Tommy Heisz har talt med fotokunstner Jacob Juhl

MOTIVERNE BETYDER INTET, REGLERNE BETYDER ALT
Af Tommy Heisz
Med fotoudstillingen Draw | Align, der blev vist denne sommer på Galerie Pi, udforsker Jacob Juhl reglernes rum.

Motivernes komposition tjener udelukkende som basis for fysiske greb, og alle værkerne er resultatet af en række strenge regler, kunstneren har stillet op for sit arbejde. Her fortæller han hvorfor.

 

- Du har stillet nogle meget klare regler op for dig selv. Hvad vil du gerne opnå med det?
Reglerne er ment som inspirerende benspænd. Som en måde at lade noget uforudset vokse ud af en snæver begrænsning. De her værker var simpelt hen ikke blevet skabt, hvis jeg ikke havde opstillet regler for den skabende proces.

Da jeg for over et halvt år siden tog de første fotos til udstillingen, havde jeg en klar idé om, at de skulle have en fælles arvemasse. Alle fotos skulle have noget til fælles, som ikke var at finde i motiverne men udelukkende i kompositionen.

Denne regel har undervejs smittet af på arbejdet med alle andre dele af udstillingen. Det er endt med, at der er regler for næsten alting.

- Hvordan kommer det konkret til udtryk i værkerne?
På fotografierne kan man for eksempel se det i den gennemgående linje i nederste eller øverste femtedel af billedfladen. Linjerne giver en form for fælles rytme, der binder alle billederne sammen uanset de oprindelige motiver.

De fysiske greb er blevet meget mere stringente end på tidligere værker, således at jeg nu kun arbejder med ét greb ad gangen på en gruppe af værker.

I arbejdet med titlerne har jeg opstillet den regel, at de alle skal være på præcis 26 tegn inklusiv mellemrum. I det engelske alfabet er der 26 bogstaver, 26 grundelementer ud fra hvilke alle tænkelige engelske ord og sætninger kan skabes.

De 26 tegn bliver en container med fast størrelse, hvor alt kan lade sig gøre, men hvor der skal arbejdes målrettet for at finde meningsfulde titler. Der opstår dermed også en række titler med samme grafiske egenskaber i kraft af deres længde, og derudaf skabte jeg et “titel-digt”, hvor de fire grupper af værker har hver deres linje.

Sat oven over hinanden skaber de fire titler en grafisk form, et rektangel, som også indgår i udstillingen. Hele denne del er kraftigt inspireret af systemdigtning, som den kom til udtryk hos bl.a. Inger Christensen, Per Højholt m.fl.

 
- Hvordan adskiller de her værker sig fra dit tidligere arbejde?
Jeg har fokuseret meget mere på ren komposition og på indbyrdes sammenhæng mellem værkerne, end jeg har gjort førhen, og på regler og systemer.

Det er et nyt tiltag. Det har været undervejs i et lille års tid, hvor jeg langsomt har udviklet mig fra selvportrætter med identitetstemaer, til der hvor jeg er nu.
 
- Ubøjelige regler kan godt medføre firkantethed og kulde. Hvordan undgår du det?
Jeg er jo meget inspireret af de amerikanske minimalister i 60’erne, fx Donald Judd, Sol Lewitt og Robert Morris, men er samtidig meget bevidst om ikke at gå ind i den blindgyde, som ren minimalisme kan føre til, faren for hurtigt at udtømme mulighederne for at udtrykke noget som helst.

Der skal være noget poesi i billederne, for at de kan blive ved med at sige mig noget, det fine menneskelige element, det taktile, så værkerne ikke bliver kolde industri-produkter. I den henseende er jeg inspireret af Eva Hesse og Agnes Martin, der også arbejdede med et minimalistisk formsprog, men meget stofligt og poetisk.

 
- Hvor meget betyder motiverne i dine fotografier?
Ingenting! Når jeg fotograferer, forsøger jeg at slå min refleksion helt fra og kun se interessante linjer, former, rumligheder og materialer.

Det kommer næsten af sig selv, når jeg på forhånd har vedtaget, at der for eksempel skal være en horisontlinje et bestemt sted i billedet. Så er det ligegyldigt om der er tale om den smukke islandske natur eller undersiden af et Ikea-bord.

Når jeg får billederne printet ud, ser jeg dem i endnu højere grad som rene flader eller kompositioner, som jeg kan arbejde videre på, og så er motivet trådt helt i baggrunden. Jeg oplever imidlertid, at mange mennesker reagerer på motiverne – naturligt nok, fordi det jo er en slags fotografier, og så går den reflekterende del af hjernen i gang helt automatisk.

Det synes jeg er interessant - jeg gør alt, hvad jeg kan for at gøre motivet irrelevant, men den menneskelige hjerne kan slet ikke lade være med at tolke eller prøve at forstå, hvad motivet er eller hvor det kommer fra.
 
- Bør beskueren kende til reglerne eller kan man bare gå til værkerne uden forudsætninger?
Reglerne er en vigtig del af tilblivelsen. Hvis man kender til dem, vil man givetvis få mere ud af at værkerne. Men det er min intention, at værkerne skal fungere på egen hånd.

Der skal helst være en helt umiddelbar reaktion hos publikum, noget som kan skabe fascination eller nysgerrighed. Så skal der også ligge en dybde, en ekstra dimension i værkerne, som kan stå mål med denne nysgerrighed.

Denne dybde ligger i reglerne, systemet, hvordan alle sammenhænge i udstillingen er opstået ud fra nogle simple dogmeregler.
 

Jacob Juhl er født 1973 og er uddannet i informationsvidenskab og multimediedesign. Han har siden 2009 beskæftiget sig med foto-kunst i forskellige afskygninger. Juhl har deltaget på en række censurerede udstillinger, bl.a. KE12, KP12 og “Til kanten…” på Danmarks Fotomuseum, samt udstillingerne ”Pix” i Kunstbygningen SAK og “REmantics” på galleriV58.

I januar 2015 har han en separatudstilling på Galerie Martin Mertens i Berlin. Man kan bl.a. se hans værker på Galerie Pi. 

www.galeriepi.dk 
www.jacobjuhl.dk