Af Cecilie Wortziger
21.06.2018.
Lise Blomberg på Esbjerg Kunstmuseum.
Udstillingen ”Legepladsen” af billedkunstner Lise Blomberg er fornylig åbnet på Esbjerg Kunstmuseum. Her tages motiverne ud af selve maleriet og placeres fysisk ved siden af billedet. Installationerne ligner et af kunstnerens motiver til forveksling - som om man kan gå ind i et af hendes både meget abstrakte og meget figurative malerier.
Er der noget Lise Blomberg kan, så er det at lege med og fuldstændig dissekere grundelementerne i vores univers. Natur, mennesker, dyr og farver skilles ad og sættes sammen på ny. Hun zoomer samtidig helt ind, så alle pixels kommer frem, lidt som var det et fotografi, der får helt nyt liv i maleriet. På Esbjerg Kunstmuseum er det også dette motivunivers, som dyrkes og udforskes.
Landskab af Lise Blomberg. Foto: venligst udlånt af Esbjerg Kunstmuseum.
Særpræget formsprog
Lise Blomberg (f. 1971) blev færdig på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2002 og tilhører gruppen af kvindelige billedkunstnere, som trådte frem på den danske kunstscene ved årtusindskiftet, og blandt andre tæller Kathrine Ærtebjerg og Julie Nord. Fællestrækkende er det sarte, drømmende og til tider makabre formsprog, men en uskyldighed skinner ligeledes igennem i form af optagethed af det barnlige og det legende.
Kroppe og naturelementer forgrener sig i Lise Blombergs maleriske univers, hvor skoven og naturen næsten altid danner scene for hovedmotiverne. Hybrider mellem fugl og menneske er et af hendes kunsts særlige karakteristika. Indimellem er det ansigterne på kendte politikere, som eksempelvis Hilary Clinton eller Oluf Palme, der med forskellige, ofte begejstrede, ansigtsudtryk er sat fast på en fugls fjerdragt. Modsætninger blandes, og farvefladerne tager form som moduler og rumlige komponenter.
"Bagland" af Lise Blomberg. Foto: venligst udlånt af Esbjerg Kunstmuseum.
Nye erkendelser
Især brugen af moduler og ”pixels” foldes yderligere ud på Esbjerg Kunstmuseum, hvor Lise Blomberg har genbrugt motiver fra sine tidligere malerier. Nu er de også taget ud af deres oprindelige sammenhæng, forstørret og gjort til ”virkelighed”. Det er med tydelige referencer til legen med det naturlige og det unaturlige, udstillingen har fået sit navn. Det kan tydeligt ses i malerierne, men i lige så høj grad i sammensætningen og placeringen af værkerne.
Det samme sker uden for udstillingsrummene, i haven, hvor Lise Blomberg har skabt et rødt legehus omgivet af hendes karakteristiske naturelementer - beplantning i forskellige nuancer og geometriske former - igen som at træde ind og ”lege” i et af hendes malerier.
Lise Blombergs legehus. Foto: venligst udlånt af Esbjerg Kunstmuseum.
Udstillingen kan ses på Esbjerg Kunstmuseum frem til d. 2. september.