OMTALE af Frederik Westergaard

D. 24/04/18

Der er kun en uge til, at det er Arbejdernes Internationale Kampdag. I den forbindelse kommer der her tre bud på kunst, som har arbejderklassens kvaler og besværligheder for øje.

Gulvsliberne af Gustave Caillebotte fra år 1875

Gulvsliberne af Gustave Caillebotte fra år 1875

Det umiddelbart interessante ved dette maleri af Caillebotte er, at dette er et af de første af slagsen som afbilleder det moderne byproletariats hårde og slidsomme arbejde. I stedet for, at reproducere noget gammelt forklædt, som noget nyt har Caillebotte valgt at udskifte de hårdtarbejdende bønder på landet med byens gulvslibere. De er i færd med at slibe gulvet i en stor parisisk lejlighed, som må antages at være ejet af en rig familie.

I modsætning til andre i sin samtid så har Caillebotte her valgt, at lave et upolitisk maleri. Mange andre kunstnere, som f. eks. Courbet og Millet var politisk aktive men Caillebotte har i stedet valgt, at lade sit budskab komme ud, som en hyldest til den hårdtarbejdende klasse. Hans realistiske malerstil, og særligt præcise og sandfærdige fremstilling af slibearbejdet får maleriet til, at fremstå som et stykke dokumentarisk arbejde. Cailbotte har dog valgt, at male arbejderne i bar overkrop. Dette passer ikke i overensstemmelse med samtiden, men er mere en antik-inspireret hyldest til den veltrænede mandlige figur.

Caillebottes maleri blev i samtiden kritiseret for, at være et produkt af et ”vulgært emneområde”. Hvis dette maleri var for vulgært for de finere kunstkredse, så må det siges, at Caillebotte har haft fat i den lange ende. Arbejderne her er realistisk og smukt portrætteret ned til mindste detalje.

Man mærker smerten i ryggen, sveden fra panden og de ømme knæ. En morsom lille detalje er, at Caillebotte har sat en flaske vin til arbejderne ude i højre side. Nærmest som en hilsen fra ham til dem, som om at han siger ”tag en tår vin mens I arbejder. Jeg ved godt, at det er skidehårdt”.

Italienske hattemagere P. S. Krøyer fra 1880

Italienske hattemagere P. S. Krøyer fra 1880

Krøyers studierejse til Italien i år 1879 skulle vise sig, at få stor betydning for dansk kunsthistorie. Mens har var afsted malede han maleriet ’Italienske hattemagere’. Dette maleri blev en indvarsling af det moderne maleri, hvor det almindelige og hårde arbejdsliv blev acceptabelt motiver for malerkunsten. Krøyer fik megen kritik i Danmark, men hyldest i Paris, for maleriets afskyelige detaljer, som f. eks. svedendråben der drypper ned fra mandens næse.

Manden står i et mørkt lokale, som oser af ubehagelig varme og stærke lugte. Man bliver næsten helt utilpas ved tanken om, at opholde sig derinde, og netop det er også tanken bag maleriet. Krøyer ville vise hvordan det også kunne være i Italien. Det hele skulle ikke blot være store flotte åbne vidder, og gamle romerske ruiner.

De to drenge vakte også stor forargelse pga. deres magre krop, og trætte udtryk. Det er helt tydeligt, at denne mand og begge hans sønner må arbejde i giftige dampe dagen lang for, at kunne få mad. Dog ikke mad nok til, at de kan blive velpolstrede og sunde drenge. De drenge kommer uden tvivl til, at stå hvor deres far står; udmarvrede og svende ifærd med at skabe hatte til overklassen.

Dette maleri er en fantastisk afbildning af det hårde liv for arbejderklassen ude på landet. Hvis man tager forargelsen maleriet vakte in mente, så viser Krøyer os også, på en ganske subtil måde, hvor store klasseskællene var på det tidspunkt. Krøyers maleri bliver derfor et fabelagtigt billede på hvor undertrygt arbejderklassen var på den tid, og hvor vigtigt det var for dansk malerkunst, og det moderne gennembrud, at få den slags malerkunst på dagsordenen.

Den druknede af Michael Ancher fra år 1896

Den druknede af Michael Ancher fra år 1896

Takket være malerier, som ’Italienske hattemagere’ var Ancher i stand til, at male dette dramatiske maleri om hvor barskt og uforudsigeligt fiskeriarbejdet på Skagen var. Maleriet giver beskueren en knuget stemning af flere årsager. Man mærker virkelig hvor farligt fiskeriarbejdet kan være når man ser, hvor mange mennesker det berører.

For at kunne få fisk ind til de rige i byen, som f. eks. Ancher selv, så er der nogle der må satse livet ude på det åbne hav, og nogle gange betale en stor pris for det. Man tænker på de kvinder der er på billedet, og hvordan de nu skal klare sig, nu hvor familiens indtægtskilde ligger på bordet.

Derefter kigger man på den unge dreng, og tænker at han snart skal ud på havet, hvis han ikke allerede er det, og at det ligeså godt kan være ham der næste gang ligger på det bord, som et offer for fiskeriproduktionen. De langskæggede fiskere, som er iført fiskertøj giver associationen til hvor farligt arbejdet er. Dette er socialrealisme når det er allerbedst.

Lyset fra vinduet strømmer ind på den døde fisker, og oplyser ham nærmest som en helgen. Det er som om at Krøyer vil fortælle os, at dette er et hæderligt stykke arbejde, og at vi skal hylde den arbejderklasse, som ikke har andre valg end at sætte deres liv på spil ude på havet. Det er barske løjer, at være en del af arbejderklassen, og det vil Krøyer have at vi skal være bevidste omkring, og ikke bare leve i blindhed overfor det. Derfor er dette en dyster, og sandfærdig hyldest til de modige skagensfiskere!