Indkøbskurven er tom.
Crazy Watermelon Shipping - Af Camilla Holm Rautenberg
Crazy Watermelon Shipping - Af Camilla Holm Rautenberg

Soloudstilling af John Kørner på Galleri Bo Bjerggaard.
21. august – 24. oktober 2020.

UDSTILLING. Af Camilla Holm Rautenberg. 24.09.2020.

Festlig musik, sprudlende farver og guldkarameller er det første man bliver mødt af på Galleri Bo Bjerggaard. I disse dage kan man opleve John Kørners tredje soloudstilling på stedet: Crazy Watermelon Shipping. I udstillingen inviterer Kørner os ind i et utopisk og illusionistisk supermarked.

På væggene og ned fra loftet hænger store og små lærreder i klare, farvestrålende nuancer. Opsatser med guldkarameller, Anthon Berg marcipanbrød og keramik er placeret i rummene. I rum nummer to kører en lydfil, som dog også kan høres på afstand i de andre rum. Musikken fungerer ligesom baggrundsmusik i supermarkeder, men dog i meget højere lydniveau og med en mere festlig stemning end normalt. Musikken minder egentlig lidt om noget fra et computerspil.

John Kørner, Staring at Each Other, 2020. Akryl på træ. 67x40x1,5 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Den første tur rundt i udstillingen går jeg med en følelse af glæde og begejstring – en sand farvefest er på spil. Jeg tiltrækkes af vandmelonerne i køleskabet, guldkaramellerne på opsatsen og ananassen på væggen. De eksotiske frugter ser indbydende ud for øjet, og man føler sig lidt privilegeret, når man står omgivet af de farverige frugter og musikken. Tænk at vi her i lille Danmark har mulighed for at kunne få saftige appelsiner og vandmeloner når som helst på året – en sand luksus uden lige.

De farvestrålende lærreder og den muntre musik sætter rammerne for et utopisk univers, hvor alt er tilgængeligt og indbydende. Hvis alle supermarkeder var indrettet på samme måde, så tror jeg, at mange flere ville se frem til den daglige indkøbstur.

John Kørner, Flooded Supermarket, 2020. Akryl på lærred. 180x150x2,5 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Forbrugssamfundet og det globale marked
På anden tur rundt i udstillingen rammes man af en anden stemning. Jo tættere man træder på værkerne, jo mere forsvinder den opmuntrende musik væk og lærredernes pangfarver træder i baggrunden. Kæmpe isbjerge gennemborer supermarkedet, fragtskibe med vandmeloner pryder vandet og gummisko træder igennem flere af værkerne. Det bliver hurtigt tydeligt at der er noget andet på spil end blot en festlig tur i supermarkedet. Udstillingen forholder sig også til problematikker om vores forbrug og den internationale fragt af varer.

John Kørner, Mountain Shopping, 2020. Akryl på lærred. 180x150x2,5 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Det globale marked er i stigende udvikling, og handlen af varer mellem landende bliver ikke mindre. Det globale marked sørger for at nærmest alt er tilgængeligt i Danmark. Alt lige fra appelsiner og vandmeloner kan findes i supermarkedet – hvem kan ikke lide det? De eksotiske varer sender os væk fra hverdagens kedelige gang og vi kommer på en velfortjent rejse til det varme udland. Alle principper om at være klimavenlig går i glemmebogen, når vi ser og smager på varerne – skyldfølelsen kan jo ramme os senere.

Men hvad betyder de eksotiske varer for klimaet? Varerne vi ser i grøntafdelingen eller i fryseboksene er ikke bare dukket op fra den ene dag til den anden. De skal fragtes på lange distancer og med adskillelige transportmidler: fragtcontainer, lastbiler osv. Transportmidlerne udgør et markant problem for miljøet, da de udleder store mængder CO2, som belaster naturen og miljøet. Titlen: Crazy Watermelon Shipping, indikerer, at vi i dag fragter varer på en voldsom og uhensigtsmæssig måde, som er alt andet end klimavenlig.

John Kørner, Grenen Shipping, 2020. Akryl på lærred. 150x180x2,5 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Miljøet
Vi oplever i disse dage en stigende tendens til at man skal være mere klimavenlig og bæredygtig. Man kan f.eks. vælge at lade vær med at flyve, når man skal ud og rejse eller man kan købe en el-bil frem for benzin- eller dieselbiler – mulighederne er mange! Når vi køber varer ind, er det også vigtigt at være mere klimavenlig.

Værkerne med gummiskoen er et tydeligt tegn på, at mennesket sætter deres eget aftryk på miljøet - også når vi handler ind. De klimakriser som vi står i, er på mange måder selvforskyldte. Når den øgede transport af varer fra udlandet fortsat er stigende, bygger vi også vores supermarkeder på klimaforandringerne. Vi sælger vores natur, hvis vi ikke omstiller os selv.

Køber man en avokado fra Peru eller tomat fra Italien er vores klimaaftryk allerede sat. Den er muligvis økologisk og sund, men dens tur hertil har ikke været sund for klimaet. De fleste kender nok udtrykket: køb lokalt og i takt med årstiderne, og dette udtryk har aldrig været mere aktuelt.

John Kørner, A Stone in Addidas, 2020. Akryl på lærred. 50x81 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Kunstnerisk arbejde med problematikker
John Kørner er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i 1998, og han arbejder og bor i dag i København. I hans arbejde er særligt problemer og samfundsproblematikker essentielle – og denne udstilling er ingen undtagelse. Værkerne inviterer til stor refleksion over eget forbrug og konsekvenserne ved det globale marked. Selvom varerne fra udlandet er indbydende, er det på stor bekostning af miljøet og klimaet. Hvis den stigende efterspørgsel på udenlandske varer fortsætter og fragtmetoderne ikke ændrer sig, er de nuværende klimaforandringer kun lige toppen af isbjerget.

John Kørner, Grenen, 2020. Akryl på lærred. 150x180x2,5 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Hvis du har lyst til at se på pangfarver for alle pengene, men med en alvorlig agenda, så er udstillingen: Crazy Watermelon Shipping, helt sikkert noget for dig. Udstillingen efterlader dig i et vemodigt humør, der er opløftet af de gule og røde farver, men tynget af vores uhensigtsmæssige forbrugsvaner, der skader vores miljø og natur.

Udstillingen kan opleves fra d. 21. august og er blevet forlænget til d. 24. oktober 2020 på Galleri Bo Bjerggaard.

Billede øverst: John Kørner, Supermarket Fruit, 2020. Akryl på lærred. 180x150x2,5 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer