Francisco Goya (1746-1828) og Édouard Manet (1832-1883) opererede i hver sin yderkant af det 19. århundrede, men de to har meget mere end en forkærlighed for hårdtslående sort-hvid grafik tilfælles.

Hvad dét er, kan du se på den nyåbnede udstilling ”Manets Goya” på Statens Museum for Kunst eller læse om her (eller du kan gøre begge dele, hvilket jeg selvfølgelig anbefaler på det kraftigste).

Goya – romantiker og realist i en

Francisco Goya blev født ind i beskedne kår i det nordøstlige Spanien og kastede sig som 14-årig ud i maleriet. Han gjorde karriere som hof- og portrætmaler hos den spanske konge, men ved siden af sit officielle virke var han kendt som en både revolutionær og visionær maler.

Evnen at have en fod i hver lejr uden at trampe folk for meget over tæerne kan måske også forklare, hvorfor han i dag både anses for en af de sidste store mestre fra den spanske romantik og en af de første moderne realister.

Han var blandt pionererne til at behandle social grusomhed og ondskab i sin kunst, og hans billeder var ofte spydige kommentarer til det hykleriske samfund, han så i fuldt flor omkring sig.

Manet på kant med kunsten

Édouard Manet kom til verden i Paris og voksede modsat Goya op i en velhavende familie. Det behagelige udgangspunkt forhindrede ham imidlertid ikke i at tage tråden fra den spanske mester op.

Han fortsatte med at spidde samfundets groteske uretfærdigheder i sine værker og blev således den modernistiske maler, som skrottede Frankrigs akademiske malertradition.

Manet gjorde i stedet klunsere, fulderikker og andre sociale udskud til de bærende motiver for meget af sin kunst, hvilket på daværende tidspunkt var en helt uhørt prioritering.

Den kom også til at koste ham adgangsbilletten til Paris' kulturelitære saloner, der dengang fungerede som den gode smags vugge - og som absolut ikke bifaldt hans mere realistiske skildringer af ”la vie moderne”.          

Édouard Manet: Polichinelle. 1874 © Statens Museum for Kunst

Ekkoende satire  

Manets klare og kyniske blik på sin samtid minder om den prægnante attitude i Goyas kunst. Den franske maler står dog i mere end én henseende i gæld til spanske Goya.

De har en isnende satire tilfælles, hvor både høj og lav, embedsmand som luder, får tørt på og udstilles i en karikeret latterlighed. I et af Manets berømte værker, ”Absintdrikkeren” (1858-59), kan man nærmest se hvordan Goyas ”Æsop” (1778) ekkoer i motivet.

Desuden dyrkede begge temaer som vold, rædsel og konfrontation i alle de forskellige afskygninger, de fandtes i samtiden. Især tyrefægtningen inkarnerede særligt glimrende det groteske i, at borgerskabet så iscenesat død og pinsler som en fornøjelig søndagsadspredelse.

Édouard Manet: Absintdrikkeren. 1867-68/1874 © Statens Museum for Kunst

Billedets vold

Volden er i de to maleres værker allestedsnærværende i mere end én forstand. Både Goya og Manet tog den voldelige konfrontation så alvorligt, at selve deres måde at male på faktisk bliver et overgreb på os, der betragter værkerne.

De to kunstneriske enfants terribles øvede vold på malerkonventionerne og lod for eksempel deres figurer stirre uforskammet ud fra lærredet og gennembore beskuerne med trodsige, stålsatte blikke.

Begreber som dybdetegning, korrekte perspektiver og ordentlige proportioner var heller ikke noget, de gjorde sig synderligt i. Tværtimod er de forvredne motiver og den visuelle krænkning af publikum en meget vigtig del af maleriernes krasse udtryk.        

Francisco de Goya: Frygtelige begivenheder på de forreste rækker i arenaen i Madrid og borgmesteren i Torrejons død (La Tauromaquia, 21) © Statens Museum for Kunst

”Nogle af dem er lavet i 1810 men kunne være taget i forgårs” 

Ordene er krigsfotograf Jan Grarups, og ovenstående er hans skudsmål af de to 1800-tals maleres motiver.

I forbindelse med udstillingen har SMK produceret en film, hvor den garvede fotograf kommenterer på Manet og Goyas værker, og i den sætter han en fed streg under det triste faktum, at rædsler, vold og grusomhed desværre ikke har ændret sig synderligt de seneste 200 år. Det ser ligesådan ud i dag.

Francisco Goya og Édouard Manet forstod blot at indfange dem på en særlig rammende, provokerende og tidløs måde, og med Jan Grarups bemærkning in mente lyder det til, at der også den dag i dag er flere gode grunde til at gå ind og se ”Manets Goya”.

Udstillingen kan ses på Statens Museum for Kunst til 

Fokusbillede: Francisco de Goya: Endnu en vanvittig handling i den samme arena. 1815-1816  © Statens Museum for Kunst