Indkøbskurven er tom.
Copenhagen Photo Festival 2015
Udstillinger & Omtaler

Omtale af fem af de udstillinger, der lige nu vises i Carlsberg Byen som del af Copenhagen Photo Festival 2015.

Af Sarah Fredholm

Amatørfotografi, mænd og deres sexdukker, fotografiet i et udvidet felt, fortællinger fra Grønland og poetiske landskaber. Det er noget af dét, man kan opleve på Copenhagen Photo Festival i disse dage og frem til d. 14. juni. Festivalen favner bredt med et omfattende program på 130 udstillinger og events. Magasinet Kunst har været forbi Photo City i Carlsberg Byen, som fungerer som festivalens hovedsæde.

Julie Klitbo og Rasmus Ranum tog for seks år siden initiativ til Copenhagen Photo Festival, som siden da er vokset betydeligt i omfang. Og i dag kommer festivalen vidt omkring. Den dækker alt fra vækstlaget og upcoming talenter til professionelle fotografer og både dansk og internationalt fotografi. Alt dette breder sig ikke længere kun i Københavns museer, gallerier og alternative steder, men også i de øvrige større danske byer og Sverige.

Vi tager fotos med vores smartphones mere end nogensinde før, og på den måde er fotografiet i en vis forstand blevet allemandseje. Det gør det kun endnu vigtigere at præsentere såvel kunstfotografi på højt plan som eksperimenterende “ungt” fotografi og fotografi taget af uprofessionelle fotografer.

Ingi Thor Árnason, "Hanna No 5", 2015. Fra "Den Censurerede udstilling", der vises i Halmlageret i Photo City, Carlsberg Byen

“Den Censurerede Udstilling”

“Den Censurerede Udstilling” vises i den smukke bygning, Halmlageret fra 1949, der ligger i et hjørne af Carlsberg Byen. Udstillingen viser netop et udvalg af fotografier, som kan være taget af hvem som helst, professionelle som uprofessionelle fotografer. De 86 værker skabt af 40 danske og internationale fotografer er udvalgt af de i alt 1.500 indsendte bidrag som resultat af festivalens open call. Udstillingen er en årligt tilbagevendende begivenhed på festivalen, og den søger at pege på tendenser inden for samtidsfotografiet.  

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der her skal være plads til alle – derfor er der også en stor spændvidde i udvalget.

Javier Marti, "Uncle Narciso, an inside look", 2013. Fra "Den Censurerede udstilling", der vises i Halmlageret i Photo City, Carlsberg Byen

Benita Marcussen: “Men & Dolls”

I Halmlagerets stueetage vises en udstilling med fotoserien “Men & Dolls” af den danske fotojournalist Benita Marcussen. Hun har dokumenteret og portrætteret mænd, der lever med silikonedukker – anatomisk korrekte sexdukker. Fotografierne giver et usædvanligt indblik i en subkultur, som de fleste af os ikke anede fandtes.

Fællesskabet af dukke-entusiaster er imidlertid hastigt voksende. På hjemmesiden www.dollforum.com deler mænd og par, der overvejer at købe en dukke, erfaringer med 21.000 brugere fra hele verden. Og 400 dukker bliver hvert år sendt ud til nye hjem.

Fotoserien er en rørende og fordomsfri fortælling om mænd, hvis livskvalitet forbedres af disse kunstigt fremstillede kvindedukker. Mændene er måske mindre ensomme, end de var uden deres alternative livsledsagerske, de kan ikke overskue at indgå i en relation med en “rigtig” kvinde efter dårlige erfaringer og finder trøst og selskab hos dukkerne.

Benita Marcussen, "Deerman and Erica", 2013. Fra "Men & Dolls", der vises i Halmlageret i Photo City, Carlsberg Byen

Lotte Fløe Christensen, Desmond Church, Sam Derounian og Ditte Knus Tønnesen: “Peripheral Vision”

I Carlsbergs gamle lagerbygning, Slottet vises gruppeudstillingen “Peripheral Vision” med kunstfotografi af Lotte Fløe Christensen og Ditte Knus Tønnesen, som begge er fra Danmark, Desmond Church fra Skotland og Sam Derounian fra England. De er alle yngre billedkunstnere, som arbejder med en udvidet opfattelse af fotografiet. De holder sig dermed ikke til det fotografiske medium i traditionel forstand, men udfordrer dets betingelser og overskrider dets grænser.

Lotte Fløe Christensen arbejder ofte med fotografi, som hun blander med skulpturelle elementer. Hendes værker kredser om, hvordan vi som mennesker forstår vores omgivelser og grænsen mellem os selv og omverden. Hos Ditte Knus Tønnesen finder vi en interesse for den nordiske natur og for menneskets manipulation af den. Hun anvender materialer som eksempelvis cement og krydsfiner, og sprænger på den måde fotografiets rammer. Samtidig relaterer materialerne sig til naturens stoflighed.

Lotte Fløe, "Meanhvile I Hold Wood and Stone in front of the Camera", 2015. Fra “Peripheral Vision”, der vises i Slottet i Photo City, Carlsberg Byen

Desmond Church bevæger sig også på tværs af forskellige medier og bl.a. med projekterede lysbilleder. Derved udforsker han det todimensionelle billedes grænse. Sam Derounians fotografiske collager er trykt på krydsfiner som skulpturer, der står frit i udstillingsrummet. Han har brugt fundne fotografier, forstørret dem til menneskestørrelse og skåret pladerne til, så de passer til motiverne. Der er både en forside med foto og en bagside, hvor træet er synligt og uden print.

“Peripheral Vision” er en rigtig fin præsentation af, hvordan kunstfotografiet eksperimenterer med andre medier. Udstillingen reflekterer over det fotografiske medies natur i et udvidet felt.

Sam Derounian, "The Engineer", 2014. Fra “Peripheral Vision”, der vises i Slottet i Photo City, Carlsberg Byen

Tonje Bøe Birkeland: “Character #IV Anna Aurora Astrup”

I samme udstillingsrum kan man opleve en installation med fotografier, tekst og objekter skabt af den norske kunstner Tonje Bøe Birkeland.

“Character #IV Anna Aurora Astrup” er én ud af fire fotoserier, der hver handler om fire forskellige kvindelige, fiktive opdagelsesrejsende. I dette tilfælde er det Anna Aurora Astrup, som Birkelund har iscenesat i et blåtonet, østgrønlandsk landskab – på én gang fredfyldt og storslået. Det er Birkeland selv, der i fotografierne optræder som denne fiktive karakter. Samtidig repræsenterer portrætterne af Anna Aurora Astrup også dele af kunstnerens egen person og er desuden inspireret af historiske figurer. Installationen balancerer derfor på grænsen mellem fiktion og virkelighed.

Tonje Bøe Birkeland, "Plate #1 Astrups Horn", 2015. Fra “Character #IV Anna Aurora Astrup”, der vises i Slottet i Photo City, Carlsberg Byen

Markus Henttonen: “Twisted Tales – Road To Hope”

Sidste udstilling i “Slottet” er den finske fotograf Markus Henttonens “Twisted Tales – Road To Hope”. Hans fotografier skildrer poetiske landskaber, portrætter og små historier. Alt sammen er det med melankolske undertoner. Man får følelsen af at betragte noget meget velkendt og alligevel højst foruroligende. Findes der i disse sære fortællinger alligevel antydninger af håb? Det må være op til den enkelte beskuer.

Markus Henttonen, "Swimming Mattress", 2015. Fra "Twisted Tales - Road to Hope", der vises i Slottet i Photo City, Carlsberg Byen

Dette er selvfølgelig kun et indblik i en lille del af Copenhagen Photo Festival 2015, som er spækket med spændende udstillinger og events, der alle forholder sig til fotografiet.

Festivalen kan opleves frem til søndag d. 14. juni. Find mere information og programmet for festivalen her: http://copenhagenphotofestival.com/da/

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig