En kunstfilm i et postkolonialt perspektiv; om at bryde med vores stereotyper

LYKKELÆNDER

2. maj 2015
Af Laura Renée Lucht Rasmussen

”Lykkelænder er et billede af det kunstige, det syntetiske, det iscenesatte, det uvirkelige og hele tiden tæt knyttet til det post-koloniale. Hvorfor er lykken så lunefuld, når en lykkelænder er en person, der burde være lykkelig?”

Foto taget af Rie Hougaard på filmforberedelse i Grønland, januar 2014

I 1977 udgav Poul Dissing sangen Lykkelænder med følgende linjer:

Mellem bøgeblade
blinker bølger glade,
luften synes klar når himlen blåner.
Flade, lade,
ligesom ligeglade,
hytte sig i hast hver gang det gråner.
Råbet lød som om det kom så langt, langt borte fra,
ingen tænkte på at tænke på hvor tæt på det var.

Det blinde punkt
Lykkelænder - titlen på en sang skrevet af Poul Dissing og snart også titlen på en kunstfilm produceret af makkerparret instruktør Lasse Lau og kreativ producer Rie Hougaard. Filmen skal være en kunstdokumentar, som leger med virkeligheden – både vores egen forestilling af virkeligheden og den virkelighed vi ikke selv kan se for bare skyklapper – og som skaber det blinde punkt og deri faren for at køre et andet menneske eller folkefærd over.

Foto taget af Rie Hougaard på filmforberedelse i Grønland, januar 2014

Lasse Lau var den første, som fik idéen til filmen Lykkelænder. Han har arbejdet med koloniale spørgsmål igennem lange perioder af sin karriere og plantede dernæst idéen i Rie Hougaard; kreativ producer og projekt-leder. I fællesskab fik de filmens potentiale til at spire og som ekstra energikilde inddragede de co-produceren Pipaluk K Jørgensen, som kan skrive betydeligt mange sceniske produktioner på sit cv.  

En kollektiv bevidst
Lykkelænder sætter en tendens under lup. En tendens i filmbranchen, og i særdeleshed i de danske film, hvor Grønland og grønlændere portrætteres som en slags akavede arketyper. Karakteristika, der også synes lagret i den danske kollektive bevidsthed. Lykkelænder påpeger denne tendens ved blandt andet at anvende klip fra film med relation til Grønland og hvis roller er præget af grønlandske stereotyper; her i blandt film som Frøken Smillas fornemmelse for sne, Qivitoq og helt tilbage til stumfilmen med Das Eksimo Baby, som har Asta Nielsen i hovedrollen. Disse film viser, ifølge Rie Hougaard, en meget ensidig fortælling og skildring af de gamle kolonier i kunsten såvel som i filmhistorien.

Foto taget af Rie Hougaard på filmforberedelse i Grønland, januar 2014

Et postkolonialt portræt
I filmen Lykkelænder bliver der derfor stillet spørgsmålstegn ved de forventninger vi, som danskere, har til en kultur og nation som grønlændere. Og der stilles skarpt på et nyt postkolonialt portræt, som tager afsæt i filmhistorien, både dokumentar og fiktionen – en form for faktion om man vil.

Et eksempel på fusionering af dokumentaren og fiktionen er den tænkte scene Janteloven. Rie forklarer mens hun gestikulere overbevisende: ”På Christianshavn Torv i København mellem Svend Rathsachs fædrelands skulpturer står en grønlandsk kvinde. Hun råber vredt på sit eget sprog, mens folk går forbi og ser en smule forskrækkede ud ved synet af hende. Dette filmes på en dokumentarisk traditionel vis. Det vil sige, at der vil være naturlige reaktioner i menneskemængden, som går forbi kvinden. Hvad er opfattelsen af denne kvinde der skriger på grønlandsk? Er det endnu en fuld grønlænder eller vil man overhovedet lægge mærke til det? Scenen vil senere gentage sig i filmen, og efterfølgende vise, at det er janteloven kvinden råber ud over mængden - Du skal ikke tro du er noget.”

Foto taget af Rie Hougaard på filmforberedelse i Grønland, januar 2014

Via scener som denne vil Lasse og Rie forsøge at skildre den medievirkelighed, der er bygget op omkring Grønland og landets indbyggere. Altså gøre os opmærksomme på vores egen danske forestillingsramme, som vi kender så forbavsende lidt til.

Selviske og navlebeskuende?
Povl Dissings sang fortsatte med linjerne:

Selvviske betragter
indforstår sig på fagter,
verdens navle med sit centrum dybt i stolen.
Tilbagelænet mæthed,
medfølende træthed,
beklager brødfuldt lummert fra sin plads i solen.
Råbet lød som om det kom så langt, langt borte fra,
ingen turde tænke på hvor tæt på det var.

It’s such a cliché
Formålet med filmen er som i Povl Dissings sang at vise den indforståethed, som er opstået i den danske bevidsthed. Lykkelænder bliver en fragmentarisk historie med en rød tråd, der består i at påpege klicheer og vende disse på hovedet for at lade det danske publikum ”opdage” ting om sig selv, og den måde vi fremstiller andre folk i en gentagelse. Rie uddyber: ”Derfor har det været vigtigt for os at arbejde med meget stærke personligheder fra Grønland - for derigennem at udfordre forestillingens rækkefølger og repetitioner. Selvfølgelig med fare for at gå i samme historiske spor.” Sidste sætning siger hun i en blanding af kækhed og alvor.

Foto taget af Rie Hougaard på filmforberedelse i Grønland, januar 2014

Lasse og Rie har blandt andre fundet inspiration fra Pia Arke, Bolatta Silis Høegh og Julia Hardenberg. ”Disse kvinder har været meget politiske i deres tilgang til egen kunst og deres brug af kunsten. De har spurgt sig selv om hvilket lys verden ser dem i; for eksempel i forhold til det postkoloniale og dertilhørende tab af sprog og tilhørsforhold.” fortsætter Rie i et indlevende, energisk og bestemt tonefald.

En nødvendig støtte!
New Danish Screen, som er en del af Det Danske Filminstitut, støtter blandt andre produktionen af kunstfilmen Lykkelænder. New Danish Screen har til hensigt at styrke talentudviklingen i dansk film, for dermed at sikre den udviklingen af danske film, så de kan bevare originalitet, mangfoldighed og dynamik. En støtte Rie og Lasse er meget glade for, da kunstfilm generelt ellers kan være svære at placere i en søgning af midler, da genren jo er en form for hybrid. Filmmakkerparret søger yderligere Selvstyrets Filmmidler i Grønland.

Hør nu råbet
Povl Dissing runder sin sang Lykkelænder af med ordrerne:

Lykkelænder
med rene hænder
og ry der ikke tåler plettes,
udtænker taktikken
og la'r andre stramme strikken,
og ved selv præcis hvor grænsen burde trækkes.
Råbet lød som om det kom så langt, langt borte fra,
ingen skulle have noget af at tænke på hvor tæt på det var.

Foto taget af Rie Hougaard på filmforberedelse i Grønland, januar 2014

Bryd gentagelsen
Forhåbentlig vil kunstfilmen Lykkelænder få os danskere til at høre de råb som kommer så langt borte fra, men alligevel er så slående tæt på os. Jeg ser frem til at få revet skyklapperne af og dermed blive opmærksom på min egen og danskernes kollektive indsnævring af et helt folkefærd i både kunst- og filmhistorien.

Filmen forventes færdig i 2016