

Den 28. august afholdt Davids Samling årets legatoverrækkelse, hvor keramiker Karen Kjældgård-Larsen blev hædret som modtager af legatet. Legatets størrelse er i år er hævet betydeligt til 150.000 kroner, hvilket understreger den vægt og anerkendelse, man ønsker at give modtagerens virke.
NYHED: 03.09.2025
Karen Kjældgård-Larsen står bag et af nyere tids største designikoner, Mega Mussel for Royal Copenhagen, som i år kan fejre sit 25-års jubilæum. Designet tog form allerede under hendes tid som studerende på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi) og udviklede sig hurtigt til et komplet stel med flere farvevarianter. Mega Mussel produceres og udvikles stadig den dag i dag, og det har sat et markant aftryk i dansk designhistorie.
Royal Copenhagen, Mega Mussel. Pressefoto.
Samtidig har Karen Kjældgård-Larsen gennem mange år udfoldet sit kunstneriske virke i keramikerduoen Claydies sammen med Tine Broksø. Her har de skabt unikaværker, der ofte leger med funktion og form og udfordrer vores forståelse af keramik – med humor, koncept og stor teknisk kunnen.
Fra prisoverrækkelsen på Davids Samling. Foto: Mads Dobel.
Ved overrækkelsen sagde direktør Joachim Meyer blandt andet:
“Karen Kjældgård-Larsen har med sit virke formået både at forny en klassiker og skabe noget radikalt nyt. Hendes arbejde forbinder tradition og nyskabelse på en måde, der bliver stående som et væsentligt bidrag til dansk designhistorie.”
Med årets markante forhøjelse af legatet ønsker man at styrke opmærksomheden om kunstnerisk fornyelse og give modtagerne et økonomisk fundament, der kan understøtte videre eksperimenter og skaberkraft.
Overrækkelsen blev fejret i selskab med inviterede gæster, hvor både legatmodtagerens værker og hendes mangeårige betydning for dansk design og kunsthåndværk blev hyldet.
Kilde: Pressemeddelelse, Davids Samling.
Foto øverst: Prisoverrækkelsen på Davids Samling. Foto: Mads Dobel.