OMTALE: Af Anna Cæcilia Fløche.
15.10.2018.
Kulturnatten har i over 25 år budt på oplevelser for børn og voksne i København, fredagen inden skolernes efterårsferie. Og i år var ingen undtagelse. Derfor var København, fredag d. 12.oktober, fuld af kulturnatgæster, da mere end 250 museer, teatre, kirker, biblioteker, ministerier, parker og pladser bød indenfor.
Årets Kulturnat var, som tidligere år, præget af lys. Lys på facader, på friser og skulpturer. Fakler langs køen til Cisternerne. Lys på Thorvaldsens skulpturer og lys i gården ved Gl. Strand. Spektakulære shows af lys, som i Den Sorte Diamant, hvor den enorme spejlkugle fik prikker af lys til at glide over trappe, vægge, gulv og loft. Og de mange lys, gjorde sig da også godt i den mørke, danske oktober, og satte - i bogstavelig forstand - farve på aftenen for både børn og voksne. Magasinet Kunst var, som mange andre, rundt i København i fredags, og præsenterer her et udsnit af hvad årets kulturnat bød på.
Thorvaldsens Museum. Foto: Magasinet Kunst.
Kunstforeningen Gl. Strand
På Kunstforeningen Gl. Strand blev kulturnattens gæster inviteret ind i den aktuelle udstilling, Nina Beiers Food Chain Café og Kvindernes Surrealisme. I en åben skulpturcollageworkshop, af danske billedkunstner Christina Hamre, kunne man skabe sit eget surrealistiske værk. Gården var stemningsfyldt oplyst og en DJ spillede imens folk drak vin.
Kunstforeningen Gl. Strand. Foto: Magasinet Kunst.
Thorvaldsens Museum
170-året for indvielsen af Thorvaldsens Museum blev særligt fejret, ved at alle fem porte mod pladsen var slået op, museet var badet i lys, både ude og inde, af lysdesigner Mark Jones’ iscenesættelse og både korsang og musik sikrede en ganske magisk stemning i de smukke omgivelser.
Thorvaldsens Museum. Foto: Magasinet Kunst.
Cisternerne
Den aktuelle udstilling i Cisternerne, Jeppe H: IN IS THE ONLY WAY OUT, kunne også opleves på kulturnatten. Desuden var der alternative introduktioner til udstillingen, fra blandt andre en skuespiller og en tryllekunstner. Køen var lang, men oplevelsen der ventede for enden, var smuk.
Cisternerne. Foto: Magasinet Kunst.
Cisternerne. Foto: Magasinet Kunst.
Nikolaj Kunsthal
Ved Nikolaj Kunsthal kunne både opleves udstillingen "TEGN" af Husk Mit Navn, lysinstallation af kunstnergruppen YOKE, en udendørs lyssætning på pladsen og koncert med Future 3.
Nikolaj Kunsthal. Foto: Magasinet Kunst.
Den sorte diamant
Den Sorte Diamant havde fokus på barndommens univers. Computerspil fra 90erne, live-musik, historiske modelteatre gennem tiden og meget andet. Og så var hele Diamantens rum elegant badet i det glimtende lys fra spejlkuglen.
Den Sorte Diamant - Det Kongelige Bibliotek. Foto: Magasinet Kunst.
Kunsthal Charlottenborg
Også på Kunsthal Charlottenborg stod aftenen i børnenes tegn. Workshops og rundvisning i Bjarke Ingels arkitektur og Alicja Kwades skulpturlandskaber. I gården var kunstnerduoen Bigert & Bergströms 'Solar Egg' – et 5 meter højt guldæg med sauna indeni – åbent.
Bigert & Bergströms 'Solar Egg', Kunsthal Charlottenborg. Foto: Magasinet Kunst.
www.kulturnatten.dk