Indkøbskurven er tom.
"Som forvandlet. Antik skulptur i farver" på Glyptoteket
DEN HVIDE LØGN OM ANTIKKENS SKULPTUR
OMTALE
20. november 2014
Af Anna Sofie Hillersborg
Forestillingen om den rene, hvide, græske antik, har i århundreder gennemsyret vores forståelse af den vestlige kultur. Men Glyptoteket viser med den aktuelle udstilling, ”Som forvandlet. Antik skulptur i farver”, at det slet ikke er det sandfærdige billede. Antikkens kunst var ét stort spraglet farvecirkus.
Hvis man, som jeg, holder af at slentre gennem Glyptotekets mageløse samling af antikke marmorskulpturer, hensættes man let til en forestilling om antikken, som en periode af hvid, ophøjet skønhed. Men det er en fundamental historisk fejlslutning, at forestille sig antikken som en glansperiode af et renset udtryk i hvid marmor. Anvendelsen af farver på skulpturer og bygningsværker, var en realitet i antikken. Men det at skulle prøve at se det antikke Athen for sit indre øje, som en by med strålende, regnbuefarvet arkitektur er et billede, der vender vores kulturelle selvforståelse fuldstændigt på hovedet. Tanken om at Athens og Roms prominente og hellige bygninger, har været bemalede i stærke farver og til forveksling har lignet Poul Gernes’ farveeksplosion på Palads Biograf i København, virker ret chokerende.
Antikkens kulørte udtryk vil for mange være old news, for allerede i 2004 viste Glyptoteket en udstilling om antikkens farvede skulpturer. Men selvom man er bekendt med marmorskulpturernes oprindelige fremtræden, er følelsen af fremmedhed alligevel slående, når man står overfor rekonstruktionerne i Glyptotekets sale.
Peplos-koren Z01, rekonstruktion c, Athen, 540 f.v.t. (2011), kunstmarmor. H: 130 cm., Stiftung Archäologie, München
Pansertorso (rekonstruktion], Akropolis. 460 f.v.t. (2005), kunstmarmor. H: 57 cm., Stiftung Archäologie, München
Det hvide ideal
Vores forestilling om den hvide antik, har været med til at forme vores kultur gennem århundreder og har bidraget til den vestlige kulturs opfattelse af sig selv som overlegen i forhold til andre kulturer. Man mente at det var i antikken, at mennesket første gang undlod at bemale den tredimensionale kunst og dermed hævede sig over det primitive og barbariske. Bemalingen af de tredimensionale kunstarter har netop været et fællestræk for alle andre kulturer.
Men selvom fortællingen er falsk er den alligevel blevet fastholdt og dyrket gennem kunsthistorien og derfor er det vestlige skulpturideal hvidt. For de kunstneriske bevægelser, som dyrkede antikken som et forbilledligt kunstnerisk højdepunkt, var forestillingen om den hvide skulptur helt fundamental. At forestille sig Michelangelo, Canova og Thorvaldsens skulpturer dekoreret med stærke, mættede farver er utænkeligt. Ligeledes er den klassicistiske arkitektur baseret på forestillingen om den ophøjede og enkle hvidhed.
Kejser Caligula, 37-41 e.v.t., marmor. H: 28 cm., Ny Carlsberg Glyptotek
Kejser Caligula (rekonstruktion), 37-41 e.v.t. (2011), marmor. H: 28 cm., Archäologischen Institut der Universität Göttingen og Stiftung Archäologie, München
Marmorets symbolik
Til marmorets hvidhed knytter der sig en række ideologiske associationer og det bruges ofte til at kommunikere civilisation, demokrati og autoritet. Man kan bare tænke på Det Hvide Hus og det utal af retsbygninger og magtinstitutioner, der opføres i hvid marmor.
Desuden tillægges antikkens marmorskulpturer værdier som åndelighed, det ideelle og universelle, ophøjethed og autoritet i kraft af deres hvide overflade, men man må huske på, at det er eftertidens refleksioner og ikke antikkens egen fortælling om marmoret. For oldtidens græske kunstnere var farverne derimod udtryk for naturalisme, sanselighed og skønhed.
Et nyt forskningsfelt
Glyptoteket har i forhold til forskning i polykromi (dvs. anvendelsen af farver på skulpturer og bygningsværker) gennem en årrække været førende i et internationalt perspektiv og man fornemmer da også tydeligt, at der ligger et omfangsrigt forskningsprojekt til grund for udstillingen.
Med de 120 udstillede originalværker og rekonstruktioner, som dels er museets egne samt lån fra udlandet, fortælles den farvede skulpturs historie i en kronologisk arrangeret opsætning. Udstillingen har et videnskabeligt blik på farverne i forhold til teknologiske undersøgelser og det er ikke helt let tilgængeligt, men i min optik gør det ikke spor. Det er interessant at få indblik i et forskningsfelt, der først indenfor de seneste 10 år, er blevet taget alvorligt.
Da skulpturerne blev gravet frem, var størstedelen af farvepigmenterne med tidens gang svundet og kun deres nøgne overflade stod tilbage. Men allerede for to århundrede siden, fandt man ved udgravningerne tegn på farvepigmenter på buster og skulpturer, men man havde selvsagt ikke de teknologier, man i dag har til udforskning af arkæologiske fund. Så blandt fagfolk har der i lang tid hersket kendskab til teorierne om de bemalede figurer, men man har ikke haft travlt med at udbasunere den nye viden.
Chios-koren med bevarede farvespor (rekonstruktion), ca. 520 f.v.t. (2012), krystallisk akrylglas. H: 55 cm., Stiftung Archäologie, München
Historisk kortlægning
I udstillingens kronologiske opsætning føres man fra de egyptiske skulpturer til de arkaiske og klassiske græske over de romerske og frem til hellenismen. På den måde får man indblik i den udvikling, der sker i forhold til måden at bruge farven på, som udvikler sig i takt med stilforandringerne. Med enkelte eksempler på skulpturer fra nyere tid, trækkes der kunsthistoriske linjer op til også moderne tiders bemalede skulpturer, som eksempelvis Jean-Léon Géromes bemalede buste fra 1895 af skuespilleren Sarah Bernhardt. Men man får et klart indtryk af, at den bemalede skulptur, efter antikken, aldrig rigtig har vundet fodfæste i den vestlige kunst.
Den hvide løgn
Man kan hovedsagligt tilskrive udbredelsen om, at antikkens hvide marmorskulpturer er højdepunktet i europæisk kunsthistorie til den tyske kunsthistoriker Johann Joachim Winckelmann (1717-1768). Han var en pioner inden for klassicismen og forskede i græsk skulptur. Han skrev en række indflydelsesrige skrifter, hvor han beskrev formens ophøjede renhed i den klassiske græske skulptur, som havde stor indflydelse på hans samtid og har inspireret mange i eftertiden.
Men det har inden for de seneste år vist sig, at Winckelmann rent faktisk kendte til skulpturernes farver. Han gjorde som den første opdagelsen af skulpturernes farvepigmenter et halvt år inden sin død. Den nyerhvervede viden havde han tænkt sig at udfolde i andenudgaven af hovedværket, “Geschichte der Kunst des Alterthums”, men de skelsættende notater som Winckelmann efterlod sig, blev negligeret og bortcensureret af de personer, som tog vare på det manuskript, som han ikke selv nåede at publicere. Derfor blev Winckelmann betragtet som kilden til fortællingen om den hvide antik og farveteorien gik i glemmebogen.
Den konklusion, som Winckelmann sammenfattede inden sin død, er først blevet udgivet inden for de seneste år. Men man betragter ham nu som den kunsthistoriker, som for første gang blev opmærksom på antikkens bemalede overflader.
Et nyt blik
Det er fantastisk at se de farvelagte rekonstruktionerne i tre dimensioner, som giver en helt anden forståelse for skulpturernes udtryk, end hvad man kan fornemme, når man ser det gengivet på illustrationer. Fordi det er uvant for os at se bemalede skulpturer, vækker det en interesse, fascination og forundring, når man ser dem i virkeligheden.
Det er en vigtig udstilling, som er med til at revidere vores forståelse af antikken og vores egen kulturelle selvforståelse.
Løve fra Loutraki, Grækenland. ca. 570-560 f.v.t., Kalksten. H: 53 cm. L: 100 cm., Ny Carlsberg Glyptotek
Løve fra Luotraki (rekonstruktion), Grækenland, ca. 570-560 f.v.t. (2003), gips. H: 53 cm. L: 100 cm., Ulrike Brinkmann and Glyptothek München, Ny Carlsberg Glyptotek
Som forvandlet. Antik skulptur i farver, Ny Carlsberg Glyptotek, København V. Udstillingen kan ses frem til d. 7. december 2014
