REPORTAGE. 12.06.2015.
Under dette års Copenhagen Photo Festival forenes to af kunsthistoriens yngste medlemmer på ganske unik og tryllebindende vis: fotografiet og graffitien. Den ene bærer på en hemmelighed. Den anden kan løfte hemmelighedens slør, men vælger drilagtigt kun at røbe det halve, så man efterlades hungrende og umættet.
Magasinet Kunst er taget på en fotografisk rejse, der fører os langt ind under huden på en hemmelig graffitikultur, der arbejder i ly af nattens beskyttende favntag.
"I often think that the night is more alive and more richly colored than the day." Sådan skulle Vincent van Gogh angiveligt have sagt i 1888. Man kunne dog fristes til at tro, at denne sætning er formuleret af nogle af vor tids kreative rebeller så som RENS, SABE eller EASE. Det er nemlig navnene på et par af de graffitimalere, hvis natlige gerninger er blevet til fotoudstillingen MENS DU SOV.
Udstillingen er skabt af de to danske kunstnere Anders Giversen og Simon Dokkedal, der har fulgt en række københavnske graffitimalere gennem kamera-linsen. Fotograferne fik nye arbejdsforhold og måtte skyde i svagt lys, hektiske situationer og med lovens lange arm i hælene.
Foto-materialet er dog kommet helskindet hjem. I torsdags blev udstillingen MENS DU SOV nemlig åbnet og markerede samtidig udgivelsen af Anders Giversen og Simon Dokkedals bog af samme navn. En visuel dokumentation af en ukendt subkultur hvis usynlige medlemmer alligevel formår at efterlade et markant aftryk på Københavns polerede ansigt. Byens bedst bevarede hemmelighed indfanges af professionelt fotografi, og pludselig kan vi alle erfare, hvordan nattens usynlige skygger efterlader sine farverige fodspor.
MENS DU SOV, "Uden Titel", 2015
Udstillingen MENS DU SOV består af et udpluk af fotografier fra bogen og vises i tøjbutikken Le Fix, hvis tredje sal fungerer som udstillingsrum.
Le Fix ligger midt i København, men er, i så fin tematisk overensstemmelse, trukket tilbage i en lille baggård. Den hemmelighedsfulde atmosfære gennemsyrer hele oplevelsen: Fra de første skridt igennem den brostensbelagte baggård til rejsen op ad den snoede trappe der fører ind i hemmelighedens hjerte.
Et stille, gådefuldt hjerte der, som natten selv, er svøbt i ro. Rummet er præget af renhed, og den enkle kuratoriske praksis understreger de 13 værkers selvstændige styrke. Værkerne suger dig til sig, mens verden omkring forsvinder.
MENS DU SOV, "Uden Titel", 2015
I værket ovenfor stiller fotograferne skarpt på et fortvivlet pigtrådshegn i fotografiets forgrund. Her er hegnet revet itu, men det forsætter alligevel knejsende ud i evigheden. Dets fletværk minder om et koncentrisk angelsaksisk mønster, der er blevet parret med Dansk Metal. Med en nærmest terapeutisk gentagelse snor hegnets mønster sig om din opmærksomhed, og lokker dig ind i fotografiet.
Øjnene stopper ved to sortklæde malere, der træder frem i fotografiets mellemgrund. De er begge maskerede og er ved at forgribe sig på et sovende s-tog. Omsluttet af natten og ved siden af det enorme tog synes de så små. De er ved at male et såkaldt piece i grøn-gule nuancer, der flyder sammen med togets postkasserøde farve.
Farverne forfører og fastholder blikket. Pludselig er du selv en hætteklædt maler. Du holder om den kølige graffiti-can, du ved hvordan spraymalingen lugter - også selvom du aldrig har malet så meget som en væg i dit liv.
Liv
Liv er præcis det, fotograferne fanger med deres skarpe linser. De forskellige pieces får aldrig lov at stå alene. Anders Giversen og Simon Dokkedal fortæller frem for alt en historie med deres kunst. En historie om en kultur og om de mennesker der er substansen af denne kultur.
Men historien er også uafsluttet og utilfredsstillende. Som at få en enkelt bid når maven vrider sig af sult. Øjnene er så sultne. For hvem er disse mennesker, og hvilken historie fortæller deres tildækkede ansigter? Ligegyldigt hvordan man vender og drejer hovedet, kommer maskerne ikke af. Fotografierne pirrer os. De stryger os blidt med hårene, men forlader os så snart, vi begynder at spinde.
MENS DU SOV, "Uden Titel", 2015
Giversens og Dokkedals fotografier er som byzantinske temploner. Den gamle kristne opfindelse der delte kirkerne i hellig og profan ved hjælp af marmorplader, søjler og gardiner. Bag gardinerne gemte det hellige alter sig. Så helligt at de almindelige dødelige ikke måtte lægge øjne på det. Allerede dengang viste man nok, at mystik og hemmeligheder skaber et tryllebånd.
Anders Giversen og Simon Dokkedal spiller det samme pirrende tryllespil, hvor afsløring og tildækning fastholder beskueren mellem irritation, nysgerrighed og fascination. Mest af alt fascination. Over hvor fint fotografisk skønhed forenes med motiver der smadrer planlagt destruktion lige op i beskuerens måbende ansigt, og samtidig formår at skabe en usøgt higen efter mere.
Udstillingen løber fra den 11. juni til den 9. juli 2015
Le Fix, Kronprinsensgade 9B, 1112 Kbh K
Åbent alle ugens dage fra 11-18