Indkøbskurven er tom.
Kronprins Frederik og Dronning Margrete åbner to nye udstillinger
Kronprins Frederik og Dronning Margrete åbner to nye udstillinger

OMTALE af Frederik Westergaard 

D. 26/05/18

I anledningen af Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag åbnede H.M. Dronningen udstillingerne ’H.K.H. Kronprins Frederik – Prins til Danmark’ og ’Ralph Heimans Portrætter’.


Foto: ’MEW /Det Nationalhistoriske Museum

Kronprinsens liv som udstilling

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot var d. 25. maj vært for den officielle åbning af udstillingerne ’H.K.H. Kronprins Frederik – Prins til Danmark’ og ’Ralph Heimans Portrætter’. De to udstillinger blev åbnet af H.M. Dronningen. Kronprinsparret deltog også i åbningshøjtidelighederne, og Kronprinsen afslørede et nyt portræt, der er skabt af den australskfødte billedkunstner Ralph Heimans.

Fra den 25. maj er Riddersalen på Frederiksborg Slot åben for besøg i udstillingen ’H.K.H. Kronprins Frederik – Prins til Danmark’. Udstillingen indeholder en mangfoldig fortælling med et stort antal af genstande, malerier, dragter, billeder og filmklip.

Derudover kan man som besøgende også få lov til at opleve en iscenesættelse, der blandt andet tæller opbygningen af en Siriushytte og facaden på Kronprinsens Palæ på Amalienborg. Fejringen af Kronprinsparrets bryllup i 2004 er også iscenesat med udstillingen af Kronprinsessens brudekjole og genskabelsen af opdækningen til Bryllupstaflet. Det er på mange måder kronprinsens liv, og rammerne for hans virke som kronprins, som lægger til grund for udstillingens tematik. Udstilling giver et indblik i kronprinsens liv og levned, og fortæller samtidig en historie om kronprinsens mangfoldige interesser, funktioner og roller.

Udstillingen ’H.K.H. Kronprins Frederik - Prins til Danmark’ giver en lang række tematiske indblik i Kronprinsens liv gennem fem årtier og bliver fortalt med et stort antal genstande udlånt fra Kongehuset. Temaer som barndom, uddannelse, bryllup, rejser, ekspeditioner og personlige interesser bliver fortalt med et historisk perspektiv til tidligere kronprinsers liv og virke. 


Foto: ’MEW /Det Nationalhistoriske Museum

Nyt portræt af Kronprinsen og udstilling af Ralph Heimans’ portrætter i prinsessefløjen.

Kronprinsens 50-års fødselsdag er også anledning til, at Det Nationalhistoriske Museum har bestilt et portræt hos den australskfødte billedkunstner Ralph Heimans. Portrættet blev afsløret af Kronprinsen ved dagens officielle åbning, og det danner centrum for udstillingen ’Ralph Heimans Portrætter’, der kan opleves i Prinsessefløjen på Frederiksborg Slot. Udstillingen er en retrospektiv udstilling, der viser en væsentlig del af Ralph Heimans’ produktion.  

Valget af Ralph Heimans til at portrættere Kronprinsen var et naturligt valgt, da han tilbage i 2006 portrætterede Kronprinsessen på bestilling fra Det Nationalhistoriske Museum. Det nye portræt af Kronprinsen er en pendant til portrættet af Kronprinsessen.  

Blandt de øvrige portrætter i udstillingen kan gæsterne opleve nogle af Ralph Heimans portrætter af medlemmer af den engelske kongefamilie. Portrætter af Dame Judy Dench, Jo Nesbø og Margaret Atwood er eksempler på portrætter af internationale kulturpersonligheder, som udstillingen også præsenterer.


Foto: ’MEW /Det Nationalhistoriske Museum

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer