Indkøbskurven er tom.
Fyns Grafiske Værksted
Fyns Grafiske Værksted

Reportage af Christian A. S. Aahauge

17. februar 2015

I nærheden af H.C. Andersens hus, i den charmerende og gamle del af Odense by, ligger Fyns Grafiske Værksted. Blandt de gamle huse, har værkstedet i fire årtier dannet rammen for både danske og udenlandske kunstnere med interesse for det grafiske.

Fyns Grafiske Værksted, der er en selvejende institution, åbnede den 1. februar 1976 i Hans Jensens Stræde nr. 18. Værkstedet kan derfor fejre fyrre års jubilæum til næste år, hvilket bliver fejret med en udstilling på Brandts 13 i Odense, som – ifølge den nuværende plan - kommer til at løbe fra maj til august i 2016.

Butik og udstillingsareal. Foto: Christian A. S. Aahauge.

Tilknyttet værkstedet, er en lille butik og et udstillingsareal, hvor der hver måned kommer nye værker på væggene. Her er det både medlemmer, samt udefrakommende kunstnere, der har mulighed for at udstille. Lige nu kan man opleve den fynske kunstner Otto Deleuran side om side med kunstneren Anni Jeppesen. Udstillingsarealet huser også en ”grafikbank”, hvor man har rig mulighed for at gå på opdagelse i skuffer og mapper efter tryk, og gøre sig et godt køb.

Butik og udstillingsareal. Foto: Christian A. S. Aahauge.

Det grafiske værksted har omkring trehundrede medlemmer, hvoraf cirka tyve er udenlandske; i alt er cirka 17 nationer repræsenterede. De tilknyttede medlemmer har mulighed for, at gøre brug af værkstedets faciliteter efter behov, og her er maskiner, papir og farver til rådighed. Værkstedet råder over maskiner til grafisk tryk, fordelt over to rum, og der er derfor mulighed for både de klassiske trykteknikker; litografi, radering og træsnit, men også nyere teknikker inden for fotogravure, xero-litografi og collografi.

Værkstedet på 1. sal. Foto: Christian A. S. Aahauge.

Fyns Grafiske Værksted har også arrangementer, som man kan deltage i. For det helt unge publikum, er der blandt andet muligheden for at prøve cola-litografi, koldnål, polyesterplade-litografi og andre grafiske teknikker på Brandts 13, lørdage fra 11-14, indtil den 2. maj.

Har du lyst til at gå på opdagelse i de smukke tryk, eller overvejer du at blive medlem, har Fyns Grafiske Værksted åbent tirsdag til fredag fra 13 – 17, og lørdag fra 10 – 14. Du kan også læse mere om værkstedet og de tilknyttede kunstnere på deres hjemmeside: link

Værkstedet i stueetagen. Foto: Christian A. S. Aahauge.

Værkstedet i stueetagen. Foto: Christian A. S. Aahauge.

Plantryk. Foto: Christian A. S. Aahauge.

Plantryk. Foto: Christian A. S. Aahauge.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer