Indkøbskurven er tom.
DEN VÅGNE DRØM – surrealistisk, metafysisk samtidskunst - Af Camilla Holm Rautenberg
DEN VÅGNE DRØM – surrealistisk, metafysisk samtidskunst - Af Camilla Holm Rautenberg

UDSTILLING. Af Camilla Holm Rautenberg. 02.12.2020.

På Sophienholm kan man på årets sidste udstilling opleve surrealisme for alle pengene. Hele tolv nulevende surrealistiske samtidskunstnere udstiller med deres værker i udstillingen ”DEN VÅGNE DRØM – surrealistisk, metafysisk samtidskunst”.

Lyngby Kunstforenings vinterudstilling på Sophienholm inviterer de besøgende ind i surrealismens fantasifulde univers. Fra små detaljerede værker til skulpturer med babyhoveder og øjne, rejser man fra rum til rum igennem et drømmende, metafysisk univers. Udstillingen udfolder sig i alle Sophienholms smukke rum.

Bente Olesen Nyström. Fra Sophienholm.

De tolv kunstnere er Håkan Nyström, som også er tovholder og kurator for udstillingen, Gert Brasque, Martin Burridge, Ronald Burns, Børge Christiansen, Poul Janus Ipsen, Aleksander Kosmala, Carsten Krogstrup, Thor Lindeneg, Erik Mortensen, Bente Olesen Nyström og Roland Schneidereit. Seks af kunstnerne er i forvejen medlemmer af kunstnergruppen CIRRUS, som i en årrække (1966-1981) udstillede med surrealistiske værker på årlige gruppeudstillinger på Charlottenborg. Nu er de gået sammen med seks andre ny-surrealistiske kunstnere og har skabt udstillingen til Sophienholm.

Ronald Burns. Fra Sophienholm.

De tolv kunstnere arbejder med forskellige emner og udtryk på figurativ vis. Formålet med udstillingen har været at præsenterer ny-surrealismen i samtidskunsten. Deres tilgang til surrealismen og metafysisk kunst er fri, individuel og mangfoldig, der på flere måder adskiller sig fra den klassiske surrealisme. Med titlen, DEN VÅGNE DRØM – surrealistisk, metafysisk samtidskunst, udtrykkes den dobbelthed som ny-surrealismen besidder – skellet mellem vågenhed og drøm. Drømmen repræsenterer det ubevidste, fantasifulde og det indre univers mysterium, hvorimod vågenheden repræsenterer bevidstheden og det rationelle. Drømmen er tidsløs og vågenheden er tidsbestemt.

Deres individuelle udtryk og fokus er vidt forskellige. Nogle maler mørke, dystre malerier, andre maler med stærke farver og geometriske elementer. Kunstnerne er inspireret af surrealismens opstart og surrealismens manifest, men har tilegnet sig deres egen individualitet og frihed i ny-surrealismen – de er ikke bundet til manifester, men arbejder med total kunstnerisk frihed. I deres værker arbejder de med drømmenes og det metafysiske rum, hvor deres egen frihed, ideer for alvor får lov til at udfolde sig. De får lov til at oversætte det underbevidste, tidløse, fantasifulde, som udspiller sig i drømmene, til virkelighedens fysiske lærreder og materialer. Igennem deres kunst oversætter de drømmenes sfære til den vågne tilstand.

Thor Lindeneg. Fra Sophienholm.

Surrealistiske kan man i hvert fald godt kalde værkerne. Bente Olesen Nyströms huse der svæver rundt i universets uendelighed, Martin Burridges sneglehus med støttehjul og hånd ud ad åbningen og Thor Lindenegs svævende bord med en plante med æg voksende ud af sig på, er næppe noget man kommer til at opleve i virkelighedens vågne tilstand. Men i kunsten på Sophienholm kan du bl.a. opleve disse værker samt en hel masse andre finurlige, uvirkelige værker.

Udstillingen kan opleves på Sophienholm frem til d. 10. januar 2021.

Billedet øverst: Lyngby Kunstforening: Den Vågne Drøm. Fra Sophienholm.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer