Nyheder: af Helene Olesen, 05.11.15
ARoS præsenterer nye tegninger for projektet ”The Next Level”, som museet tilbage i efteråret 2015 første gang løftede sløret for. Siden offentliggørelsen af museets fremtidsplaner har det været sparsomt med information omkring det visionære og ambitiøse projekt med den verdenskendte kunstner James Turrell i centrum. Men nu er der igen nyt om det spektakulære projekt.
Selveste James Turrell er blevet fløjet ind fra USA for at præsentere de seneste tegninger til projektet ”The Next Level” som i flere henseender vil tage museet til næste niveau. Det er i samarbejde med den amerikanske kunstner og arkitekterne Schmidt/Hammer/Lassen, at ARoS nu præsenterer de spritnye planer for museets udbygning, der er blevet justeret siden den første præsentation.
Men selvom udbygningen og hele kunstprojektet har fået nyt design , så er målet og visionen stadig den samme. Idéen er at skabe en ekstraordinær oplevelse for gæsterne ved at fusionere kunst og arkitektur – en sammensmeltning, der kan skabe en særlig rumfornemmelse, som tidligere set i Olafur Eliassons ekstravagante værk ”Your Rainbow Panorama” der i særdeleshed har forvandlet ARoS til en ikonisk bygning.
James Turrell på ARoS 2015 - Foto: Morten Fauerby // Montgomery.
Hele to værker af James Turrell
Oprindeligt skulle udbygningen huse en kæmpemæssig lysinstallation af James Turrell bestående af en lyskugle med en diameter på 25 meter. Derudover skulle der udgraves 1400 m2 udstillingsgalleri. Udgravningen til det store værk af James Turrell har imidlertid vist sig at være meget omfattende. Derfor har ARoS i tæt samarbejde med James Turrell og arkitekterne udarbejdet en ny projektplan, så udbygningen og kunstværket af den verdenskendte kunstner kan blive en realitet. Den nye plan har sågar inkorporeret hele to værker af James Turrell, The Sphere og The Dome.
The Next Level skitse - Fra venstre kommer først "The Dome" herefter det store galleri og til sidst "The Sphere.
The Sphere er inspireret af det store værk, som først præsenteret, dog i et mindre størrelsesforhold, for derved at lette udgravningen under museet. The Dome kommer til at fungere som en stor kuppelformet installation, som tilmed inkorporerer byrummet. Det er dog stadig planen, at der skal være et stort underjordisk udstillingsgalleri, som i det oprindelige projekt.
Skitse fra første udkast. Se flere teninger fra det første projektudkast her.
Tættere på målet
De første tegninger til udbygningen, som blandt andet skulle huse det store værk af James Turrell blev estimeret til den nette sum af 360 mio. kr. Den reviderede plan har taget højde for, at de omfattende konstruktioner, som den oprindelige plan krævede, var for dyre i forhold til gæsternes visuelle udbytte. Derfor har arkitekterne haft fokus på, at konstruktionerne ikke skulle være den store pengesluger. Omstruktureringen har ifølge arkitekterne haft mærkbar betydning for budgettet, der nu er estimeret til 230 mio. kr. Det betyder, at ARoS nu er endnu tættere på drømmen om at realisere projektet med internationalt format. Museumsdirektør Erlend Høyersten er forsat ambitiøs og optimistisk omkring museets udbygning og forklarer, at der ikke er tale om ”hvis” men i stedet ”hvornår” projektet kan realiseres.
James Turrell på ARoS 2015 - Foto Morten Fauerby // Montgomery.
En kunstner i verdensklasse
Den amerikanske kunstner James Turrell er verdenskendt for sine lysinstallationer, der omfavner en særlig rumforståelse. Han er i særdeleshed kendt for værket Roten Crater i Arizona, som er verdens største kunstværk. James Turrell er egentlig uddannet psykolog, men har også studeret matematik, geologi og astronomi. Det er specielt gennem disse studier, at den amerikanske installationskunstner har fundet inspiration til sine ekstravagante og imponerende rum- og lysinstallationer.
Med de nye tegninger, det reviderede budget samt en donation på 20 mio. kr. fra Ny Carlsberg Fonden er ARoS et skridt nærmere drømmen om at blive et af de mest toneangivende museer i både Europa og i resten af verden – Et projekt, der giver gåsehud og i særdeleshed lever op til James Turrells mantra.
”Don’t make it almost terrific – make it fully so.”
Læs mere om det nye projekt her.