Indkøbskurven er tom.
Den nyskabende bys potentiale - af Anne Sophie Parsons
Den nyskabende bys potentiale - af Anne Sophie Parsons

UDSTILLING

Der var et stærkt fremmøde til ferniseringen af udstillingen ”Extreme Sharing” på Kunsthal Aarhus d. 6 februar.  

Med rødvin i glassene, præsenterede man kunstnerkollektivet N55s bud på hvordan en delevenlig og moderne by kan se ud. Udstillingen er det første arrangement i et to-årigt udstillingsprogram under titlen ”Collective Making”, som Kunsthal Aarhus viser fra 2015 til 2016.

Opfindsom arkitektur

Lidt over kl. 17 dæmpede samtalerne sig efter de første forsøg på at få gang i en knitrende mikrofon. Joasia Krysa, Kunstfaglig leder for Kunsthal Aarhus, bød velkommen.

N55s gruppeudstilling, ”Extreme Sharing” viser resultaterne af en kunstner-sammenslutnings samarbejde. Folk blev herefter opfordret til at følge trappen ned til underetagen for at se aftenens bud på et ’urban experimentarium’, som udstillingen bl.a. blev kaldt.

Kunstnerkollektivet N55 har siden sin start i 1996 arbejdet med henblik på at inddrage kunsten som en del af hverdagen. Ideer til hvordan man kan ændre problemer i samfundet  igennem en kreativ tilgang har ført til diverse interaktive værker. ”Extreme Sharing” er med  sin ’åbne by’- XYZ Open City - blot det seneste koncept.

Installationsbillede fra udstillingen ”Extreme Sharing” af N55. Kunsthal Aarhus. 

En leg med materialer

”Extreme Sharing” undersøger hvordan man på nytænkende måder kan drage nytte af delevenlige principper. Aluminium, sorte plastikspande og simpelt konstruerede cykler med vogn foran er nogle af de ting, der blev præsenteret i løbet af aftenen. Det er hverdagens genstande, der benyttes som innovativ platform.

Ved at sammensætte flere materialer skaber man en fusion af arkitektur og design. Det bliver et rum hvor tankeeksperimenter får frit spil. På den måde bliver publikum ikke alene inviteret til at deltage interaktivt i selve udstillingen, men også til at tænke over hvad der udgør en’ by’ – og hvorledes man bedst kan indgå som medskabende energi i forhold til den.

Muligheden for at interagere, ved fx at klatre på de sammenskruede kassekonstruktioner, gøre brug af de fremstillede cykler eller sætte sig på de små områder med kunstigt græs, definerer udstillingen. Med fremlagte instruktionsmanualer kan der læses videre om, hvordan de tilstedeværende objekter kan anvendes ligesom man her kan høre mere om tankerne, der ligger til grund for at XYZ Open City.

Installationsbillede fra udstillingen ”Extreme Sharing” af N55. Kunsthal Aarhus.

Deling af resourcer og samfundsmæssigt ansvar

Med billige og fornuftige forsøg på at inddrage let tilgængelige byggematerialer bliver fælleskab og skabertrang fremhævet i kollektivet N55s ’åbne by’. I selve inddragelsen af publikum skabes der grobund for at konceptet om den ’åbne by’ kan videreudvikles. Det er ikke det endelige resultat, som vises i XYZ Open City, men snarere et stadie der organisk kan vokse i takt med  de besøgendes bud på tiltag.  ”Extreme Sharing” er et eksperimenterende frirum, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvad en by kan være.

Kunstnerkollektivet N55s udstilling ”Extreme Sharing” kan ses frem til d. 22. marts på Kunsthal Aarhus og der kan læses mere om selve konceptet bag, samt de tilhørende events på galleriets hjemmeside her.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer