Indkøbskurven er tom.
Ribe Kunstmuseum – af Tina Kristensen
Ribe Kunstmuseum – af Tina Kristensen

UDSTILLING: 10.08.2015.
Midt i Ribe by ligger et af landets ældste kunstmuseer. Det har siden 1891 holdt til i en smuk fredet bygning på Sct. Nicolaj gade og i fredags var Magasinet Kunst et smut forbi for at se særudstillingen Forvandlinger samt ophængningen med værker fra samlingen.

Det hele begynder med Lundstrøm. Tre dejlige damer pryder væggene i det første rum man træder ind i på 1. sal. Det er særudstillingen ”Forvandlinger – Moderne myter i dansk kunst 1900-1950”, der er på lige nu og frem til d. 20. september. Her sætter man fokus på udsmykninger af offentlige rum og de skulpturer, malerier med mere, der blev til i første halvdel af det 20. århundrede.


Forvandlinger - Moderne myter i dansk kunst 1900-1950, Ribe Kunstmuseum, 2015

Som sagt, så er det Wilhelm Lundstrøm, der åbner festen med tre store malerier, der vises i samspil med en smuk skulptur af ”Leda uden svanen” af Kai Nielsen. En smal gang med en række mindre skulpturer/forlæg leder ind til det centrale udstillingsrum, hvor Lundstrøm igen er i centrum, denne gang med fire store kødfulde damer som blikfang. I rummet finder man også skulpturer af Kai Nielsen, Gerhard Henning og Svend Rethsack. Malerierne er skabt i Lundstrøms såkaldt ”krøllede” stil og trækker på barokkens kvindeideal med deres erotiske udtryk og svulmende former.

Forvandlinger - Moderne myter i dansk kunst 1900-1950, Ribe Kunstmuseum, 2015

Det næste rum byder på malerier af Wilhelm Scharff igen med et par større skulpturer af Gerhard Henning og Kai Nielsen og så ledes man ud i en smal gang med skulptur, maleri, grafik og tegning af Scharff, Axel Salto, Kai Nielsen, Gerhard Henning m.fl. Der er en fin sammenhæng mellem salene og en god dialog mellem de skulpturelle værker og billederne.

Kvinder fra samlingen
Det er tunge danske drenge, der fylder i landskabet i ”Forvandlinger”, men damerne er også til stede på museet (udover som motiver og muser). I kælderen finder man en lille særudstilling, der sætter fokus på de kvindelige kunstnere i samlingen. Pauline Thomsen, Christine Swane, Petra Foss m.fl. Udstillingen er en del af fejringen af 100 året for danske kvinders valgret.

En potent samling
Som et af landets ældste museer er samlingen på Ribe Kunstmuseum betydelig. På en tur rundt i ophængningen i stueetagen, finder man fine værker af bl.a. Vilhelm Hammershøi, L. A. Ring, kendte skagensmalere såsom P. S. Krøyer og Anna Ancher og mange andre betydningsfulde kunstnere. Denne del af museet er i sig selv et visit værd.


Fra samlingen, Ribe Kunstmuseum, 2015

Den gamle bygnings paneler og stuk synes som skabt til netop denne type værker.  Med sale dedikeret til guldaldermaleri, genremaleri, Skagensmalerne og en sal med den karismatiske Kristian Zahrtmanns værker, er der masser af godt at komme efter.


Fra samlingen, Ribe Kunstmuseum, 2015

Og når man er mættet af kunst, så kan man tage en pause i den hyggelige cafe i underetagen, hvor man når solen skinner kan side udendørs i det grønne.

Særudstillingen ”Forvandlinger – Moderne myter i dansk kunst 1900-1950” kan ses på Ribe Kunstmuseum frem til d. 20. september hvorefter den rykker til Faaborg Museum (10 oktober til d. 10, januar næste år.)

www.ribekunstmuseum.dk

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer