Indkøbskurven er tom.
Prik-kunst i Kødbyen
Prik-kunst i Kødbyen

Af Eline Eggers. 29.09.16.

Galleriet Gether Contemporary ligger i Kødbyen og har bevaret en fornemmelse af slagterhal med hvide klinker og råt betongulv. Midt i den rå hvide kube befinder amerikanske Zane Lewis sig. Han udstiller for tiden sin særegne spraymalede prikkunst hos galleriet.

Indenfor hos Gether Contemporary er der faktisk lidt koldt. Trods den bagende septembersol uden for. Og det giver mening – den råhed, der kendetegner en fabrik ligger stadig over dette galleri, men der er intet samlebånd-mekanisk over det.

L.A-baserede Zane Lewis maler de fleste af sine værker, i hvert fald i skrivende stund, med spraymaling, hvilket smager af streetart og dufter af terpentin, og det kan synes overdrevet nemt at sætte en prik. Men når man ser værkerne, er det tydeligt, at der er tænkt over hver eneste prik i forhold til lysindfald og farvekombination. Med en sirlig orden opnår Lewis en form for ro i et kaos af prikker. Et kontrolleret kaos, som lader beskueren vide, at der er styr på det. Der er styr på spraydåserne og der er styr på værkernes prikkende mikrokosmos. Hvilket igen manifesterer sig i de bowlingkugler Lewis har hængende ned fra loftet i udstillingen. Kuglernes tyngdekraft er ophævet, men de hænger fredeligt i luften og taler til værkerne på væggene. Verden uden om er måske fuldstændig kaotisk, men Lewis skaber et tilflugtssted i rodet og i sindet.

Installation view, Courtesy Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm.

Det står med prikker...
Men okay. Prikker? Helt ærligt. Det kan da sådan set ikke være noget nyt, vel? Og nej, det er det heller ikke. Kigger vi til impressionisterne i 1870’erne og især hos pointillisterne, brugte man prikmetoden til at lade beskueren selv blande farverne på lærredet. En slags optisk illusion om, at der rent faktisk er et motiv, selvom det egentlig bare er prikker. Det giver en flimrende fornemmelse, som Georges Saurat og også Monet udviklede til perfektion. Monet ville male lyset. Og hvordan gør man lige det. Man maler prikker og flimmer. Det samme gør Lewis. Sammensætningen af lyse og mørke pletter gør, at det virker som om, at der er et lysindfald i billedet.

Zane Lewis, Untitled DIVER, 2016, 224x163 cm. Courtesy Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm.

Men prikkerne var ikke Lewis første fremgangsmåde. Hans karriere startede for over 10 år siden, hvor han blev den yngste kunstner til at udstille hos Museum of Contemporary Art i staten Georgia. The Wall Street Journal kaldte ham efterfølgende en af ”The 23-year-old Masters”.

Lewis er nu bosiddende i Los Angeles og er stadig en stor kanon inden for kunstverden. Efter en pause i 2010, skiftede han praksis til de nu spray-malede prikværker. Men før det kredsede han omkring kendismotivet, hvor han blandt andet malede Obama, Brad Pitt, Angelina Jolie og Pave Benedict 16. Det var værker, der dryppede usandsynligt store mængder maling på galleriernes bonede gulve.

Installation view, Courtesy Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm.

Hos Gether, er der imidlertid ikke meget maling på gulvet, men Lewis’ leg med prikken giver malerierne en særlig nerve. Og dette skriver ham ind i en forsamling af samtidskunstnere, der eksperimenterer med prikken. Her kan nævnes japanske Yayoi Kusama, som udstillede på Louisiana for nogen tid siden. Hendes prik-universer lader på samme måde, som hos Lewis, beskueren træde ind i en verden, hvor alt er geometrisk forankret i cirklen. Om de så er klistret op i et stort virvar på gulv, loft og vægge, så er det til stadighed et kontrolleret kaos.


Zane Lewis, Crosspollonation Sphere Bleach, 2016, 20x20x20 cm. Courtesy Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm.

10 minutter i Pixel-ro
Jeg tror, vi har brug for at kigge på fredelige prikker en gang i mellem. For at kunne koble ud, sætte i frigear og bare læne os lidt længere tilbage i sofaen. I en verden, hvor vi i gennemsnit lever 2 timer og 25 minutter i et online-univers hver dag, bliver vi klasket til af indtryk, som vi aktivt skal forholde os til. Hvem bliver præsident i USA? Hvad ved du egentlig om dine rettigheder? Skal du ikke have denne her nye cykel? Pas nu på, med de snyde-SMS’er! Zane Lewis skaber et hvile-værelse i trængsel og travlhed. Værkerne er på en gang statiske og fulde af bølgende bevægelser, som lyden af rolige pulslag – hvilende og levende.

 

Zane Lewis’ udstilling hedder ”Headrush” og kan opleves hos Gether Contemporary frem til 5. november.

Læs mere om Lewis

Og om udstillingen

 

Profilbillede: Zane Lewis, Untitled LITH, 2016, 152x122 cm. Courtesy Gether Contemporary. Foto: David Stjernholm.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer