Reportage: 5. februar fra Museet for Samtidskunst, Roskilde. 

Vejen gennem udstillingen ”Earside Out” af lydkunster og komponist Jacob Kirkegaard var en færd i skjulte lyde såvel som sindsstemninger. Ikke blot gav udstillingen en fascinerende og spændende indsigt i lyde, som vi normalt ikke lægger mærke til, men også en bevidsthed om hvilke følelser de kan frembringe. Min oplevelse af værkerne var modstridende. Lydende var først beroligende og forårsagede en næsten trancelignende tilstand, hvorefter de ændrede karakter, så de blev voldsomme og intimiderende. Det blev derfor en vandring i paradoksernes tegn, som både stiller spørgsmål om hvad lyd er, hvad det gør ved os og vores sansning af det der er omkring os.

Ørets dobbeltfunktion
Det første værk jeg mødte på min vej var ”Earside Out”(2014), som er lavet specifikt til denne udstilling. Værket består af toner, som det menneskelige øre kan skabe af sig selv, uden påvirkning udefra. Disse kaldes noget så tungevridende som ”spontane otoakustiske emissioner”. Hos nogle produceres der blot én tone, mens der hos andre skabes flere toner samtidig, og tonerne kan som regel ikke høres af personen selv. Dog kan frekvenserne af disse betragtes som et akustisk fingeraftryk, da de er unikke for det enkelte individ.

Kirkegaard har skabt værket ved at optage spontane otoakustiske emissioner med særligt følsomme mikrofoner hos personer i alderen 12 -38 år, da det oftest er hos yngre mennesker at tonerne fremkommer. Med dette værk giver Kirkegaard os en mulighed for, at lytte til lyde som vores egne høreorganer kan producere og viser dermed ørets dobbelte funktion: både som producent og modtager af lyd.

”Earside Out” er et af de værker, der var særligt voldsom og skiftende i lydende. Det ene øjeblik behageligt, det næste uudholdeligt. Samtidig får det en særlig central placering i udstillingen, da lydende herfra lister sig ind som en summende fornemmelse i de andre nærtliggende rum.

Dannelsen af betydning
”Pivot”(2012) var det næste værk, som jeg stiftende bekendtskab med. Det består af lyd-og vibrationsoptagelser fra det tunge maskineri, der får globen på toppen af Berlins varetegn tv-tårnet til at rotere. Tv-tårnet, som er placeret i Berlins bymidte, kan ses fra adskillige steder i byen og bliver derfor et orienteringspunkt. En pointe, der også understreges af titlen, da ”pivot” betyder omdrejningsakse eller midtpunkt.

I udstillingen ledsages lydende af en videooptagelse af den panoramiske udsigt over Berlin, netop set fra tv-tårnet. Her er lydende mere sløve og dybe, hvor man lulles ind i storbyens pulserende søvn. Værket er ikke kun interessant i kraft af de unikke lyde, men også fordi det rejser spørgsmålet om betydningsdannelse.

For ville jeg opleve den samme stemning fra storbyen, hvis videoen ikke var en del af installationen? Formentligt ikke. Det skyldes at lydes grundenheder kan identificeres inden for en skala, men ikke bærer en mening, som henviser til noget konkret: en genstande eller et fænomen. Lydene har derfor ikke en betydning i sig selv, men skaber en, der har udtrykkets karakter og rejser derigennem følelser i sin lytter.

Når lydene så sættes i sammenhæng med videoen, tages de ud af deres uberørte felt. Billederne af Berlin er derfor med til at guide lytterens følelse mod storbyens summen. Jeg forsøgte at lukke øjnene, for at se om jeg så ville føle lydene anderledes - opnå en anden stemning. Det var allerede for sent. Men modsat ville videoen alene heller aldrig skabe samme stemningsfyldte oplevelse. På den måde synligøres hvordan lydene og videoen fylder hinanden med merbetydning, hvilket bliver afgørende i værkets skildring af Berlins hjerteslag.

Sammensmeltningen
”Labyrinthitis”(2007) er et værk udelukkende bestående af toner genereret i Kirkegaards egne ører. Det er bygget op omkring,  at når rene toner afspilles i det menneskelige øre i et bestemt interval, producerer øret selv en tone som svar. Dette finder sted i øresneglen, hvor der sidder tusindvis af mikroskopiske hårceller, som sættes i bevægelse når de påvirkes af lyd.  Påvirkes hårcellerne på en bestemt måde udsender de toner som respons, der, som jeg tidligere har nævnt, kaldes otoakustiske emissioner. 16 højtalerne er placeret på væggen, sådan at de mimer høresneglen, og understreger at installationen tager os med på opdagelse ind i ørets ukendte tonehav.

Optagelserne af Kirkegaards egne otoakustiske emissioner bruges her til at fremkalde otoakustiske emissioner hos lytteren. I værket kan man derfor både lytte til de toner som Kirkegaards øre har produceret, men også til toner i vores egne ører som svar på hans. Man får derfor oplevelsen af, at høre sig selv høre.

Værkets titel henviser til en medicinsk betegnelse for en balanceforstyrrelse i det indre øre, som man kan opleve som svimmelhed og ringen for ørene. En svimmelhed man som lytter faktisk fornemmer, når tonerne fra de 16 højtalere påtrængende kræver svar fra beskueren.

Så på trods af fascinationen følte jeg efter få øjeblikke en overvældende og klaustrofobisk trang til at flygte ud af rummet. Produktionen af tonerne fortsatte i en voldsom eskalering, som skabte en intensitet, der til sidst føltes fuldstændig uoverskuelig.     

Sanseindtryk i overflod
Da jeg forlod Museet for Samtidskunst, den råkolde eftermiddag , var jeg mættet med sanseindtryk. Udstillingen emmer af en nysgerrig trang til at finde det skjulte i det kendte: de skjulte lyde i verden og i os. Her er lagt op til en interaktion mellem værk og beskuer, der udvider forståelsen af lyd og placerer os i ukendte positioner overfor den.

Refleksionerne buldrer derudaf i takt med de mange lydlige indtryk, som får lytteren til at pendulere mellem fængende fascination og en anmassende trang til kvæle de uhåndterbare lyde. En anbefalelsesværdig udstillingen, hvis lyde, stemninger, og de dertilhørende tanker fortsatte med at viske i hovedet på mig længe efter besøget.

Jacob Kirkegaard, Rewind (2010), Museet for Samtidskunst. Foto: af Nicoline Thoning.        

Jacob Kirkegaard, Rewind (2011), Museet for Samtidskunst. Foto: af Nicoline Thoning.    

Udstillingen kan ses frem til 6. april 2015. 

Bliv abonnent på Magasinet Kunst