Indkøbskurven er tom.
Kirsten Astrup - Du er et mønstereksemplar på Heartland 2018.
Kirsten Astrup - Du er et mønstereksemplar på Heartland 2018.

SERIE: HEARTLAND 2018. 
Af Lærke Helene Askholm

08/06/2018.

Den 35-årige samtidskunstner Kirsten Astrup bidrog til årets Heartland Temporary Art med sit værk ”Du er et mønstereksemplar” fra 2016. Et videoværk med et stærkt lydbillede af tale og elektroniske toner.

Videoen blev vist inde et mørkt, men på ydersiden frodigt kuppelhus placeret i et stemningsfuldt indhak i renæssancehaven. Til værket blev der også vist en udendørs happening på græsset ved siden af kuplen, hvor tre drags, en dj og to i nøje aktion med udmålinger, sigtninger og ikke mindst kastninger af tasker, var kopier af karakteren fra videoværket, som i øvrigt spilles af Kirsten selv.

Kirsten Astrup, Du er et mønstereksemplar. Foto: Hannah Anbert.

Konkurrence, pindemadder og usikkerhed
Den bagende sol og hele den summende stemning af festival, hvor ens opmærksomhed kan være udflydende og lidt over det hele, udgjorde et fint og markant modstykke til indtrædelsen i kuplen, hvor der skete en komplet skærpelse af ens opmærksomhed. Stemmen i videoen udgør hovedpersonens tanker om, hvordan løsrivelsen fra rutiner og monotone arbejdsformer over mod det skabende freelancearbejdsliv førhen var et billede på frihed og selvudvikling.

Teksten til dette fiktive interview af hovedpersonen som kulturarbejder fra 1968-generationen er skrevet af Maria Bordorff. Stemmen er langsomt talende, lidt tung og mat, og den blandes med de intense billeder i videoen af Kirsten i hovedrollen som den præsterende, nervøse og slet ikke glade figur. Hun befinder sig meget rammende i en idrætshal i Vestjylland, hvor konkurrence, træning og målsætninger om forbedring og optimering er i højsædet for at kunne vinde.

Hovedrollen spiser med sit trætte, men alligevel målrettede blik en hel masse pindemadder med oliven og kødpølse, som den dygtige socialiserende person, denne karakter er, når det kommer til rigtig networking. Det fik mig til at grine. Og derefter samtidig føle mig trist over at, det jo er dét, vi næsten helt hypnotiserede opfordres til at gøre og derfor gør.

Kirsten Astrup, Du er et mønstereksemplar. Foto: Vebjørn Guttormsgaard Møllberg.

Vi lærer at være på og gøre ”det rigtige”. Kirsten er som hovedrolleindehaver et meget godt billede på dette. Hun er meget dragende og hendes karakter ryger langt ud over rampen, hvor hun med sit udtryksfulde ansigt og særligt hendes flakkende øjne formidler en usikker hovedperson. En hovedperson der vil gøre det rigtige – for vel i virkeligheden at kunne ende med at gøre det rigtig for sig selv. Videoen satte mange tanker og følelser i gang om vores tilgang til vores tid og om, hvad vi overhovedet har gang i.

Humor, techno og høje hæle
Titlen ”Du er et mønstereksemplar” underbygger, at hvor vi i samfundet førhen var særlige i form af vores særheder, der så kunne dyrkes, frigøres og udbygges som kreative produkter i et freelancearbejde, så er vi nu eksemplarer, der kan være gode eller dårlige – eller helt ”rigtige” i form af ligefrem at være et mønstereksemplar. Desværre kan det jo så føre til en masse kopier, hvilket fører mig frem til den spændende happening, der blev udført af Ariel Sharon & Proxy og DJ Kenneth Cockwhore.


Heartland 2018. Foto: Lærke Helene Askholm.

I tårnhøje hæle, lyse korte parykker og bordeaux kjoler med skulderpuder var alle tre drags ens, kun med lidt overskæg til forskel. Den ene, DJ Kenneth Cockwhore, spillede høj techno og var velforberedt i varmen, da han hev sin medbragte vifte frem og viftede i takt i ny og næ. De to andre, Ariel Sharon og Proxy marcherede ind med flag, målebånd og tasker, hvorefter vi som publikum var vidne til deres målsætninger, planlægninger, forsøg, gentagelser, dokumentation, markeringer og præstationer. Det skete i form af taskekastninger, opsætninger af små flag og målinger alt imens de så rasende godt ud, som man jo meget rigtigt skal mens man promoverer sig selv og arbejder.

Kirstens budskaber om arbejdsmarkedet og den effekt, som udviklingen til et præstationssamfund har på os, blev derved vist i en både humoristisk, men også skræmmende klar forestilling alt imens vi som publikum selv sad rokkede i takt til den mekaniske techno.

Heartland fandt sted d. 31. maj – 2. juni i Slotsparken omkring Egeskov Slot.

Læs mere om Kirsten og hendes kunst her

Billedet øverst: Kirsten Astrup, Du er et mønstereksemplar. Foto: Vebjørn Guttormsgaard Møllberg.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer