Indkøbskurven er tom.
Kunst på DOX
Kunst på DOX

Kunst på DOX

d. 2. november 2015

Af Maria Grzywacz

CPH:DOX eller rettere ‘Copenhagen International Documentary Film Festival’, er klart en begivenhed, Københavnere kan være stolte af. Etableret i 2003 er festivalen vokset og har udviklet sig gennem årene med et besøgstal på knap 84.000 noteret i 2014. Årets festival løber af stablen fra d. 5.-15. november, og denne gang er kunsten også blevet sat på dagsordenen. 

Det kunstneriske input på årets CPH:DOX kommer ikke kun til udtryk igennem dokumentarfilmene, der ofte befinder sig i grænselandet mellem videokunst og dokumentarisk skildring. I forbindelse med festivalen vil der også blive præsenteret et kunstnerisk program kurateret af kunstneren Olafur Eliasson. CPH:DOX har etableret et samarbejde med en række københavnske kunsthaller og museer, bl.a. Den Frie Udstillingsbygning, Statens Museum for Kunst og Nikolaj Kunsthal.

Umiddelbart kan virkelighedsskildrende dokumentarfilm og fiktiv, konceptuel kunst lyde som en modsætningsfuld kombination, og netop dette - på en måde paradoksale - forhold, bliver omdrejningspunktet for de udstillinger, der i år introduceres i forbindelse med CPH:DOX.

Nikolaj Kunsthal

Den britiske kurator Jacqui Davies står bag udstillingen ‘Embodied’, der præsenteres i Nikolaj Kunsthal. Udstillingen undersøger spændingsfeltet mellem illusion og virkelighed, og vi får bl.a. lov at følge med i Stephen Dillanes (som mange genkender som Stannis Baratheon fra tv-serien ‘Game of Thrones’) bevægelse fra eget liv ind i rollen som skuespiller, der løbende bliver udfordret af kunstneren.

Den Frie Udstillingsbygning

Den Frie Udstillingsbygning slår til gengæld dørene op for udstillingen ‘Those Who Love Spiders, and Let Them Sleep in Their Hair’, hvor publikummet får lov at opleve den iranske kunstnertrio bestående af Rokni og Ramin Haerizadeh og Hesam Rahmanian. De tre kunstnere arbejder (som de selv formulerer det) ”kollektivt individuelt”. Det betyder, at de betragter sig som en gruppe, men ikke ønsker at præsentere sig under ét fælles navn for at understrege gruppemedlemmernes individualitet. Gruppen, hvis figurative fortælleteknik har rødder i iransk billedkunst, og hvis performances refererer til en traditionel rituel persisk teatergenre kaldet “Ta´ziyeh”, er meget kontroversiel i hjemlandet Iran. Mon gruppens satiriske og sorthumoristiske måde at behandle forskellige samtidspolitiske problemstillinger falder i god jord hos det københavnske publikum?

Øvrige lokationer

CPH:DOX skal i år samarbejde med Statens Museum for Kunst omkring det efterhånden veletablerede initiativ ‘SMK Fridays’. Eventet vil have fokus på kunst, der bruger virkelighed som materiale. Derudover præsenterer Fotografisk Center udstillingen ‘Rewriting Histories’, der bl.a. vil stille spørgsmål til, hvordan fortolkningen af fortiden kan påvirke vores opfattelse af nutiden.

CPH:DOX har i år tilrettelagt et meget imponerende kunstprogram, og vi kan allerede begynde at glæde os til d. 5. november, hvor de fleste af ovenomtalte udstillinger slår dørene op.

  

 

Udstillinger og events

Embodied’, Nikolaj Kunsthal, den 6. november 2015 - 13. januar 2016

SMK FRIDAYS feat. CPH:DOX – Ovenpå virkeligheden, Statens Museum for Kunst, den 6. november klokken 16.00-22.00

Those Who Love Spiders, and Let Them Sleep in Their Hair’, Den Frie, den 7. november 2015 - 6. marts 2016

Rewriting Histories’, Fotografisk Center, den 6. - 20. november 2015

Amerikanske Billeder - hvem ejer sandheden?’, Kunsthal Charlottenborg, den 6. november 2015 - 13. januar 2016

Som vi lever vores liv’, Udstillingsstedet Sydhavn Station, den 7. - 15. november 2015

VR LAB’, Space10, den 6. - 11. november 2015

Mød Olafur Eliasson i samtale med Tim Morton, Teltet, 10. november 2015 kl. 19.00

CPH:CONFERENCE, TELTET i Kongens Have den 10. november 2015 fra kl. 09.00 - 15.30

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer