OMTALE: Af Natascha Degnova. 13.06.2016
Sensuelle og forførende motiver er det, der møder en, når man træder ind hos Hans Alf Gallery, der lige nu viser udstillingen X-RAY af Per Morten Abrahamsen. Udstillingen består af en fotoserie, der er blevet til gennem et årelangt samarbejde mellem Abrahamsen og balletdansere fra den Kongelige Ballet.
Per Morten Abrahamsen, Fig. 12. Alba Nadal, 2015, Fotografi 131,5 x 165,5 cm Courtesy: Hans Alf Gallery
Abrahamsen, der har en lang karriere bag sig, der spænder bredt fra dokumentariske værker til opstillede portrætter, viser her på udstillingen i høj grad, hvordan han mestrer det fotografiske håndværk og samtidig udnytter dets potentiale.
Per Morten Abrahamsen, Fig. 14. Alexander Bozinoff, 2015, Fotografi 101 x 147 cm Courtesy: Hans Alf Gallery
I X-RAY udfordrer Abrahamsen de dansere han fotograferer, beskueren, og selve udstyret der bruges i produktionen. Gennem en speciel teknik hvor danserne udfører deres bevægelser langsommere, kombineret med at kamerarets lukkehastighed (lysindtag) er indstillet sådan, at alt indfanges, udspringer disse magiske motiver. Dansernes ageren bliver som udstillingens titel indikerer, en form for røntgenbilleder. Bevægelsens flow kan følges og efterlader derved et indtryk af en fastfrysning af et øjeblik, med ekkoer af bevægelsens tid.
Værkerne viser prominente dansere som for eksempel Alban Lendorf, der portrætteres på en forførende og visuelt stimulerende ny måde. Abrahamsen foreviger essensen af dansen i sine fotografier.
Per Morten Abrahamsen, Fig. 4. Amy Watson, 2015, Fotografi 121 x 168,5cm Courtesy: Hans Alf Gallery
Værkerne frembringer forskellige følelser og associationer. Ser man for eksempel på et værk som "Fig. 4 Amy Watson", kan det næsten forstås som en nyfortolkning af Henri Matisses "La Danse", hvor dansernes kroppe smelter sammen, men alligevel er definerbare. Et værk som "Fig. 8 Alban Lendorf", leder på den anden side tankerne hen mod de karakteristiske futuristiske science fiction plakater.
Per Morten Abrahamsen, Fig. 8. Alban Lendorf, 2016, Fotografi 102,6 x 148,1 cm Courtesy: Hans Alf Gallery
Der er åbnet op for fortolkning og fordybelse i de forskellige fotografier. Et af fællestrækkene ved værkerne, er kontrastfarverne og de kontrollede udgangspositioner, der guider øjets bevægelser.
Udover at Abrahamsen udforsker fotomediets tekniske muligheder , eksperimenterer han også med mediet og dets fremtoning. En serie af dansere bliver vist igennem en transparent, hvilket giver en ekstra dimension og lader motivet fremstå nærmest tredimensionelt.
Per Morten Abrahamsen, Fig. 15. Alba Nadal, 2015, Fotografi 34,7 x 47,8cm Courtesy: Hans Alf Gallery
Udstillingen vises på forholdsvist få kvadratmeter, men man får en god fornemmelse af værkerne. Rummet bidrager til den intime stemning , der have været Abrahamsen og danserne imellem og som fotografierne bærer præg af.
Per Morten Abrahamsen, Fig. 30. Alexander Bozinoff, 2015, Fotografi 47,8 x 34,7 cm Courtesy: Hans Alf Gallery
X-RAY udstillingen bliver vist i forbindelse med Copenhagen Photo Festival, der fandt sted i sidste uge. Udstillingen kan ses på Hans Alf Gallery frem til den 18. juni, så du kan lige nå det.
Åbningstider og yderligere information findes hos Hans Alf Gallery