Fra Tønder til Thule i Kerteminde
Henrik Saxgren udstiller på Johannes Larsen Museet.
Af Merete Mørup.
05.08.2020.
Man falder helt ind i fotografen og forfatteren Henrik Saxgrens sort/hvide/grå billeder fra Tøndermarsken, hvor horisonten er lav og himmelhvælvet er uendeligt; på en gang stille og fyldt med fugleskrig. En god kollega til Johannes Larsen og hans fugle og ænder, krapbølger og drivende skyer.
Henrik Saxgren bruger sit kamera, hvor hans kunstnerkolleger på Johannes Larsen Museet brugte deres pensler og farver, som man kan se det i den faste samling. Forskellen fra malerne er, at han formidler sine indtryk udelukkende i megastort format. Som om han vil konkurrere. Fugleflokkene er større, ”sort sol” er mere intens, og sollyset blænder os skarpt og ubehageligt, når det bliver reflekteret i Vadehavet.
Henrik Saxgren Sort sol ved Aventoft, 2018
Den anden afdeling af Henrik Saxgrens (f. 1953) fotografier omfatter motiver fra Grønland/Thule og Island. Helt som Johannes Larsen er Henrik Saxgren optaget af naturen som livsvilkår. I sine grønlandsbilleder har han fotograferet fangere, deres fangstmetoder, dragter og et jagtbytte, der ligger opsprættet og blodigt som en smuk, rød dekoration i sneen.
Henrik Saxgren Ilannguag, Herbert Ø, feb. 2015.
Henrik Saxgrens fotografier er store og teknisk perfekte, men mængden er overvældende, at man bliver hurtigt (over)mæt. Og det er ærgerligt, for Henrik Saxgrens motiver følger Johannes Larsens naturbilleder et skridt ind i nutiden.
Henrik Saxgren: Fra Tønder til Thule
26. juni til 27. september 2020
www.Johanneslarsenmuseet.dk
Billede øverst: Henrik Saxgren Fire heste og stære, 2015.