Indkøbskurven er tom.
Påskekunst del 2
Påskekunst del 2

OMTALE

D. 22/03/18

Af Frederik Westergaard

I miniserien om Jesu korsfæstelse er vi kommet til et af de mere usædvanlige afbildninger af Jesus nemlig Paul Gauguins Den Gule Kristus


Den Gule Kristus, af Paul Gauguin fra år 1889
 

Gauguins liv og levned

Gauguin begyndte sin karriere som bankier i et vekselererfirma. I år 1873 giftede han sig med danskeren Mette Sophie Gad. Efter vielsen med Mette Sophie begyndte Gauguin at male i sin fritid og i år 1878 begyndte han at male på fuld tid. Paul og Mette Gauguins familie havde vokseværk, og det var svært at få familiens finanser til at hænge sammen, og derfor valgte familien i år 1885 at flytte til København.

Det viste sig, at det ikke var lettere at få en etableret og stabil malertilværelse i Danmark, og Gauguins rejselyst voksede. Derfor brugte Gauguin meget af den sidste halvdel af 1880’erne i Frankrig. Nærmere bestemt Pont-Aven i Bretagne. Her malede han og udviklede sin særprægede symbolistiske stil indenfor impressionismen.

Den Gule Kristus

I modsætning til den måde Kristus-figuren var blevet portrætteret tidligere er Gauguins Kristus en langt mere personlig afbildning af lokalområdet i sammenspil med kristendommen. I middelalderen og renæssancen havde afbildningen af Jesu-korsfæstelse en klar hensigt. At fortælle en bibelsk historie, som var spækket med symbolik og klar tendens. I stedet valgte Gauguin at male et stærkt personligt værk, med hans egen tolkning af kristendommen, som var tæt knyttet med livet i Pont-Aven hvor maleriet blev til.

Lokal kristendom og historisk frihed

Gauguin blev stærkt fascineret af den folklore og katolicisme, som prægede livet i den lille landsby. På maleriet ser vi Jesus hængende på korset. Jesus er død, from og har sublimeret alt sin smerte ud af kroppen og op mod de højere magter. Det skal vise sig, at være vigtigt senere. Gauguin har valgt at Jesu korsfæstelse ikke skal afbilledes i Jerusalem men i Pont-Aven.

De knælende og bedende kvinder på billedet er heller ikke, som de var før, engle, Jomfru Maria eller Maria Magdalene. Nej, det er de lokale bondekvinder i deres tidssvarende bondedragter, som var særlig for regionen i Bretagne. Maleriets scene finder sted ved aftenstid, og de lokale bondekvinder beder efter de katolske Angelus-bedeslag hvor man beder kl. 6 om morgen, kl. 12 middag og igen kl. 18 aften.

Der er ingen tegn på elementer fra Jesu tid, og derudover så foregår denne korsfæstelsesscene ved efterårets høsttid. Træernes blade er brune og røde, og markerne er høstet. Dette er en særlig vigtig symbolik i maleriet, da man i Bretagne betragtede kornets cyklus, som værende parallelt med den af Jesus, og dermed det kristne liv; fødsel, livet, døden og genopstandelsen.

Gul af misundelse

Selve Jesus er malet efter et trækrucifiks fra det 17-århundrede, som hang i den lokale kirke. Farvevalget, altså at gøre Jesus gul, skulle efter sigende være fordi Gauguin ville vise hvordan han opfattede livet i Pont-Aven; misundelse. Det simple kristne bondeliv tiltalte Gauguin vældig meget, og derfor var han også i stand til at indkapsle dette liv så godt i Den Gule Kristus.

Jesus fromme ansigt, rolige tilstedeværelse på korset og hans guddommelige kærlighed til alle, som følger ham er som sublimeret ud af hans krop. Op mod de højere magter, og ud over hele den kristne verden. Hele maleriet, og dermed hele Bretagne emmer af Kristus’ kærlighed.

Gauguin har formået at tage den voldelig korsfæstelse, og konkretiseret den i det fredelige dagligliv liv i et kristent samfund. Det er ikke den store forkromede og svulstige katolicisme vi oplever her. Nej, det er helt simpelt og meget mere lige til; Jesus døde for vores synder og giver os i dag hvor daglige brød. Den form for kristendom har Gauguin formået at vise igennem Den Gule Kristus.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer