En udstilling midt imellem arkitektur, kunst og etnografi – eller det hele på en og samme gang

AFRIKA. Arkitektur, kultur og identitet på Louisiana

Anmeldelse af Merete Mørup

d. 30. juni, 2015

Afrika har serviceret Europa i flere århundreder, nu vil og kan kontinentet selv. På Louisiana bliver vi præsenteret for tro og tradition, kunst og kunsthåndværk, lokal og bæredygtig arkitektur over for en fremmed og forkastet. Der er mistrøstighed, og der er håb, og der er arkitektur som sociale projekter og som magtmanifestationer. Alt med nedslag af sanselighed og skønhedsøer.

Den røde tråd i udstillingen er begrebet ”rum”. Rum i betydningen ”homing”: det sted, du kommer fra, ”housing”: der, hvor du bor og læg hertil ”rum” i betydningen ”byrum”. De to første er knyttet til fortid med traditioner og tolerance; ”byrum” er et udvidet moderne begreb, der passer til de store byer med eksplosivt vækst: kontinentets knudepunkter.

At høre til
Fortid, tradition og nutid præsenteres i det første udstillingsrum med temaet ”At høre til”. Tre værker viser os vej igennem en kvindes død og hendes vej til det sted, hvor hun hører til: hos sin familie. I videoværket ”Moyo” fra 2013 af Kudzanai Churai fra Zimbabwe lægger en kvinde/præstinde en dræbt kvinde på en alterlignende forhøjning. Ved siden af dette værk hænger en collage af kenyanske Wangechi Muto, ”All you Sea, came from me” fra 2014. En sjæl forlader sin krop i et eksplosivt og skræmmende værk fyldt ud med en kvindelignende figur med slanger, smykker og åbninger.

Wangechi Mutu, "Sleeping Serpent", 2014. Courtesy: kunstneren og Victoria Miro, London. Credit: Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Kim Hansen

Foran disse to værker ligger ”Sleeping Serpent” fra 2014 af Wangechi Muto. En 945 cm lang slangeform med et kvindehoved i keramik. Hovedet er placeret på en fin, hvid og blondedekoreret pude. Slangen ligger i sin fulde længde. Den har slugt et offer og repræsenterer de konnotationer og symboler på kvinde, seksualitet og dæmoni, der hører slangebilledet til.

Værkerne bliver samlet op af to fotografier af ”Det mozambicanske hus. Et hus for de levende og et hus for forfædrene”. Et ret grimt cementhus til den levende familie og en traditionel, rund hytte af strå og pinde til de afdøde familiemedlemmer. En fin og noget skræmmende introduktion til tankegangen bag begreber som familie som bredt begreb og tilhørsforhold.

Træ-installation med kaglende kyllinger
Det er den originale, stedspecifikke arkitektur med rod i landets traditioner og med og brug af materialer fra de nære omgivelser, der gør størst indtryk.

Arkitekten Francis Kéré fra Burkina Faso har sammen med sit team fra Kéré Architecture bygget installation ”Louisiana Canope” med træet som metafor for rum. Francis Kéré videregiver essensen af træet som en samlende enhed fra sin egen landsby, Gando. Skyggen og træerne, som skaber grænsen mellem ude og inde med rum for det sociale liv i alle byer. Installationen er udført af afbarkede og bundtede stykker af piletræ, et nordisk træ; det genkendelige og det bæredygtige princip som i en landsby, hvor man passer på ressourcerne.

Lyset over installationen er styret og følger dagens lys. Morgenen er fyldt med det vågnende lys og rummet fyldes med lydene fra kaglende kyllinger som i en afrikansk landsby – og genkendelig fra en gammel dansk. Det er en ualmindelig dejlig lyd, meget beroligende. Installationen indbyder til samtale med sin medbesøgende. Det er smukt tænkt som en gave til publikum!

Francis Kéré, “Louisiana Canopy", 2015. Credit: Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Kim Hansen 

Brugerinddragelse fører til succes
I mange afrikanske byer skyder nye bydele op, hvor tilflyttere kan finde plads og meget billige byggematerialer. De by-projekter, der har størst succes, er dem, der inddrager brugerne, anvender lokale materialer og en meget enkel arkitektur.

Ud for Lagos, i laguneområdet Makoko, bor der omkring 100.000 mennesker i huse bygget på pæle. NLÉ Architects fra Nigeria tilbød hjælp til at skabe et mere sikkert miljø i det strukturløse område, hvor der bor omkring 100.000 mennesker.

Beboerne ønskede sig en skole. Ved hjælp af billige og forhåndenværende materialer og en meget enkel byggemetode med trekanten som det bærende princip, fik arkitekterne bygget en flydende skole. Beboerne havde behovet og leverede arbejdskraften, arkitekterne havde know-how og viljen til samarbejde. Resultatet blev en succes og en prototype, der kan bruges til andre formål.    

Det smukkeste byggeri på udstillingen er ”Projekt for det tredje årtusindes Kinshasa”. Det er en utopi om Kinshasa, DR Congos hovedstad, som den nu afdøde kunstner, Bodyz Isek Kingelez, har udført som model, som en utopi om en rigtig afrikansk (stor)by fyldt med høje bygninger, smukt og fantasifuldt dekoreret og i en organisk sammenhæng. Som for at understrege det specielt afrikanske, er modellen bygget af forhåndenværende materialer som papæsker, plastic og sølvpapir.

”Projekt for det tredje årtusindes Kinshasa”. Credit: Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Ulrik Jantzen 

Kun et enkelt dyr i Afrika
Der er ingen stemning af ”Den afrikanske farm” på Louisianas udstilling. Ingen smukke, vilde dyr løber frit over savannen, og ingen afrikanere er på jagt i den vilde natur. Der er elegante storbyer, og der er betonslum; der er mennesker, og så er der et enkelt dyr: en hyæne, et på alle måder mishandlet dyr.

Med mundkurv og kæde, lurvet og ydmyget bliver hyænen holdt i en lænke af en mand, der stirrer mørkt ind i fotografen Pieter Hugos kamera i værket ”Abdullahi Mohammed with Mainasara” fra 2007. Hyænemanden står under to motorvejsbroer, klædt halvt europæisk, halvt som en slags heksedoktor. Kunst eller etnografi? Som beskuer går man lidt beskæmmet videre. Ingen feel-good-fornemmelse her.

Pieter Hugo (Sydafrika), “Abdullahi Mohammed with Mainasara, Lagos, Nigeria", 2007. Courtesy: Priska Pasquer 

Krævende og en stor mundfuld
Udstillingen ”Afrika. Arkitektur, kultur og identitet” starter før starten med et helt rum fyldt med plancher, der på bedste skoleprojektmaner viser, hvor de forskellige lande er placeret på det afrikanske kontinentet. Nogen af os har brug for den planche. Vi har også brug for at blive mindet om, at det afrikanske kontinent arealmæssigt kan rumme det meste af Europa, hele Indien, Kina og USA. Mindst.

Udstillingen er en stor mundfuld for den enkelte beskuer. Den peger i mange retninger, og det gør det afrikanske kontinent jo også.

Udstillingen om Afrika er den tredje og sidste i serien ”Arkitektur, kultur og identitet” på Louisiana, og det er en udstilling, der indeholder en enorm mængde informationer. Der er så mange genstande, videoer og bygninger i modelstørrelse i rummene, at man nemt kan kløjes i dem. Man får en fornemmelse af ”stande”, der kæmper om publikums interesse. Det meget smukke og grundige katalog er et godt og nødvendigt supplement til det publikum, der vil vide mere om de enkelte projekter og om Afrika, også når udstillingen er slut.

Skal man vælge enkelte genstande, kunstværker og arkitekturprojekter ud, og det skal man, bør man vælge det, øjet fanger først – og blive klogere og beriget.

Und dig selv en lang pause i ”Louisiana Canopy”, den store, smukke og meditative installation; tal med din sidemand, se på lyset og lyt til lydene. Du behøver ikke et ur for at vide, hvilket tidspunkt på dagen, det er. Alene det er hele udstillingen værd.

SelgasCano, Konokono Vaccination and Educational Clinic, Kenya, 2014. Foto: Iwan Baan

AFRIKA
Arkitektur, kultur og identitet
25. juni - 25. oktober 2015

Louisiana Museum of Modern Art

www.louisiana.dk