Foromtale: Af Tina Kristensen. 23.08.2018.
I eftermiddag åbner Gl. Holtegaard en udstilling med en af kunsthistoriens oversete kvinder, Rita Kernn-Larsen. Udstillingen er iscenesat af Kirstine Roepstorff og kan ses frem til d. 13. januar.
Surrealismen herhjemme forbindes ofte med navne som Wilhelm Freddie, Vilhelm Bjerke Petersen og Ejler Bille. Men en bemærkelsesværdig kunstner som Rita Kernn-Larsen, der har udstillet side som side med internationale stjerner som Salvador Dalí, Marcel Duchamp, Max Ernst, Joan Miró og Meret Oppenheim, er bestemt en værdig kandidat til en plads i kunsthistorien.
Udstillingsbillede. Foto: Gl. Holtegaard.
Med udstillingen SOLO: Rita Kernn-Larsen, vil Gl. Holtegaard ikke kun belyse Kernn-Larsens storhedstid, men sætter også fokus på den senere del af hendes virke, som de færreste kender til.
2. Verdenskrig sætter en stopper for det surrealistiske maleri, og Kernn-Larsen retter derefter blikket fra det mentale landskab mod virkelighedens sydfranske bjerglandskab.
”Det figurative landskabsmaleri undergår en langsom opløsning og hendes modige eksperimenter resulterer i ren abstraktion. I slutningen af sit virke arbejder hun med collager, der atter trækker tråde tilbage til hendes unge, surrealistiske år,” står der i pressematerialet. Og denne del af hendes virke, vil man således også kunne opleve på Gl. Holtegaard-udstillingen.
Samtidig iscenesættelse
Kirstine Roepstorff (f. 1972), der blandt andet har repræsenteret Danmark på Venedig Biennalen i 2017, har skabt udstillingsdesignet. Hendes design skal hjælpe publikum til at se Rita Kernn-Larsens samlede virke i et nutidigt lys. Netop denne strategi, hvor man kombinerer ny og ældre billedkunst og arkitektur, er noget vi også fremover vil opleve på museet.
”Gl. Holtegaard skærper i disse år udstillingsprofilen, hvor sigtet er at sammenstille ny og ældre billedkunst og arkitektur med henblik på at aktualisere historien og perspektivere vores samtid.”
Gl. Holtegaard. Foto: Hans Ole Madsen
Det er absolut på sin plads, at der skabes øget opmærksomhed om en kunstner som Rita Kernn-Larsen og ved at involvere en stærk samtidig kunstner som Roepstorff, kan vi måske bedre forstå betydningen af Kernn-Larsens virke - og så kan hun måske endelig få sin retmæssige plads i kunsthistorien.
Rita Kernn-Larsen, 'La pommes de la Normandie (”Æblet”)', 1934. Købt 1993 af kunstneren Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Foto: Niels Fabæk
Udstillingen sker i samarbejde med Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.
________
Gl. Holtegaard inviterer til udstillingsåbning TORSDAG, 23. AUGUST kl. 17-20
ÅBNINGSPROGRAM
Kl. 17.15: Velkomst og åbningstale ved Maria Gadegaard, direktør for Gl. Holtegaard.
Kl. 17.25: Journalist Birgit Meister fortæller om sit personlige møde med Rita Kernn-Larsen.
Gl. Holtegaard byder på fransk aperitif og spansk gazpacho på rondellen foran hovedhuset, hvor DJ Katrine Ring sætter stemningen.
SOLO
Rita Kernn-Larsen
Iscenesat af Kirstine Roepstorff
24. august 2018 – 13. januar 2019.
Profilbillede: Rita Kernn-Larsen, 'Selvportræt (Know Thyself)', 1937 (beskåret). Solomon R. Guggenheim Foundation, Venedig.