Af Sarah Guldager Wilstrup
18. oktober 2016
WHITEOUT: Tina Shcerzberg
Format Artspace
Midt i Københavns travle myldretrafik og leben finder man den idylliske Nansensgade. Gaden minder om en lille by i byen, med diverse cafeer, restauranter, antikvitetsbutikker, hoteller og gallerier. Format Artspace galleri ligger lidt længere oppe af vejen, og der har det ligget siden 2013. Siden åbningen har det været tydeligt, at galleriet har en lidt anderledes tilgang til kunsten. Her arbejder man primært med unge danske kunstnere der har gjort sig bemærket på den danske og internationale kunstscene. De arbejder ud fra et ønske om at gøre kunsthandelen tilgængelig for flere kunstentusiaster, men stadig med fokus på kvalitet. Det gør de ved at sælge værker der eksisterer i flere eksemplarer - værker der eksperimenterer med materiale og medie.
Umiddelbart virker Format Artspace som et traditionelt galleri i stil med mange andre af byens gallerier. Der er hvide vægge, hvide gulve og hvidt loft. Alligevel fornemmer man, at man her har en lidt anderledes måde at udstille kunsten på. Indgangen går ned i kælderniveau og er fyldt i et stort virvar med tidligere udstillede værker, der giver en hjemlig hygge. En lille trappe fører videre op til det hvide udstillingsrum. Gadens liv og farver strømmer ind gennem de store vinduer i udstillingsrummet, og man kan kigge ind til baglokalerne, der kun er lukket til med et let frynsegardin, og videre ud til gården. Det er imødekommende kunst i trygge rammer.
More Than A Few af Tina Scherzberg fra Udstillingen WHITEOUT. Foto: Katrine Møbius
Smadret Porcelæn
For øjeblikket præsenterer galleriet den tyske kunstner Tina Scherzberg med udstillingen WHITEOUT. Centralt i udstillingen er værket More Than A Few der består af små stykker smadret porcelæn sat på nåle, og udgør en rute på et hvidt lærred. Porcelænet er slået til uigenkendelighed, men i værkbeskrivelsen står der beskrevet, hvilket porcelæn der er blevet anvendt. Ved at nærme sig værket aner man de små karakteristiske træk der kendetegner dansk porcelæn. Træder man derimod længere væk, fornemmer man den røde tråd af opstillede nåle som en rute på et kort. Ruten er hentet fra kort over flygtningestrømmen gennem Europa det sidste år.
I midten af gallerirummet hænger tre glaskrukker fyldt med pulveriseret porcelæn, hvor en enkelt spire springer frem fra midten. Porcelænet ligner rent støv og det er ikke til at se, hvilken kande eller kop det var før. Det danske porcelæn er kendt som varemærke på danske traditioner, smadret i flere stykker og i midten af al den destruktion spirer nyt håb om foranderlighed.
Tina Scherzberg fra udstillingen WHITEOUT. Foto: Katrine Møbius
Udstillingens titel henviser til et vejrfænomen, der beskriver det øjeblik man mister orienteringen under en sne-/sandstorm, ved at synligheden og kontrasten udviskes. Det hvide gallerirum, med de hvide værker, skaber en fin association til den synlighed og kontrast. Værkerne henviser til de øjeblikke, der formgiver vores liv. Det er først når det kommer på afstand igen, at vi kan forstå meningen med det, da vi mister overblikket og orienteringen mens vi står i situationen.
Scherzberg formår at skabe en anderledes positiv tilgang til de udfordringer, vi står overfor i dagens samfund. Det handler om, at noget må forgå og ændre form, for at andet kan få lov til at spire og gro.
More Than A Few af Tina Scherzberg fra Udstillingen WHITEOUT. Foto: Katrine Møbius
Tina Scherzberg er bosat i Danmark og uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2004. Hun arbejder med flere medier såsom maleri, performance, tegning og tryk. Format Artspace har tidligere udstillet hendes værker tilbage i 2014.
Udstillingen WHITEOUT kører fra den 30. september til den 12. november.
http://www.formatartspace.dk/
Format Artspace
Nansensgade 35, 1366 København K