Indkøbskurven er tom.
Hidtil ukendt samling af brasiliansk krigsstøttekunst er samlet i London igen
Hidtil ukendt samling af brasiliansk krigsstøttekunst er samlet i London igen

OMTALE af Frederik Westergaard

D. 03/05/18

Den historisk vigtige udstilling ’The Art of Diplomacy: Brazilian Modernism Painted for War’ fra år 1944, som blev til for at støtte de allierede mod tyskerne under anden verdenskrig, er blevet samlet igen efter mange års søgen på de forsvundne malerier.


"Fugleskræmslet (tossen)" af Candido Portinari fra år 1940. TIlhører The Mercer Art Gallery

Krigsstøtte i kunsten og på lærredet

Som det eneste uafhængige Sydamerikanske land besluttede Brasilien, at sende omkring 25.700 soldater til Europa for at hjælpe de allierede i kampen mod tyskerne. Allerede fra år 1942 var brasilianerne i kamp, men fra år 1944 blev indsatsen intensiveret. Man besluttede at sende landtropper ind i Italien, og dette blev startskuddet til en indsats fra ukendt side.

En gruppe på omkring 70 af Brasiliens førende modernistiske kunstnere besluttede sig for, at vise deres støtte til kampen mod tyskerne ved at lave den første brasilianske fællesudstilling i Storbritannien. Udstillingen fandt sted i The Royal Academy of Arts, Whitechapel Gallery og seks andre museer i Storbritannien.


"Fisk" af Thea Harberfeld fra år 1944. Tilhører Calderdale Museum

Kunstsalget skulle gå til krigsstøtte

Idéen var egentlig ganske simpel. Det 70-mand stærke kunstnerkollektiv havde til formål, at sælge malerierne til private kunstsamlere i Storbritannien hvorefter overskuddet skulle gå til den britiske hærs kamp mod tyskerne. Dette gav samtidig også kunstnerne mulighed for, at vise briterne hvad brasiliansk modernisme var gjort af, og vise at det sagtens kunne hamle op med den europæiske malertradition.


"Komposition" af Andrade Filho ukendt årstal. TIlhører Plymouth Museums and Galleries

Brasiliansk modernisme

Den brasilianske modernisme havde til hovedformål, at lave et brud med tidligere kunstneriske stilarter, og dermed skabe grobund for at vise et langt mere moderne og tidssvarende billede på den ægte brasilianske folkesjæl.

Siden 1920’erne jagtede de brasilianske malere en mere autentisk fremstilling af Brasilien ved at vise alle sider af det kæmpestore spektrum, som udgør landet. Grundet Brasiliens store multikulturelle diversitet blev dette også et tema for udstillingen i 1944, som blev hyldet for både at kunne indeholde og videreformidle den kompleksitet som udgør Brasilien.


"Lucy med en blomst" af Lasar Segall fra ca. fra år 1939-42. Tilhører Scottish National Gallery of Modern Art

Samme udstilling 74 år senere

Det har været en langsommelig og besværlig proces at samle malerierne igen. Det er dog heller ikke lykkedes fuldkomment. Kun 20 ud af de 70 malerier er blevet udstillet på den brasilianske ambassade i London. Men historien er stadig lige spændende. De besøgende vil få et indblik i et unikt kunstnerkollektiv, som opstod mens verdenen stod i brand, og som brugte kunsten til at støtte op om den allierede krigsindsats.

Den brasilianske krigsindsats i Europa fylder næppe særlig meget i skolepensum, og derudover er den brasilianske modernisme også en kunstart, som dyrkes for lidt på disse kanter, og hvis man er i London er udstillingen bestemt et besøg værd. Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at opleve en så unik og interessant historie udfolde sig for øjnene af en.

Læs mere om udstillingen her.
Selv hvis man ikke skal til London er det stadig interessant og vedkommende læsning for enhver som er kunst- og historieinteresseret.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer