Indkøbskurven er tom.
Wonderworld
Scene, Film & Bøger

Kunstneren Marianne Grønnow er aktuel med udstillingen Wonderworld på VejleMuseerne - Kunstmuseet frem til 18. januar.

WONDERWORLD

28. oktober 2014

Reportage af Helene Olesen 

VejleMuseerne - Kunstmuseet byder for tiden på en poetisk totalinstallation med værker af Marianne Grønnow. Med æstetik, lyde, lys og dufte inviteres gæsterne ind i en eventyrlig verden.

Latteren er ikke til at tage fejl af bag de sorte gardiner, hvor udstillingen, Wonderworld ligger gemt. Små sko og sokker ligger henkastet foran indgangen. Det er tydeligt at en hel hær af børn har kastet sig ind i udstillingen. Museet opfordrer til, at gæsterne tager skoene af, så udstillingen kan indtages med alle sanserne, også følesansen. Jeg stiller derfor sko og sokker inden jeg træder ind bag de mørke gardiner.

Her omslutter det mørke sand mine tæer, hvilket gør, at jeg føler mig som en del af udstillingen. Mens jeg borer fødderne godt ned i sandet, kigger jeg mig omkring og fornemmer det lukkede rum, der omslutter mig med forunderlige figurer i sarte farver. En børnehave kaster sig rundt i sandet mens de leger og udforsker rummet. Nogle tegner med kridt på de sorte tavler, der er klistret op på væggene. Andre er gået på opdagelse i sandet, hvor der ligger små sorte æsker, der gemmer på forskellige overraskelser.


Udstillingen Wonderworld af Marianne Grønnow på VejleMuseerne - Kunstuseet, 2014. Foto: VejleMuseerne - Kunstmuseet. 


Udstillingen Wonderworld af Marianne Grønnow på VejleMuseerne - Kunstmuseet, 2014. Foto: VejleMuseerne - Kunstmuseet.
 

Installationer i træ

Det mest bemærkelsesværdige i udstillingen, udover det sorte sand, er en række runde træskulpturer i forskellige størrelser. Nogle er så store, at man kan kravle ind i dem. Nogle gemmer på bowler med vand og planter og andre noget helt tredje.

Derudover er der en anden gennemgående figur i udstillingen. Det ligner mest af alt stalagmitter, som leder mine tanker hen på store underjordiske grotter. Udformningen er noget jeg forbinder med uhygge og mystik, men på udstillingen bærer de en guldfarve, der i stedet for uhygge bidrager til et eventyrligt univers.


Udstillingen Wonderworld af Marianne Grønnow på VejleMuseerne - Kunstmuseet, 2014. Foto: VejleMuseerne - Kunstmuseet. 


Udstillingen Wonderworld af Marianne Grønnow på VejleMuseerne - Kunstmuseet, 2014. Foto: VejleMuseerne - Kunstmuseet. 


Udstillingen Wonderworld af Marianne Grønnow på VejleMuseerne - Kunstmuseet, 2014. Foto: VejleMuseerne - Kunstmuseet. 

 

En verden af lys, lyde og dufte

Wonderworld pirrer fantasien med magiske figurer, former, materialer, lyde og dufte. Genstandende i de mørke rum lyser op og skaber selve rummet. Det er en anderledes verden, der er svær at definere. Er det en ørken eller en grotte? Et fremmed land eller en ukendt planet? Det er ikke til at sige. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Det eventyrlige univers stimuleres i høj grad af de lyde, der eksisterer i udstillingen. Marianne Grønnow har skabt en unik totalinstallation i samarbejde med to andre kunstnere.

Lydværket er komponeret af den danske komponist og DJ, Katrine Ring, som blandt andet er kendt for at dekomponere reallyde, så der opstår nye sammenhænge, som hun har kombineret med klassisk musik.

De finurlige figurer iscenesættes i udstillingen ved hjælp af et særligt lysdesign skabt af Jesper Kongshaug. Han har høstet stor anerkendelse for sine særlige lysopsætninger på både danske og udenlandske teatre og operaer.

Da jeg går rundt på opdagelse i udstillingen, lægger jeg mærke til nogle små sorte bokse, der er installeret på væggene. Det er disse, der udsender forskellige dufte rundt i udstillingen, der i kombination med de andre elementer skaber en forunderlig  følelse. Rummet forsvinder og en verden træder frem. Jeg glemmer helt, at jeg befinder mig på VejleMuseerne - Kunstmuseet en grå oktoberdag.


Udstillingen Wonderworld af Marianne Grønnow på VejleMusserne - Kunstmusset, 2014. Foto: VejleMuseerne - Kunstmuseet. 

Fælles vision

Udstillingen Wonderworld er en del af et anderledes tiltag, som flere jyske museer er gået sammen om. Planen er at skabe kunst, der rammer bredt og som især også favner det yngre publikum. Ved at inddrage flere sanser i udstillingen får publikum flere muligheder for at opleve og indtage kunsten. For børn kan det virke mere stimulerende, hvis alle sanser kommer i spil. Samtidig er der også en høj grad af æstetik i udstillingens skulpturelle skabninger, lyde og dufte, som gør at udstillingen ikke kun favner børn, men alle aldersgrupper.

Skatte i sandet

Flere aktiviteter er inkorporeret i udstillingen, blandt andet en form for skattejagt. Rundt i udstillingen er der gemt små sorte æsker i sandet, som børnene kan grave efter. Æskerne indeholder forskellige genstande, som man kan tage ud og røre ved. De forskellige genstande kan være sten, krystaller, fossiler og potteskår. Ting der kommer fra den planet, som vi lever på. Det er muligt at læse sig til ekstra viden om de forskellige ting i æskerne, blandt andet hvor genstandende oprindeligt kommer fra.

Der stilles også kridt til rådighed, som kan bruges til at udvikle udstillingen. På væggene, som omslutter udstillingen er der påsat sorte tavler udformet som store bjerge. Her er det meningen, at man kan bruge kridtet til at tegne sit eget eventyr.


Udstillingen Wonderworld af Marianne Grønnow på VejleMuseerne - Kunstmuseet, 2014. Foto: VejleMuseerne - Kunstmuseet. 

Marianne Grønnow

Marianne Grønnow (1962) er kendt for sine kunstneriske og eventyrlige universer. Hun bestræber sig på at skabe æstetiske og poetiske værker, der på en og samme tid skaber nysgerrighed og vækker undren. Æstetik er en væsentlig faktor i hendes værker, hvilket har været medvirkende til, at hun har stået for flere udsmykningsopgaver blandet for Københavns Universitet og Tuborg.  

Marianne Grønnow er uddannet kunster fra Det Kongelige Kunstakademi i Danmark i perioden 1986-93. Herefter studerede hun dans, teater og performance i tre år.

Hendes kunstneriske arbejde er flere gange bliver honoreret med priser og legater.

Udstillingen kan ses på VejleMusserne - Kunstmuseet frem til d. 18. januar. Læs mere om udstillingen her.

http://www.vejlekunstmuseum.dk/

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig