af Frederik Westergaard

D. 01/02/18

Onsdag d. 31 januar oplevede vi et helt særligt naturfænomen, som ikke er set i 36 år. Udover måneformørkelsen, hvor månen vil være blodrød, så falder den også sammen med to andre månefænomener; den blå måne og supermånen. Da fænomenet var svært observerbart i Danmark, hvorfor så ikke beundre en af de kunstnere, som bedst kunne formidle nattehimlens skønhed i stedet?

Van Goghs Stjernenatten

Et af de mest berømte malerier i den vestlige kunsthistorie, må uden tvivl siges at være Vincent van Goghs ’Stjernenatten’ fra 1889. Her har van Gogh portrætteret nattehimlen på den mest drømmende og bølgende vis. Maleriet er angiveligt van Goghs udsigt fra det værelse på den sindssygeanstalt, hvor han havde skrevet sig ind året før.

I 1888 skete den berømte hændelse hvor van Gogh skar sit øre af, og dermed markerer det en periode af van Goghs liv, som var præget af dyb depression og mental ustabilitet der prægede hans liv indtil hans død i 1890.

Terrasse du café le soir, 1888

De første stjernehimle over Arles

Efter at van Gogh flyttede til Arles i Sydfrankrig blev han at blive besat af idéen om, at male nattens rige farvespil, som han mente var langt rigere og dybere end det man kunne opleve om dagen. Det første forsøg han gjorde sig var afbildningen af den berømte gule café, hvor hans klattede stjerner med den lille glorie omkring første gang rigtig blev udtrykt.

Derefter malede van Gogh det første maleri med titlen Stjernehimlen, som viser byen Arles fra Rhone-flodens bred. Her perfektionerede van Gogh alle nattehimlens små blå nuancer. Ja, man nærmest sige at det er et studie i farven blå.

Nattehimlens nuancer træder elegant igennem van Goghs nærmest klodsede penselslag mod lærredet, og Arles gaslamper, som skærer sig ned igennem flodens mørke vand, skaber en porøs orange kontrast til stjernes stærke perlende lys.

Nuit étoilée sur le Rhône, 1888

Stjernehimlen som van Gogh så den

Den mest berømte af alle van Goghs portrætteringer af stjernehimlen, må vel siges at være Stjernenatten fra 1889. I et brev til sin bror, forklarer van Gogh at han fik inspirationen til maleriet ved, at stå og betragte udsigten fra sit vindue længe inden solen stod op, og at det var morgenstjernen der fangede hans opmærksomhed.

De altdominerende elementer i maleriet er himlen, som optager godt halvdelen af pladsen, månen, og stjernerne, som nærmest virker til at danse bølgende og forstyrret rundt på den blå nattehimmel. Et mørkt cyprestræ strækker sig op mod himlen, som en stor sort flamme og forbinder himlen med jorden for beskueren.

I van Goghs Stjernenatten har han blandet fantasi og virkelighed, subjektivitet og objektivitet. Kirkens spir f. eks. stemmer ikke overens med de kirker man finder i Sydfrankrig, men passer bedre til den byggestil man finder i van Goghs hjemland Holland. Om stjernerne siges det, at van Gogh lod sig inspirere af det relativt nyopdagede fænomen stjernetåge. Maleriet har et nærmest urealistisk udtryk, og alligevel formår van Gogh at ramme nattehimlen ind på en sanselig realistisk vis.

La Nuit étoilée, 1889

Med maleriets æstetiske udtryk, har van Gogh formået at male noget, som taler til vores inderste og dybeste følelser. Han har ikke blot malet en nattehimmel. Nej, han har lavet en udødelig dokumentation over hvordan det føles at stå og kigge på nattehimlen. Han har malet det som hjernen automatisk beundrer ved nattehimlens farver og former, som om at han fremkalder en bevidsthed i os. En bevidsthed der gør, at vi bliver grebet af, og mindet om, alt verdens skønhed. Objektivitet og subjektivitet bliver smeltet sammen i æstetikkens og skønhedens navn. Se, det er en stjernenat, som man kan opleve hver dag.