Indkøbskurven er tom.
Ung islandsk kunst
Ung islandsk kunst

OMTALE: Af Elsa Fanney Jonsdottir. 14.12.2018

Vil du få et indblik i hvad der sker på den islandske kunstscene, så skal du nå at slå et smut forbi Bredgade Kunsthandel inden jul. Den 22. December er det nemlig sidste dag for udstillingen “Ung Islandsk Kunst – Herfra og Ud i Verden”, der præsenterer ni forskellige kunstneres værker i forskellige genrer.

Udstillingen er kommet i stand i anledning af 100-året for Islands selvstændighed og suverænitet. Formålet med udstillingen er at introducere København for unge islandske kunstnere. Karakteristisk for kunstnerne er, at de alle har været udenlands og derefter omsat oplevelserne til et særligt nordisk formsprog. Værkerne, der spænder fra abstrakt og figurativ kunst til landets stolte traditioner for landskabsmaleri, inviterer både til fordybelse og forundring. De deltagende kunstnere er Aðalheiður Thórhallsdóttir, Davíð Örn Halldórsson, Gudmundur Thoroddsen, Kristín Morthens, Ólöf Björg Björnsdóttir, Ragnar Thórisson, Rögnvaldur Skúli Árnason, Sara Riel og Úlfur Karlsson. 

Blandt de kunstnere, man kan opleve på udstillingen er Davíð Örn Halldórsson, som primært arbejder med maleri. Hans værker er ofte inspireret af hverdagshændelser med direkte og indirekte referencer til graffiti, pop art og kunsthistorien. Davíð Örn Halldórsson eksperimenterer med forskellige malemetoder og hans baggrund indenfor fremstilling af tryk er tydelig i hans farvestrålende værker. I 2014 modtog han den prestigefyldte Carnegie Art Award pris, som tildeles en yngre kunstner.

Davíð Örn Halldórsson: "Greedy Need. Needy Greed", 2018. Venligst udlånt af Bredgade Kunsthandel 

Aðalheiður Thorhallsdóttir udforsker begreber af maskulin og feminin karakter ved at anvende teknikker, der traditionelt set har været betragtede som enten mandlige eller kvindelige. Maleri og traditionelle islandske håndværksmetoder som strikning, hækling og broderi sammenblandes ud fra ønsket om at bygge bro mellem begreberne maskulin og feminin.


Aðalheiður Thorhallsdóttir: "Sisters", 2018. Venligst udlånt af Bredgade Kunsthandel 

Gudmundur Thoroddsen, som har deltaget i mange gruppe- og soloudstillinger i Island, New York og Europa, gør grin med og kritiserer den patrikalske kultur. De humoristiske værker, der er fremstillet i forskellige men tradtionelle materialer som ler, akvarel, tegning og maleri, viser primært skæggede mænd i færd med forskellige aktiviteter som f.eks. at gå på jagt og spille basketball. Mange afbildes desuden urinerende og pruttende henover billedfladen. 


Guðmundur Thoroddsen: "Preperation", 2017. Venligst udlånt af Bredgade Kunsthandel 

Udstillingen kan ses frem til d. 22.december 2018 i Bredgade Kunsthandel

Deltagende kunstnere: Aðalheiður Thórhallsdóttir, Davíð Örn Halldórsson, Gudmundur Thoroddsen, Kristín Morthens, Ólöf Björg Björnsdóttir, Ragnar Thórisson, Rögnvaldur Skúli Árnason, Sara Riel og Úlfur Karlsson 

Udstillingen er kurateret af Lars Olesen, kunsthistoriker, mag.art. og arrangeret i samarbejde med Den Islandske Ambassade.

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer