NYHEDER: Af Anna Cæcilia Fløche.
12.10.2018.
Er du kulturel iværksætter, kan du nu søge om startkapital fra de regionale kunstfonde, Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond. Ansøgningsfristen er tirsdag den 13. november.
I forbindelse med vedtagelsen af finanslovsaftalen 2018 blev to nye, regionale kunstfonde etableret, med det formål at styrke kunstlivet uden for hovedstaden og udviklingen af den lokale kunstproduktion.
Fondene dækker hele landet med undtagelse af Region Hovedstaden, dog inklusive Bornholm. De to fonde skal de næste fire år varetage opgaven med at uddele 2,3 millioner kroner fra hver fond til kulturelt iværksætteri.
”Nu skal vi endelig i gang, og vi glæder os meget til at modtage en masse gode ansøgninger fra hele Jylland. Det, vi leder efter, er dygtige, talentfulde kunstnere, der også kan finde direktørkasketten frem, og kreative sjæle, som kan se nye muligheder for at skabe forretningsudvikling. Det er meningen, det skal ske gennem partnerskaber med erhvervslivet, som skal kunne se fordelene ved at indgå i et samarbejde. Vi har mange succesfulde virksomheder i Jylland, som med garanti vil kunne nyde godt af at få et samarbejde op at stå med kunstnermiljøer.” Siger formand for Den Jyske Kunstfond, Frank Panduro.
Læs mere om ansøgningsprocessen
Følg Slots- og Kulturstyrelsen på Facebook
Fakta om Den Jyske Kunstfond
Den Jyske Kunstfond består af formand Frank Panduro (iværksætter og koncertarrangør), Trine Jakobsen (direktør for Fonden Nørre Vosborg) og Marianne Kalb (direktør i Kalb PR & Kommunikation). De er alle udpeget af kulturminister Mette Bock.
Fakta om Øernes Kunstfond
Øernes Kunstfond består af formand Mette Blum Marcher (direktør på Guldagergaard, Internationalt Keramisk Center), Sarah Smed (formidlingschef på Forsorgsmuseet i Svendborg) og Jacob Soelberg (CEO Nordic Artists Management). De er alle udpeget af kulturminister Mette Bock.