På Hayward Gallery i London kan man for tiden opleve udstillingen "Mirrorcity: London Artists on Fiction and Reality".

Storbyens spejlkabinet
Af Christine Løkkebø

REPORTAGE: 
På Hayward Gallery i Londons Southbank Center kan man indtil januar næste år opleve udstillingen ”Mirrorcity: London Artists on Fiction and Reality”, hvor 23 London kunstnere udfordrer virkelighedsopfattelsen anno 2014.

For hvordan forholder vi os til virkeligheden i en digital tidsalder, hvor grænserne mellem det fysiske og det virtuelle rum bliver mere og mere flydende?

I forbindelse med udstillingen talte kuratoren bag, Stephanie Rosenthal, med den London-bosatte forfatter Tom McCarthy. Han refererede til London som en ’overflade for projektioner’ og konkluderede: ”London doesn’t really exist.” London eksisterer ikke.

Når jeg denne dag vikler mig ind og ud af menneskestrømmen langs Thames flodens sydlige bred, i midten af den by jeg som barn fik at vide, var på størrelse med Fyn (det var en størrelse man kunne forholde sig til) og med et indbyggertal der er næsten 20 gange så højt, føles det nu som om London eksisterer ret meget. Men det bliver der snart vendt op og ned på.  

Den moderne udstilling

”Har du en telefon?” spørger den kvindelige vagt der lukker mig ind i ustillingsrummet.
Ja, må jeg svare, men garanterer hende i samme åndedrag for, at den er på flytilstand. Der er nemlig teknik, og meget af det, inde i udstillingen og flere gange får man at vide at telefonsignaler kan påvirke de udstillede værker.
Og nej, der må heller ikke tages billeder, men visuelle indtryk er der også nok af på de tre plan ”Mirrorcity” strækker sig over.

I en tid hvor særligt to ords samhørighed diskuteres; ’oplevelsesøkonomi’ og ’kunst’, ligger ”Mirrorcity” sig komfortabelt midt ind imellem de to.
Man oplever en hel masse på udstillingen, og der er konstant stemmer, lyde, skæve skærme, høretelefoner der skal af og på, ting man skal ind under og udenom, og noget man skal stå i kø til.
Desuden krydres der med ugentlige performances, hvor flere værker vækkes yderligere til live. Og så er der talks og bøger der kan læses.

Men er der et sted, hvor alt dette passer rigtig fint sammen med kunsten er det her, for ”Mirrorcity” er egentlig bare alt det vi bevæger os i til dagligt, i koncentreret form.

Det man ser ud af øjenkrogen

Lige som ude på den anden side af de vægge man nu befinder sig indenfor, er meget af det man ser, rent faktisk ikke ting man ser.
Dette aspekt udfordrer Ursula Mayer i et rum med mørkerøde vægge og dæmpet belysning. Spredt i rummet er montre og piedestaler med glasskulpturer der mikser det rent abstrakte med virkelighedstro elementer fra menneskekroppen; læber og hjerte. Igennem alt glasset, ser virkeligheden forvreden ud og denne kalejdoskopiske oplevelse fortsætter i de to film (”Medea”, 2013 og ”Gonda”, 2012) der vises synkront og alligevel isoleret fra hinanden, på hver sin væg. Mens man ser den ene, flimrer den anden ubevidst i øjenkrogen og man opnår aldrig helheden af nogle af dem.

Ursula Mayer, "Gonda", 2012 © the artist, 2014 Courtesy Galerie Juliètte Jongma, Amsterdam; Krobath, Wien|Berlin    

Begge film præsenterer et fragmenteret univers, der bevæger sig i krydsfeltet mellem køn, virkelighed og fiktion. På trods af mytisk og filosofisk inspiration, bliver de to film i samspil mere som en kommentar på et visuelt bombardement og på hvordan man oplever i brudstykker.

Hele udstillingen er rumopdelt af tekstiler der hænger ned fra loftet i flere lag semi-transparent materiale. Som for at understrege grænselandet og virkelighedspejlingerne, forvirres blikket af værktitler og kunstnernavne, der set fra bagsiden af stoffet, staves baglæns. Hayward Gallerys brutalistiske stil med betonoverflader, skæve vinkler og planer bidrager yderligere til desorienteringen og man får en fornyet opmærksomhed på de rum man bevæger sig i.

Indre og ydre virkelighed

Et værk der gør desorientering til et nøgleord er Laure Prouvosts ”The Artist” (2010), som man finder ved at kante sig ind af en ikke-dør og dukke sig under en svævende sandsæk – eller hvad det nu var. Tingene som sådan spiller nemlig ikke nogen afgørende rolle her. Det gør til gengæld det, at det lille rum er spækket med genstande, halve som hele.

De hænger ned fra loftet, står labyrintisk på gulvet og kommer ud af væggene på de mindst tænkelige steder.

Laure Prouvost "The Artist", 2010, multi screened video installation, mixed media and back projection dimensions variable installation view Frieze Art Fair, London courtesy of the artist and MOT International London & Brussels

Når man har forvildet sig ind i rummets midte, i en bevægelsesseance Tom Cruise ikke kunne have gjort bedre i ”Mission Impossible” (”Please don’t touch”), kan man sætte sig på en bænk og se på en skærm, hvor ligeledes mere eller mindre udefinerbare billeder flimrer forbi. Samtidig er der en tændt skærm bagved og ved siden af og kunstnerens talende stemme kommer fra flere uidentificerbare steder.

Værket skal forestille kunstnerens studie, men det kunne ligeså vel være et hjem. Tingene der er over det hele findes muligvis ikke i virkeligheden, men er snarere en persons indre virvar af sanseindtryk og oplevelser. I dette bombardement af ting, mærker man hvordan samfundet følger med ind over dørtærsklen.

Rum i rummet

Ved at krydse en anden og mere virkelig (selvom dette begreb på daværende tidspunkt er en smule sløret) dørtærskel ud til en kunsthallens terrasser, står man midt i både Londons aktivitet og larm og Anne Hardys scenografiværker som f.eks. ”Cipher” (2007), ”Suite” (2012), eller ”Building” (2006).

Anne Hardy, "Cipher", 2007, Installation view, MIRRORCITY at Hayward Gallery 2014. Photo: Linda Nylind.

Værkerne består af en scenografisk installation, der er affotograferet i naturlig størrelse og siden destrueret. Det man som beskuer oplever, er altså blot en kopi og en ’fake’ der imiterer virkeligheden. I billboardstørrelse står de store plancher ryg mod ryg og afslører deres kunstighed med et skelet af ubehandlet træ og beton.

Hardy har endnu et værk inde i salene hvor et rum er bygget i det eksisterende rum. En massiv containerlignende konstruktion af en kasse, der ikke gør helt klart om man kan gå ind eller ej. Det kan man godt. De tomme og hærgede rum ligner baggrunden til de fotograferede værker man kunne opleve udendørs. Rummene står tilbage som et forladt sted der måske engang har været noget.

Anne Hardy, "Rift", 2011, diasec mounted c‐type print © Anne Hardy, Camden Arts Centre. Courtesy Maureen Paley, London

Rum i rum er i det hele taget et tilbagevendende tema som altså både Prouvost og Hardy, men også Katarina Palmer (”Reality Flickers”, 2013) og Tai Shani (”Dark Continent”, 2014) arbejder med. Sidstnævnte har i en installation bag glas og med pink bjergformationer, lavet en ’allegorisk verden for kvinder’.

Tai Shani "Dark Continent", 2014, Installation view, MIRRORCITY at Hayward Gallery 2014. Photo: Linda Nylind.

Disse rum og allegoriske verdener skaber en collagelignende effekt, der sender tankerne til, ja, netop tankerne. Altså den verden vi hver især stykker sammen af både det omgivende samfund såvel som virtuelle universer.

Mirrorcity

Når Tom McCarthy siger at London ikke eksisterer, taler han naturligvis i metaforer.
I virkeligheden er det vel heller ikke bare London, men alle moderne storbyer der med McCarthys ord er ”overflader for projektioner” frem for ren eksistens i sig selv.

Der er ikke noget at sige til, hvis man bliver en smule groggy undervejs. Det er de helt store spørgsmål, der er på spil her; hvor ophører jeg og hvor begynder samfundet? Hvad er virkelighed og hvad er fiktion?

”Mirrorcity” giver publikum noget at tygge på og udstillingens oplevelser spejles mere eller mindre ufrivilligt i omgivelserne, når man atter en gang bevæger sig ud i menneskemylderet. Ud til den verden hvor man atter må fotografere - med eller uden ’selfie-stativ’ – og dele på virtuelle sociale medier alt imens man går over en bro i den ”virkelige” verden. 

Udstillingen løber til 4. januar 2015

mirrorcity.southbankcentre.co.uk

FOKUSBILLEDE: Anne Hardy "Suite", 2012 diasec mounted c‐type print © Anne Hardy, courtesy Maureen Paley, London