me Collectors Room/Olbricht Foundation åbner d. 7. december op for udstillingen ”Queensize”. Særligt for denne udstilling er, at den udelukkende huser kvindelige kunstnere. De tres kunstneres 150 værker spænder vidt i tid og udtryk. 

Nogle af de udstillede kunstnere er midt i deres karriere, mens andre for længst er gået bort. Tilsammen udgør de et bredt spekter af kunst, perioder og udtryk, og udstillingen indeholder alt fra installationskunst og fotografi til oliemaleri, akvarel og blyantstegninger.

Sengen

Udstillingens titel ”Queensize” referer til forestillingen om sengen som udgangspunkt for liv og død. Det er her mange liv bliver til, hvor vi lader søvnen styrke vores krop og sind, og hvor mange ender deres dage.

Hermed står sengen som symbol på fødsel, død, erotik, drømme og mareridt. De udvalgte kunstnere præsenterer hver især deres syn på den menneskelige eksistens og viser os deres oplevelse af de små og store ting i tilværelsen, der gør hvert enkelt individ særligt: vores drømme, behov, ønsker, svagheder og styrker.

Louise Bourgeois (1911-2010)

Louise Bourgeois var en fransk-amerikansk billedkunstner og skulptør. Louise Bourgeois flyttede til Paris i 1938 og udstillede sine værker fra starten af 1940erne. Den brede anerkendelse af hendes virke kom først i 1980’erne, i forbindelse med en retrospektiv udstilling på Museum of Modern Art.

Hendes afsæt er i det familiære. Hun bearbejdede farens utroskab gennem kunsten og hendes mest kendte værk, ”Maman” forestillede hendes mor som en overdimensioneret edderkoppekvinde. ”Maman” findes i et utal af kopier i bronze og kan bl.a. ses på Guggenheim Museum Bilbao, Tuilerierne i Paris og har sågar været en tur forbi Louisiana i 2003. Værket "Yes" er en del af en serie af samme navn og viser en anden side Louise Bourgeois' kunstneriske virke.

Louise Bourgeois, YES, 2004 © The Easton Foundation / VG Bild-Kunst, Bonn 2014. Foto venligst udlånt af me Collectors Room/Stiftung Olbricht.

Elizabeth Peyton (1965)

Den amerikanske kvindelige kunstner havde sit gennembrud i 1990’erne. Hun er nok bedst kendt for sine idealiserede portrætter af nære venner, kærester, famøse of fatterede popfænomener og ikke mindst monarkiet.

Karakteristisk ved hendes portrætter er deres langstrakte, slanke figurer og de androgyne træk. De fremstår oftest seksuelt flertydige, og kun enkelte gange med fremhævede feminine træk. Hendes oliemalerier fremstår med en blank og glaseret overflade, der til tider har fået lov til at løbe ned af det blanke lærred. Nedenfor ses et af Elizabeth Peytons klassiske portrætter ”Poul Payton”, der er et portræt af hendes far.

Elizabeth Peyton, Paul Peyton (Dad), 1995, © Elizabeth PeytonFoto venligst udlånt af me Collectors Room/Stiftung Olbricht.

Daniela Rossell (1973)

Daniela Rossell portrætterer livet i Mexicos elite. Hendes fotoprojekt ”Ricas y Famosas”, der er at finde på udstillingen, indeholder en række fotografier, der skildrer livet blandt Mexicos spidser.

Eftersom Daniela Rossell er født ind i en rig og politisk indflydelsesrig familie, har hun altid haft adgang til denne del af samfundet. Grundet familiens politiske baggrund har mange anset Daniela Rossells værker som en reference til det korrupte Mexico.

Daniela Rossell, “Untitled” (Inge and her mother Emma in living room) aus der Serie / from the series "Ricas y Famosas" 2000 © Courtesy of the artist and Greene Naftali, New York. Foto venligst udlånt af me Collectors Room/Stiftung Olbricht.

Dawn Mellor (1970)

Den engelsk fødte kunstner Dawn Mellor har sit afsæt i mødet mellem fan og berømthed. Hendes fascination af popkulturens indtagelse af vores privatsfære, lader hende trække paralleller mellem berømthedernes kultstatus og de religiøse helgener.

Dawn Mellor indtager rollen som en besat fan, og skaber dermed værker der skildrer berømtheder i private og intime situationer. Dette virkemiddel fremkommer bl.a. i værket ”Mia Farrow (2010)”, der er at finde på udstillingen.

Grundet motivets private karakter kommer man som betragter til at indtage rollen som den besatte fan, der er trængt ind på ulovlig grund og får et glimt af Mia Farrows private ”jeg”. Ved at lade ikonerne gennemgå groteske og surrealistiske forandringer slører Dawn Mellor grænsen mellem fiktion og virkelighed.

Dawn Mellor, Mia Farrow, 2010 © Dawn Mellor, Foto Jana Ebert. Foto venligst udlånt af me Collectors Room/Stiftung Olbricht.

Monika Baer (1964)

Den tyske kunstner, Monika Baer, anser værket som en form for performance. En scene hvor man som kunstner sætter noget på spil. Figurative elementer der er afskåret fra deres egentlige mening og betydning. Bryster, nøglehuller, mønstre og kødlunser svæver rundt i Monika Baers disharmoniske, flygtige og mystiske univers.

Monika Baer, Ohne Titel, 2004 © the artist and Galerie Barbara Weiss, Berlin. Foto venligst udlånt af Foto venligst udlånt af me Collectors Room/Stiftung Olbricht.

Jitka Hanzlová (1958)

Om motivet så er skovene i hendes hjemland Tjekkiet, kvinderne hun har mødt på sine rejser i Europa, Afrika eller USA, eller barndommen, så rummer Jitka Hanzlovás fotoværker en sensitiv og nærmest meditativ stemning. Yderligere er hendes fornemmelse for lyset og evne til at indramme det fotograferede karakteristisk for hendes kunstneriske virke. Med en nærmest dokumentarisk vinkel undersøger Henslová verden omkring sig og forholdet mellem fantasi og virkelighed.

Jitka Hanzlová, Jaqueline, Chelsea, aus der Serie / from the seires „Female“ 1999 © Kicken Berlin. Foto venligst udlånt af me Collectors Room/Stiftung Olbricht.

Malene Dumas (1953)

Den sydafrikanske kunstner, Malene Dumas, bor i dag i Amsterdam hvorfra hun arbejder. Hun er bedst kendt for sine malerier, men gør også brug af kollage-teknik, tegninger og installationer. Malene Dumas skildrer både den fysiske krop og den psykologiske verden hvori den menneskelige verden udfoldes. Dumas kunst er inspireret af det klassiske nøgenbillede eller begravelsesportrættet. Igennem referencerne til den klassiske malekunst, samt et ønske om at bryde med dens grænser, bruger hun den menneskelige skikkelse som udgangspunkt for en kritik af racemæssige, seksuelle og sociale problemstillinger.

Marlene Dumas, Nobody´s baby, 2000, Courtesy of the artist. foto venligst udlånt af me Collectors Room/Stiftung Olbricht.

Mona Hatoum (1952)

Ligesom det er tilfældet med Malene Dumas kunst, forholder Mona Hatoums værker sig også til kroppen som bærer af politiske budskaber. Hendes video og installationskunst kræver, at man som publikum eller beskuer forholder sig til installationens plads i rummet. Ved fysisk at involvere publikum håber Mana Hatoum at fremprovokere psykologiske og emotionelle reaktioner.

Mona Hatoum, Untitled (wheelchair), 1998 © Mona Hatoum, Photo Edward Woodman, Courtesy White Cube. Foto venligst udlånt af me Collectors Room/Stiftung Olbricht.

Fra hver deres udgangspunkt og hver deres tid giver de 60 kunstnere et indblik i deres liv og verden. Samtidig forholder udstillingen sig til misforholdet mellem vores syn på os selv og andres syn på os, for herigennem at undersøge om der er en sådan ting som ”et kvindeligt blik”. ”Queensize” er den første af sin slags på me Collectors Room Berlin/Olbricht Foundation og løber fra den 7. december frem til sommeren 2015.

Læs mere om udstillingen på me Collectors Room/Stiftung Olbrichts hjemmeside.