan man virkelig opleve en fyldig rigdom, som man ikke får i et smil.

Giovani Bellini: ’Madonna og barn med Sankt Maria Magdalene og Sankt Katharina’, ca. år 1490

Melankolien skaber plads

I Giovani Bellinis ’Madonna og barn med Sankt Maria Magdalene og Sankt Katharina’ fra omkring år 1490 er melankolien allestedsnærværende. Derudover er maleriet proppet til renden med subtil symbolik, og når der ikke er nogle store smil, store armbevægelser eller flashy farver til at distrahere kan man virkelig dykke ned i maleriets mange lag. Bellini har valgt ikke, at male de tre helgener med deres sædvanlige pomp og pragt, men derimod med en sørgmodig mine.

Maria Magdalene

Magdalene er iført en sort kjole med en rød kåbe over sig og langt krøllet hår, hvilket symboliserer det umoralske liv, en mørk fortid men også beskedenhed og udsoning. Hendes blik er uendeligt langt væk, som om hun nærmest er tabt i evigheden. Ligesom Jomfru Maria, som står i midten, så virker Magdalenes blik nærmest fyldt med bekymring, som om hun forstår hvad det lille Jesu barn skal udsættes for.

Glæden i smerten

Bellinis melankolske blik for den smerte som ligger til grund for kristendommens udvikling fra jødedommen er eksemplarisk dyb og smuk. Det er ikke et ’oh happy day’-gospelkors sang om hvor herlig Jesus er, nej det er et billede, som indrammer noget af det, som kristendommen, og dermed Europas folkesjæl, er gjort af; smerte, ofringer, bekymringer og melankoli.

Heri ligger ikke opgivelse og nød men derimod det, som skal til for at lave stor og vidunderlig kunst. For Bellinis kunstværk er ikke afskyeligt eller ubehageligt at kigge på. Det er smukt, inddragende og vidunderligt.

Menneskeliggørelsen af religionen

På mange måder viser Bellinis os også, at disse helgener blot er mennesker, som du og jeg. Dette giver beskueren et særligt forhold til Jesu barnet og til de tre helgener, som vel og mærke ikke er guddommelige fra fødslen ligesom Jesus. Bellinis geniale afbildning af deres menneskelige tungsindige smerte skræller ligesom afstanden mellem den menige kristne beskuer, og deres helgenstatus bort.

De tre kvinder, og Jesus, kigger på hver deres måde forskelligt mod Gud for, at finde en mening med den galskab han har skabt. Fuldstændig, som kristne gør det i dag. Ligesom, at vi stadig ikke forstår Guds plan, så gør de det heller ikke, og de er endda helgener.

Katharina kigger ned mod Jesus, og det ligner næsten, at hun ryster på hovedet ved tanken om, at Gud ville udsætte sin søn for sådanne strabadser.

Jomfru Maria kigger op mod himlen, nærmest som fortabt i bekymringens tanker om hvordan det dog skal gå med hendes lille søn. Maria Magdalene er nærmest fortabt i sorg over, at Guds børn kan finde på at korsfæste deres messias og Jesus ligner en der er ved at græde i afmagt mens han kigger op på sin almægtige fader.

Den menneskeliggørelse er langt mere fundamental rodfæstet i kristendommens store teologiske spørgsmål, end hvis det havde været en lykkelig portrætingen med pangfarver, smil over hele rækken og strut i skørterne.

Lykke kan aldrig være et interessant emne for kunsten

Det som Bellini vil vise os er, at livet med Gud ikke kommer gratis men, at man deri kan finde stor skønhed. Som den tyske filosof Arthur Schopenhauer mente, så kan lykke aldrig være et interessant emne for kunsten, og man må være tilbøjelig til, at give ham ret i dette tilfælde.

Netop Maria Magdalenes ansigtsudtryk er et endegyldigt bevis på, at kunsten altid vil have langt flere, og spændende lag når den behandler, og viser hvordan vores sande ansigtsudtryk er når ingen kigger nemlig trist