Indkøbskurven er tom.
Grotesk grafik
Udstillinger & Omtaler

51 små groteske fortællinger på 3. sal på ARoS.

GROTESK GRAFIK

3. december 2014

Anmeldelse af Tina Kristensen.

Lige nu kan du opleve 51 små groteske fortællinger på 3. sal på ARoS.

Med værker der spænder fra danske kunstnere som Svend Wiig Hansen, Julie Nord og Jørgen Boberg til internationale navne som Picasso og Miró er GROTESK, trods sin beskedne størrelse, en udstilling med mange forskellige udtryk. Og netop denne forskellighed gør udstillingen interessant.


Maria Struzik-Krull, Nietoperz, flagermus,1977

Mangeartede udtryk
Grafik forbindes af mange med et noget ensartet look, men der er et væld af muligheder for at udtrykke sig forskelligt med mediet. Det ser man tydeligt på denne udstilling.

Svend Wiig Hansens grove ekspressive streger adskiller sig markant fra Maria Struzik-Krulls poetisk beskrevne flagermus. Julie Nords detaljerige skarpt optegnede univers trækker i en helt anden retning end Picassos ekspressive streg. Når man ser de mange udtryk side om side, oplever man de enkelte værker desto bedre – i kraft af forskellighederne.       

Overskueligt og fint
Det er ikke en pompøs og omfattende udstilling, men et lille overskueligt indblik i det groteske som det fremstår i en række kunstneres grafiske værker.  

Blandt de udstillede værker finder man Jørgen Bobergs smukke serie om Ledas rejse. Bobergs grafiske værker er detaljerige og skæve med alle deres finurlige detaljer. Menneske og dyr smelter sammen og skildres i eventyrlige surreelle landskaber.   


Julie Nord, Uden titel, 2012

Et godt udvalg
Man kunne sagtens have tænkt sig en større ophængning med fokus på emnet, men på den anden side så er de 51 værker velvalgte og tegner et billede af, hvordan kunstnerne på forskellig vis bruger groteske figurer.

De buede vægge og børneworkshoppen, der holder til på samme etage gør, at det omgivne rum får karakter af gennemgangsrum, men det gør egentlig ikke noget. På en eller anden måde indbyder det skæve rum én til at bevæge sig rundt og se værkerne i lige netop det tempo man foretrækker.


Pablo Picasso, Le Faune, 1958  

Træsnit eller ætsning
Min eneste anke er, at man på udstillingen ikke oplyser hvilken grafisk teknik, der anvendes på de enkelte værker. Måske er det kun de mere teknisk interesserede gæster, der ser det som en mangel, men jeg savnede info om de forskellige værker var for eksempel et træsnit, en akvatinte, en monotypi eller noget helt andet.  

Selvom der er meget andet godt på programmet på ARoS, så stik alligevel hovedet forbi grafikken. Et lille hjørne med små groteske perler.  


Jørgen Boberg, Ledas rejse, falkoner i landskab, 1971

Udstillingen kan ses på ARoS frem til d. 4. januar

http://www.aros.dk/

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig