Indkøbskurven er tom.
Miljø-aktivisme hos Nordatlantens Brygge
Miljø-aktivisme hos Nordatlantens Brygge

Af Eline Eggers, 7. november 2016

På Christianshavn i København, lige ved siden af Noma, ligger Nordatlantens Brygge. I de historiske bygninger lige overfor Nyhavn, har kunst og kultur fra Færøerne, Grønland og Island fået eget hus. Islandske Rúrí er lige nu aktuel med udstillingen ”Fragile Systems” hvor klima, balance og tid går op i en højere enhed.

Blandt synlige stolper i det gamle pakhus er tørfisk og saltede sild skiftet ud med kunst og installationer. Dog er søfarten en del af udstillingen ”Fragile Systems” hos Nordatlantens Brygge i denne omgang. Indenfor møder beskueren en række store kort over blandt andet Island, Danmark og Bangladesh, men de er ikke helt som de plejer. Der er noget galt med kystlinjerne. Rúrí er meget optaget af klimaproblemer og global opvarmningen i sit virke, og det viser hun her med al tydelighed.

 

Rúrí. ”Future Cartography VII”. Hver gang Rúrí udstiller dette værk, har hun et kort med over det land udstillingen er i - derfor Danmark her.

 

Billederne indgår i det samlede værk ”Future Cartography VII” og giver et indblik i hvordan en række lande vil komme til at se ud, hvis isen på Antarktisk forsvinder. Alt står under vand. København, Odense og Aarhus er forsvundet og tilbage er små enkelte pletter oven vande. Rúrí viser med skræmmende minimalisme og videnskabelighed, hvor galt det kan gå, hvis den globale opvarmning bliver ved med at fortsætte. Hendes kunst har til tider et politisk rodfæste, og hun opfordrer os alle sammen til at tage stilling og handle før vi når disse skræmmebilleder.

I samme rum som ”Future Cartography VII” ser vi også en række af Rúrís bølge-billeder, ”Waterfall I-IX”. Hun beskriver selv til ferniseringen, hvordan bølgen indeholder en kraft der går ud over mennesket selv. Bølgerne og havet er farligt og utæmmeligt, uanset hvordan vi end prøver at kontrollere det.

 

Rúrí-udstilling. Fernisering hos Nordatlantens Brygge. Karin Elsbudóttir, direktør hos Nordatlantensbrygge præsentere udstillingen. Den islandske ambassadør, Benedikt Jónsson, står ved siden af og taler lidt om den islandske kunsts betydning for landet. Bagved står Rúrí sammen med kuratoren bag udstillingen, Christian Schoen.

 

Ovenpå, ad en lille vindeltrappe, bliver beskueren ført forbi en række tommestokke, som Rúrí har sat sammen til små relieffer i værket "Relativity". Hun pointerer at de små ting vi har i vores liv, som tommestokken, kan omdannes, og skabe nye måder at se lige netop denne ting. De minder på mange måder, om street art, som Invader, man lægger ikke mærke til dem først, og når man gør, går der lige et par sekunder før man opdager, hvad de er lavet af.  

Rúrí. "Relativity".

Udstillingen tager en drejning på anden etage. Her behandler Rúrí tid og balance, men sine store penduler og vægte i værket ”Balance – Unbalanced”. Værket har været mere end ti år undervejs og det viser gennem en række hverdagsobjekter placeret på vægte, hvordan der er en skævhed i menneskets prioriteringer i forhold til vandressourcer eller menneskeliv overfor økonomi. Med enkelte virkemidler sætter hun fokus på hvor vigtig balancen er i naturen og i vores eksistens. Uden den vil hele det skrøbelige system der er Jorden og mennesket gå i stykker. Et faktum der er truende nær sin realitet, hvis man kigger på smeltevandstand og iskappetykkelse.

 

Installation view. Rúrí. "Balance – Unbalanced”.

 

Info om kunstneren:
Rúrí (f. 1951) er internationalt kendt for at turde kaste lys over politisk svære emner. Siden 1970’erne har hun været en aktivistisk kunstner, og hendes virke kredser om det at være menneske i denne verden med alle dets mange modstridende facetter.

 

Klik her for at læse mere om Rúrí

Læs mere om udstillingen ”Fragile Systems” her

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer