

NYHED: af Karen Ægidius 24. februar 2016
Gammelgaard Kunst- og Kulturcenter har for nylig åbnet sin store jubilæumsudstilling i forbindelse med hundredeåret for Kvindelige Kunstneres Samfund.
Kvindelige Kunstneres Samfund blev stiftet i København d. 7. februar 1916 og er dermed én af verdens ældste faglige foreninger for kvindelige kunstnere. Foreningen blev etableret af nogle af tidens mest markante kvindelige kunstnere, for eksempel Anna Ancher, Anne Marie Carl-Nielsen, Marie Henriques og Helvig Kinch. Kunstnerne ønskede med foreningen via dialog og opfordring til fællesskab at gøre opmærksom på og rykke med de uligheder, som gjorde sig gældende mellem mænd og kvinder på den danske kunstscene. Hermed forbedredes mulighederne for etablerede samt nye kvindelige kunstnere i Danmark.
PR foto - Gammelgaard, Maria Sangiorgio
PR foto - Gammelgaard, Deolinda Fonseca
PR foto - Gammelgaard, Anne Marie Ploug
Gammelgaard Kunst- og Kulturcenter fejrer i år Kvindelige Kunstneres Samfunds 100 års jubilæum ved at invitere 55 kvindelige kunstnere inden for maleri, skulptur, installation og grafik til at indgå i en omfattende udstilling som hyldest til foreningens grundlæggere og arbejde.
Udstillingen vil være aktuel frem til søndag d. 20. marts 2016.
Læs her for yderligere information om udstillingen.