Indkøbskurven er tom.
Fyns Grafiske Værksted inviterer til fernisering af 20 x 20
Fyns Grafiske Værksted inviterer til fernisering af 20 x 20

OMTALE:
Af Rikke Lund Paulsen
28.02.2023

På Fyns Grafiske Værksted, får du nu mulighed for at opleve 240 grafiske tryk, som del af en værkudveksling med over 30 andre værksteder rundt omkring i verden.

Projektet er udviklet af det grafiske værksted Hot Bed Press i England, der siden 2009 har inviteret grafiske værksteder til at udveksle tryk imellem sig. De kalder udvekslingen 20:20 Print Exchange, der henviser til, at alle tryk skal måle 20 x 20 cm. 

I begyndelsen deltog blot 20 kunstnere og siden er over 60.000 tryk blevet delt mellem værksteder både nationalt og internationalt. Med udvekslingen får bidragsyderne mulighed for at promovere sig, skabe forbindelser og dele erfaringer omkring teknikker og trends indenfor grafisk tryk.

Fyns Grafiske værksted har deltaget i samarbejdet i flere år og har denne gang sendt 250 tryk afsted til England, produceret af 10 af husets grafikere. Et par måneder senere modtager værkstedet og kunstnerne 240 tryk retur. Heriblandt tilfældigt udvalgte tryk fra de mange andre værksteder, der deltager i samarbejdet.

Det er altid en fantastisk oplevelse, når de mange tryk modtages, og i år ønsker Fyns Grafiske Værksted at dele oplevelsen med offentligheden. De inviterer derfor til fernisering af værkerne d. 3. marts. kl. 14-16, hvor der også vil være enkelte tryk til salg. 

Med udstillingen, kan du få et indblik i tidens grafiske teknikker og trends og betragte den visuelle dialog mellem kunstnerne. En dialog, der med stor sandsynlighed lægger op til ny inspiration for både publikum, kunstnere og værkstedet.

 

Fernisering: 03.03.2023 kl. 14-16.
Udstillingsperiode: 03.03 til 28.03.2023.

Åbningstider:
Tirsdag – Fredag kl. 11-17:00
Lørdag kl. 10-14:00

Adresse:
Fyns Grafiske Værksted
Hans Jensens Stræde 18-20
5000 Odense
fynsgv.dk

 

Foto: Grafisk tryk af Lillie Brayshaw
 

Foto: Grafisk tryk af Hannah Hunter
 

Foto: Grafisk tryk af Sharon Pallent

Forsidefoto: Grafisk tryk af Cathy Macleod

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer