Indkøbskurven er tom.
Esoterisk samtale
Interview & Portræt

Interview med den nyudsprungne kunstner, Josefine Struckmann.

Interview af Christian A. S. Aahauge

26. marts 2015

Jeg er blevet inviteret til København. På Sølvgade 14, har Danske Grafikeres Hus et par udstillingslokaler, hvor den  nyudsprungne kunster, Josefine Struckmann, lige nu er aktuel med sin første soloudstilling ”EZOTERIC”.

Siddende på trappens gelænder ned til Danske Grafikeres Hus, venter Josefine på mig i solen. Inden jeg får lov til at gå ind, stopper hun mig. ”Du skal lige se den første del af udstillingen, det her er ’Smoke Bridge to the sky’” siger hun og tager fat i en maskine, der står på et af trappens trin. Hun peger den mod mine ben, og ud strømmer en tyk scenerøg. Uden endnu helt at vide, hvorfor Josefine har taget en røgmaskine med, går vi ned i udstillingslokalerne.

Josefine Struckmann har altid vidst at hun skulle være kunstner. Begge forældre har haft indflydelse på hendes kreativitet, da begge har en kreativ baggrund. Josefines mor har selv gået på Det Fynske Kunstakademi, så det kom som en naturlig ting, at også Josefine skulle gå der. Nu er det snart et år siden hun blev færdig på akademiet, og hun er som sagt nu aktuel med sin første soloudstilling.

For de indviede

”I udstillingens titel, har jeg stavet ordet esoteric – eller esoterisk – med z, for at skabe mit eget ord. Selve ordet esoterisk, betyder en viden som er tilegnet et oplyst mindretal. Dette mindretal har måske en indsigt eller viden som man ønsker at holde hemmelig for størstedelen af befolkningen, fordi den kan være farlig, eller kan starte optøjer. Den kan måske blive misbrugt af onde kræfter, eller også er den simpelthen bare for uforståelig og obskur for andre. For eksempel; når jeg siger, at der selvfølgelig findes intelligent liv i universet, ud over os, så er der ofte nogle der gør grin, eller simpelthen ikke kan håndtere den realitet”, siger Josefine leende og fortsætter.

”Men det kan selvfølgeligt også være alt muligt andet. Esoterisk kan også betyde ’indforstået’, og det forekommer egentligt også meget i kunstverdenen. Kunst kan ofte være esoterisk i den forstand, at du måske kun forstår et værk, hvis du lige har læst en specifik teori, kender en speciel reference eller konteksten. Så titlen på udstillingen er selvfølgelig lidt et spil mellem den indforståede viden og den udvalgte skare”.

Ayahuasca-trip

”Det som udstillingen handler om, er alt sammen inspireret af et Ayahuasca-trip som jeg var på for to år siden i Peru. Ayahuasca er en gammel indiansk plantemedicin, der, udover at være healende for mennesket på mange niveauer, også indeholder en viden og sandhed omkring universet og hele vores eksistens. Man oplever kun det, man kan håndtere at få at vide”.

”Det, der interesserer mig, er tanken om at der ligger en viden gemt latent i planter og naturen omkring os, og i os selv. At man kan indtage noget, der åbner en portal op. Alt her på udstillingen, er noget som bunder i min Ayahuasca-oplevelse, og alt hvad jeg fremviser, er lavet specifikt til denne udstilling”.

”Videoen på 1. etage, hedder ’Divine Interference’. Det er en video af min ven, der sidder og arbejder i et 3D program. Han sidder og leger med et objekt, der minder om en jordklode. Det er ham der bestemmer hvordan det skal se ud. En tanke jeg har gjort mig, er at vi fuldstændigt styrer hvordan tingene skal foregå på en computer. Med computeren har vi skabt vores egen verden. Vi er faktisk en slags gud og måske er der også nogen der styrer, hvordan vi agerer. Videoen handler om lagene. Han betragter en skærm, jeg betragter ham og så betragter beskueren os”.

Josefine Struckmann, Divine Interference, 2015.

”Værket ’Echo Organism’ er en installation af en plante, som spejler sig selv i et spejl. Jeg har fundet ud af, at alle planter har en bevidsthed – en kollektiv bevidsthed. De ved godt, at de er planter og de taler og gror sammen. Jeg prøvede selv at være en plante, det var som et dejligt fortidsminde. Planten der betragter sig selv i et spejl, er blot en simpel måde at fremføre den oplevelse jeg havde, hvor planten – jeg selv – var bevidst om at den var en plante”.

Josefine Struckmann, Echo Organism, 2015.

Josefine har altid været interesseret i Egypten, gamle civilisationer og indianerkulturer. For hende, har de været i besiddelse af en viden – eller en sandhed – der endnu er slørret for os. Derfor er det interessant for Josefine, at tænke på den måde hvorpå de gamle samfund har forholdt sig til naturen og guder.

”Under mit trip oplevede jeg at der stod en skikkelse foran mig. En muskuløs mandekrop med et falkehoved. Jeg forstod ikke hvordan et væsen, kunne have en menneskekrop og et falkehoved, og jeg følte et sindssygt ryk i min bevidsthed. Skikkelsen var enormt smuk, vi betragtede hinanden med respekt og ærbødighed. Det var først da jeg kom tilbage til Dannmark, at det gik op for mig, at det var Egyptiske solgud Horus. Den oplevelse gav mig en forståelse af, at der findes noget større end én selv. Guddommelighed. Derfor ville jeg gerne lave en gengivelse af Horus – en hyldest”.

Josefine Struckmann, Horus, 2015.

Inspiration i drømmeverdenen

Josefine har tidligere arbejdet mest med video montage og lyd, men er de senere år begyndt at arbejde mere konceptuelt og med forskellige former for installationer og skulpturer.

”Når jeg arbejder, er det meget intuitivt, og ikke så materiale orienteret. Ved denne udstilling, ’EZOTERIC’, havde jeg forskellige elementer jeg gerne ville have med; planten, trylledrikken, ørnen og guden, men jeg vidste endnu ikke hvordan de ville tage form, eller i hvilket materiale. Jeg fandt ørneplakaten tilfældigt, hvor ordene ’Embrace the delicate balance of nature’ stod. Jeg synes det er sjovt, at den fortæller præcis det jeg gerne vil sige, og at det lyder så sindssygt corny som det nu engang gør”.

”Væsken i flasken der står i hjørnet, er en helt klassisk trylledrik eller eliksir. Sådan én man ser i Asterix og Obeli, eller i eventyrfilm. De står altid i mærkelige flasker og ser mystiske ud, og det var dét jeg gerne ville ramme. En selvlysende, giftigt udseende væske, som man ikke ved hvad er, men den kan hjælpe én til at opnå noget.”

Josefine Struckmann, Translation, 2015.

”Til afgangsudstillingen på Det Fynske Kunstakademi, lavede jeg en installation/skulptur som forestillede en trappe lavet af hvid plastic. På gulvet havde jeg lagt sølvfolie, så trappen spejledes. Det fik det til at se ud som om, at trappen også gik nedad og samtidigt reflekteredes lyset i sølvfolien på væggen, hvilket gav en holografisk effekt. Her var materialet enormt vigtigt, det skulle være let og rent og ’kunstigt’, derfor valget af plastic”

”Ligesom trappen og trylledrikken, handler meget af min kunst om portaler ind til andre dimensioner. Jeg har lyst til at oplyse folk om, at der er mange forskellige virkeligheder og sandheder – ikke kun dem vi lever efter i vores samfund. Derudover synes jeg det er sjovt at tage let genkendelige, klassiske symboler og bruge samt gengive som skulpturer.”

Josefine Struckmann, Stairway, 2014.

Parallelt univers

Josefine har berørt andre emner end det spirituelle. Sammen med Karen Marie Ørsted, der også er kendt under sit kunstnernavn MØ, startede de electro-punk bandet MOR, mens de gik på akademiet. Her handlede det om være vild og ung, gå imod autoriteter og om at have sjovt. Siden da har hun skiftet punken ud med et andet musikalsk projekt og danner sammen med David Julius Christoffersen duoen Time Masters.

”Time Masters er noget vi har arbejdet med i lang tid, og det er dér mit hjerteblod ligger lige nu. Det er ikke sådan at jeg vælger musikken frem for kunsten; for alt hænger sammen, og det udspringer fra samme inspirationskilde for mig. Det er blot forskellige udtryksformer”.

Josefine Struckmann & David Julius Christoffersen, Time Masters.

Inden jeg forlader Josefine, spørger jeg ind til scenerøgen som jeg stadigt ikke har fået uddybet.

”Jeg læste et citat fra en amerikansk indfødt indianer, hvor hans sagde; at denne røg fra hans bål, var en Smoke bridge to the sky. You see I stay in good relation to the Gods’. Endnu en slags portal eller kontakt til guderne. Det er interessant at vi har fascinationen for røg – for vi har jo skabt maskiner der laver det. Så tanken bag røgmaskinen, er at gøre opmærksom på og stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi stadig kan fascineres af røg. Ligger der måske heri et glemt ønske om ritualdyrkelse og kontakt til vores guder?”.

Udstillingen EZOTERIC løber frem til den 29. marts, i Danske Grafikeres Hus i København.

Eksterne links:

DG Danske Grafikere: http://www.danskegrafikere.dk/

Time Masters: https://www.youtube.com/watch?v=WAO6aOJElD8

 

Cover: Josefine Struckmann, 1st attempt. Human. Poison. Snake., 2015.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig