Indkøbskurven er tom.
Tre danske kunstnere hædret af Ny Carlsbergfondet
Tre danske kunstnere hædret af Ny Carlsbergfondet

Foto: Sophia Kalkau, "Ball Carriers Dream", 2015.

NYHED af Sabina Pedersen Hvass, 16. marts 2016.

Onsdag den 2. marts dannede Glyptoteket rammerne for Ny Carlsbergfondets prisoverrækkelse til tre danske kunstnere, der yder en særlig indsats for dansk kunst- og museumsliv.

På brygger Carl Jacobsens fødselsdag, uddeler Ny Carlsbergfondet hvert år priser til dansk kunst. »Begivenheden og festen er selvfølgelig vigtig for prismodtageren. Men den er også vigtig for et samlet kunstliv, der på den måde viser sin styrke ved at kunne og ville fejre sine egne. At vi kan værdsætte og fremhæve præstationen hos den enkelte, og at vi kan samles for at festligholde sådanne præstationer, gavner os alle, og prisuddelingerne er derfor en naturlig del af fondets virkefelt,« siger Ny Carlsbergfondets formand, Karsten Ohrt.

Sophia Kalkau blev tildelt Ny Carlsbergfondets kunstnerlegat på 100.000 kr. for sit kunstneriske arbejde med både fotografi og skulptur, der fremfor alt er kendetegnet ved en stringens, nøjagtighed, finish og en udtalt vilje til form.

Tal R blev tildelt Ny Carlsbergfondets kunstnerlegat på 100.000 kr. for sit originale og vedholdende arbejde med et værk, som udfolder sig frit i maleri, collage, tegning, grafik og skulptur, og som takket være kunstnerens umættelige lyst til at bevæge sig nye steder hen hele tiden er i udvikling.

Lisette Vind Ebbesen blev tildelt Carl Jacobsens Museumsmandslegat på 150.000 kr. for fornemt arbejde for Skagens Museum siden sin ansættelse som direktør i 2008. På 10 år er det lykkedes hende at fusionere museet med Drachmanns Hus og Anne og Michael Anchers Hus, at renovere og udvide museet samt lave udstillinger, der har tiltrukket et stadigt større publikum.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer