ARoS åbner ny udstilling lørdag d. 7. marts med den norske kunstner Gardar Eide Einarsson.
KUNST MED KANT
6. marts 2015
OMTALE af Helene Olesen
ARoS slår lørdag d. 7. marts dørene op for et helt nyt koncept med udstillingen ARoS FOCUS//NEW NORDIC, der de næste tre år vil præsentere en række unge nordiske kunstnere.
Kontrasten er ikke til at tage fejl af idet de automatiske døre i vestfløjen åbner sig. Selvom det hvide rum er stort og overvældende, så er det de sorte malerier, der dominerer. Den sorte farve virker så overvældende, at det ved første øjekast kan være svært at identificere motivet. Herefter bliver det dog tydeligt, at store dele af malerierne er dækket med sort presenning. Men det er først, da jeg står helt tæt på maleriet, at jeg bliver klar over, at det ikke er en rigtig presenning, men en imitation i imponerende silketryk.
Det er den norske kunstner Gardar Eide Einarsson, der står bag de særprægede malerier. Han er kendt for sine konceptuelle værker, og det er ham, der har fået æren af at åbne udstillingsrækken ARoS NFOCUS//NEW NORDIC. Hans udstilling går under titlen A Madman, a Patient, a Condemned Man, a Worker or a Schoolboy, og han er bestemt ikke er bange for at prikke til beskuerens nysgerrighed, identitet og selvforståelse.
Gardar Eide Einarsson med værket Black Poly Pickup & Dump Truck Tarp I, 2015 - Foto: Mads Frederik.
Nordisk fokus
ARoS FOCUS//NEW NORDIC er et nyt tiltag, som kommer til at bestå af en udstillingsrække, der retter sig mod nordisk samtidskunst, og sætter fokus på unge nordiske kunstnere, der har noget på hjerte, og tilmed har gjort sig internationalt bemærket.
”Vi ønsker at præsentere vores publikum for kunst, som de normalt ikke har adgang til. Kunst af interessante internationale kunstnere. Kunst, som ikke er så kendt, men som er relevant, har appel og er vedkommende. ARoS FOCUS//NEW NORDIC er et spændende tilbud, der imødekommer publikums stadig højere forventninger, og som udvider deres horisont” forklarer Museumsdirektør, Erlend Høyersten, der glæder sig over det nye tiltag på museet.
Et særlig spændingsfelt
Ideen med udstillingen er at vise tre forskellige kunstnere på skift hvert år, så der i alt bliver præsenteret ni nordiske kunstnere. Det er den norske kunstner Gardar Eide Einarsson, der lægger hårdt ud med sin konceptuelle udstilling, der består af to dele. Gardar Eide Einarsson finder blandt andet sin inspiration i det stringente nordiske formsprog, hvilket ofte betyder en enkel og minimalistisk tilgang til materialer og udtryk. Det er i særdelshed kunstnerens farvevalg, der er underlagt en stringent struktur, da han hovedsageligt benytter sig af farven sort. Samtidig er han også utrolig kompromisløs, og bruger gerne stærke symboler for at skabe et ekspressivt betydningsunivers. På den måde er Gardar Eide Einarssons værker både minimalistiske og ekspressive, hvilket skaber et spændingsfelt, som giver værkerne en særlig nerve.
Gardar Eide Einarsson på ARoS, 2015 - Foto: Ole Hein Pedersen.
Symboler i søgelyset
Den første del af udstillingen består af 14 malerier, der alle er underlagt samme motiv og struktur. Eide Einarsson er inspireret af hverdagsmaterialer, som skaber genkendelighed i værket. De genkendelige materialer er med til at skabe en tankestrøm hos beskueren, da det bliver muligt at inkorporere egne forståelser i forhold til den pågældende genstand. En presenning bliver normalt brugt til at dække eller beskytte en anden genstand, hvilket også er tilfældet i de 14 udstillede værker. Her skærmer presenningen det egentlige værk, og vi finder aldrig ud af hvad der gemmer sig under det forunderlige silketryk. Det prikker i den grad til nysgerrigheden, og man går på jagt i maleriet for at finde mening og betydning.
Gardar Eide Einarsson på ARoS 2015 - Foto: Ole Hein Pedersen.
Untitled (Flagwaste)
Gardar Eide Einarsson er stærkt inspireret af magtsymboler, og i særdeleshed symboler der signalerer et politisk magtforhold. Værket flagwaste repræsenterer udstillingens anden del, som består af en stor bunke stof, der ligger på gulvet centralt i den sidste udstillingssal. tekstilerne stammer fra Aalborg flagfabrik, der producerer flag, hovedsageligt til Norden. Det er dog ikke helstøbte flag, der ligger på gulvet, hvilket heller ikke er svært at se. Derimod er det overskudsmateriale fra den egentlige produktion.
Gardar Eide Einarsson, Untitles (Flagwaste), 2015 - Foto: Ole Hein Pedersen.
Værket, Untitled (Flagwaste), har en stærk reference til den amerikanske konceptkunstner Robert Morris. I 1968 var han netop aktuel med værket Untitled (Threadwaste), som bestod af rester fra sytråd, der blev brugt på amerikanske tøjfabrikker. Fælles for værkerne er også, at resterne er smidt på gulvet, som kasserede dele, der ikke længere kan bruges til noget.
De særprægede farver i stoffet gør det muligt for beskueren hurtigt at genkende materialet, og identificere tekstilerne som det de er - flagrester. Flaget har en særlig betydning for national identitet og tilhørsforhold og med værket sættes netop dette i spil.
Gardar Eide Einarsson, Untitled (Flagwaste) 2015 - Foto: Ole hein Pedersen.
Plads til refleksion
ARoS FOCUS//NEW NORDIC og udstillingen med Gardar Eide Einarsson viser endnu engang, at ARoS er en kunstinstitution med format. Der er ingen tvivl om, at projektet er skudt godt i gang med den norske kunster, der tydeligvis har noget på hjerte og formår at skildre det gennem sin kunst. Han bidrager med nye og spændende udtryksformer, som har på samme tid klare referencer til kunsthistorien. Herigennem debatteres kunsten som medie og eksistentielle forhold med en særlig distance og ironi, der giver plads til refleksion og eftertanke.
Det er kunst med kant.
Gardar Eide Einarsson (1976)
Den norske konceptkunstner Gardar Eide Einarsson er født og opvokset i Oslo, men bor og arbejder i dag i Tokyo. Her har han boet de seneste fire år efter 12 år i New York, hvor han både studerede og arbejdede med kunsten.
Gardar Eide Einarsson har en lang uddannelse inden for det kunstneriske felt, hvor han har arbejdet og eksperimenteret med mange forskellige stilarter og materialer. Fra 1996 – 2003 har han uddannet sig fra tre forskellige kunstskoler i både Bergen, Frankfurt og sidst New York. Her har han blandt andet beskæftiget sig med Fine Art, Arkitektur og Urbane studier.
Praktisk information
Udstillingen med Gardar Eide Einarsson løber frem til den 17. maj, hvorefter der kommer en ny udstilling med det svenske kunstnerpar Nathalie Djurberg & Hans Berg.
Bliv klogere på ARoS nye tiltag og udstillingen med Gardar Eide Einarsson her.
http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2015/gardar-eide-einarsson/