Foromtale
Af Jane Valeur
Så er der igen messeweekend og denne gang er det kunstnerne selv, der udstiller. Kunst for alle kan opleves fra d. 9.-11. september 2016 i Øksnehallen, København.
Kunst i øjenhøjde
Under navnet Kunst for alle afholdes tre årlige kunstmesser i henholdsvis Aarhus, København og Aalborg. Det er en kunstnermesse, modsat de årlige danske gallerimesser, hvor det er kunstnerne selv, der udstiller.
Messen har sine rødder i Ridehuset, Aarhus, hvor den løb af stablen for første gang i 2002. For sjette år i træk huser Øksnehallen kunstmessen, Kunst for alle.
Kunstner (Mingo), foto: Kunst for alle
Charlotte Jensen er primus motor bag Kunst for alle, og hun har med udstillingen bestræbt sig på at åbne kunstscenen for et bredt publikum, som under messen kan komme helt tæt på både kunsten og kunstnerne. Hun fik idéen til Kunst for alle-udstillingerne for mere end 15 år siden, da hun diskuterede kunst med sin far Poul Jensen, der er kunstsamler.
”Han sagde lidt provokerende, at kunst kun er for feinschmeckere, hvilket jeg selvfølgelig ikke var enig i. Hvis ikke kunst er for alle, hvem skal det så være for? Derefter gik jeg i gang med at arrangere Kunst for alle-udstillingerne,” fortæller Charlotte Jensen.
Charlotte Jensen, foto: Kunst for alle
Under messen er mange af de udstillende kunstnere selv til stede, så besøgende kan møde menneskene bag kunstværkerne og spørge ind til deres værker. Tanken er, at der herved skabes rum for dialog mellem kunstnere og publikum, og kunstnerne har rig mulighed for at udvide deres netværk og samle inspiration.
Messe med mangfoldighed
I Øksnehallen kan man i år møde hele 135 kunstnere som præsenterer en mangfoldig og farverig samling værker. Selvom messen hovedsagligt er fokuseret på billedkunst, vil der også være indslag med keramiske, skulpturelle og fotografiske værker.
Kunstnerne er en blanding af både de mere etablere navne og nye talenter. De 95 er gengangere der tidligere udstillet på messen, mens 40 af udstillerne er nye i dette forum.
Lidt praktisk
Kunst for alle finder sted i weekenden fredag d. 9. september til og med søndag d. 11. september 2016 i Øksnehallen, København. Entré koster 50 kr. for besøgende og der er gratis adgang til børn under 16 år. Du kan læse mere om messen på http://www.kunstforalle.dk/.
Plakat, foto: Kunst for alle
Profilbillede: foto: Kunst for alle