Indkøbskurven er tom.
Fotografisk Center sætter fokus på de skandinaviske og nordiske landskaber
INDRE OG YDRE LANDSKABER
Artikel af Louise Jørgensen
Med udgangspunkt i fotografiet sætter Fotografisk Center fokus på de nordiske og skandinaviske landskaber. Udstillingen består af fem unge nordiske fotokunstnere, der hver i sær har en holdning til det mentale og fysiske landskab.
Artiklens indhold er skabt på baggrund af deltagelse i Fotoforum d. 4. september, hvor Ditte Knus Tønnesen og direktør for Brandts, Mads Damsbo, gik i dialog om kunst og sandhed og Tonje Bøe Birklund og Kurator, Kirstine Schiss Højmose, samtalte om landskabets nostalgi og beskuerens rolle.
Skildring af sandheden
Landskabet har igennem tiden dannet baggrund for mange kunstneriske motiver. Som romantisk idé, historisk kategori, mytisk fortælling om vores oprindelse eller som teknisk konstruktion, udsat for menneskets indtrængning.
Modsat det malede kunstværk har fotografiet, siden dets fremkomst i 1830erne, været anset som en skildring af sandheden.
Fotomediet blev anset som en direkte gengivelse af det eksisterende motiv, uden penslens forskønnede og manipulerende strøg.
Siden fotografiets fødsel har der været en debat omkring dets forhold til den ellers herskende billedtradition. Nogle mente endda, at fotografiet ville ødelægge kunsten, hvis begge forblev kategoriseret under billedkunsten.
I dag ved vi, at fotografiet på lige fod med maleriet, er manipuleret og konstrueret. At fotografiet er skabt. På samme måde som kunstmaleren æstetiserer og framer landskabet med sin pensel, så gør fotokunstnere også brug af manipulatorer og iscenesættelser. Landskab og natur, er ikke altid naturligt.
Natur vs. mennesker
Danske Ditte Knus Tønnesen bruger fotografiet på en utraditionel måde. Der er langt til det klassiske landskabsfotografi, de blanke overflader fra fotopapiret og den typiske indramning på galleriets væg.
Gennem sine mixed-media installationer ønsker Ditte Knus Tønnesen, at lege med betragteren ved at lade øjet blive snydt. Hendes installationer er store sort/hvide(træfarvede) fotografier, af hvad der ved første øjekast synes at være naturlige landskaber, fremkaldt på store træplader.
Gennem forskydning af træpladerne, opnår værkerne en skulpturel fremtræden i rummet.
Ditte Knus Tønnesen. If You are Earth Then I am Water (Installation View). 2014. Venligst udlånt af Fotografisk Center.
Naturen er ikke altid naturlig
Ifølge Ditte Knus Tønnesen er vores første antagelse, at natur er naturlig. Mange, her måske særligt bymennesker, har fået for vane at opfatte og betegne den menneskeligt skabte park for ”naturen”.
Og dette på trods af at denne park er lige så lidt naturlig, som den asfalt vi med største selvfølgelighed betegner ”unaturlig”. Hvor motivet på Dittes Knus Tønnesens værker ligner natur, er motiverne langt fra naturligt fremkomne. Der er derimod tale om et stenbrug, der må betegnes som særdeles menneskeskabt.
Mennesket orienterer sig ud fra bl.a. synssansen. Når vi ser noget, genkender vi det ud fra nogle stereotypiske grupperinger, for derefter at placere det beskuede objekt i denne kategori.
Men med Ditte Knus Tønnesens installationer, ønsker hun, at vi skal have svært ved at finde den passende kategori. Vi vil først tænke, at vi ser på en fotografisk gengivelse af den vilde, utæmmede natur, for derefter at blive i tvivl.
Det er Ditte Knus Tønnesens ønske, at vi i det øjeblik hvor vi famler efter den sande gruppering, der hvor vi er i tvivl, kan nå en smule længere. At vi når et andet sted hen, hvor det er muligt at hæve abstraktionsniveauet. På denne måde leger Ditte Knus Tønnesen med fotografiets sandhedsmyte.
Ditte Knus Tønnesen ønsker at bruge fotografiet og kunstens kommunikative egenskaber til at få betragteren til at tage stilling til naturens fremtidige tilstand.
Mellem idyl og apokalypse
Norske Johan Berström forholder sig ligeledes kritisk til teknologiens indvirkning på naturen.
Johan Bergström. Pegan Postcards (Enslaved Excerpt # 04). 2011. Venligst udlånt af Fotografisk Center.
Med hans paganistiske postkort, der er en kombination af storladne norske landskaber og tekststykker fra norsk black metal, leger Johan Bergström med forholdet mellem idyl og apokalypse.
Black Metal er en genre der bryster sig af at være modpol til materialismen, civilisationen og teknologien. Derimod hyller black metal naturens oprindelighed, det ægte, autentiske og det præ-menneskelige. På samme måde som Ditte Knus Tønnesen stiller Johan Bergström sig kritisk over for menneskets indtrængen i den uspolerede natur.
Over de jomfruelige naturlandskaber svæver de kraftfulde budskaber: ”The Water is my Blood” og ”The Lands will Grow Back” som præ-kristne og præ-teknologiske sandheder fra en fjern fortid.
Plastikskov og kunstgræs
Hos den finske fotokunstner, Anni Leppälä, ser vi en nærmest sammensmeltning af kvindekroppen og den jomfruelige natur. Her bliver der igen leget med forholdet mellem det naturlige og det kunstige, når Anni Leppälä udskifter den naturlige skov med en i plastik.
Unni Leppälä. Untitled (Morning light). 2013. Venligst udlånt af Fotografik Center.
På samme måde, og alligevel komplet anderledes, er Islandske Ingvar Högni Ragnarssons skildring af de hårde konsekvenser ved den menneskelige manipulation af naturen. Hans blik og linse er fast rettet mod de skandinaviske realiteter og fungerer som en brat opvågning fra den romantiske drøm om den urørte natur.
Ingvar Högni Ragnarsson skildrer landskabets transformation. Motorveje der med vold tvinger sig igennem Islands grandiøse landskab, der efterfølgende ligger forladt hen.
Fraværet af det sublime, det vilde og smukke er så slående, at det nærmest resulterer i det modsatte. En gold, øde og forladt verden.
Ingvar Högni Ragnarsson. Foundation. 2004-11. Venligst udlånt af Fotografisk Center.
Kvindelig opdagelsesrejsende
Der er et mærkbart skift fra Ingvar Högni Ragnarssons’ skarpe realisme, til norske Tonje Bøe Birkelands klassisk skønne fotografier.
Tonje Bøe Birkeland. Plate #8 Hausdalshorgi. 2014. Venligst udlånt af Fotografisk Center.
Der er i langt højere grad tale om klassisk fotokunst, når Tonje Bøe Birkeland lader naturens sublime skønhed svømme over. Men der hvor Tonje Bøe Birkelands fotografier adskiller sig fra det klassiske landskabsfotografi, er gennem dets kvindelige perspektiv.
Med en enkelt googlesøgning, står det klart, at de der opdagede verden, var mænd. Fra David Livingstones Central Afrika, Abel Tasmans’ Tasmanien og New Zealand og Marco Polo’s Kina – ikke én kvinde var med, da verden ”blev opdaget” og dermed til.
Hvis naturen er den jomfruelige kvinde, så er dens betragter typisk manden. Det er gennem hans linse, og æstetik, at vi historisk set har haft adgang til naturens, og også kvindens, ynder.
Venligst udlånt af Tonje Bøe Birkeland. Fra Fotoserien "Tuva Tengel (1901-1985)".
Men norske Tonje Bøe Birkeland, lader sig ikke spise af med denne, i følge hende, fejlagtige antagelse. Igennem fire karakterer tager Tonje Bøe Birkeland os med på en rejse gennem tid og rum, til starten af forrige århundrede, hvor hendes kvindelige karakterer er med til at udforske verden.
Venligst udlånt af Tonje Bøe Birkeland. Fra fotoserien "Luelle Magdalon Lumiére (1873-1973)".
Om at skrive sig ind i historien
Luelle Magdalon Lumiére, der er den tredje karakter i rækken, er den udstillede karakter på Fotografisk Centers udstilling. Kvindedragten og de upraktiske lange gevandter, er erstattet af ridebukser, kikkert og eventyrlyst. Luelle Magdalon Lumiére indtager den mandlige position, som beskuer og opdager af de store vidder.
I kraft af at hun er afbildet med ryggen mod os, de eksterne betragtere, ser vi nærmest gennem Lumiéres øjne. Historien og myten om det 20. århundredes nervøse og sarte kvinder, erstattes her af nysgerrighed og handlekraft.
Ifølge Tonje Bøe Birkeland handler det om at tage magten tilbage. Ved at lege med beskuerrollen, forholder hun sig aktivt til, hvem der besidder retten til at iagttage hvem.
Venligst udlånt af Tonje Bøe Birkeland.Fra Fotoserien "Tuva Tengel (1901-1985)".
Den kvindelige, humane eventyrer er gået historiebøgerne forbi, for i stedet at være fyldt op med de drabelige historier om Pytheas rejse rundt om de britiske øer og Hanno fra Kathagos opdagelse ad Afrikas Nordkyst.
For Tonje Bøe Birkeland handler det ikke om at omskrive eller rekonstruere historien, men at fremkomme med en anden udgave eller fortolkning af den. En, hvor den kvindelige betragters blik over naturen, er ligeværdigt mandens.
Nostalgisk fortid
I samtalen mellem Tonje Bøe Birkeland og kurator, Kirstine Schiess Højmose, er der et særligt fokus på forholdet mellem fortid og nutid, samt vores nostalgiske forhold til naturen som ukendt territorium. Tonje Bøe Birkeland bruger fortiden som linse, til at se vores nutid.
Det er det tidsløse landskab der åbenbarer sig for vores og Luelle Magdalon Lumiéres øjne. Et landskab der tilsyneladende er uberørt af mennesket og teknologien.
Venligst udlånt af Tonje Bøe Birkeland. Fra fotoserien "Aline Victoria Birkeland (1870-1952)".
Rejsen
Særligt for Tonje Bøe Birkelands værker er hendes konstruktion af narrativer til hver af karaktererne. Hver af de fire kvindelige karakterer er skabt på én af Tonje Bøe Birkelands egne rejser rundt i verden.
Som supplement til de udstillede værker, har hun yderligere udformet en række breve, optegnelser, rejsebeskrivelser og artefakter fra karakterernes liv, hvilket er med til at sløre grænserne mellem fiktion og fakta.
Udstillingen kan ses i Fotografisk Center i Museumsbygningen, frem til 21. september.
Følg i øvrigt med i Fotografisk Centers nye netværksprojekt på bloggen: Nordic Exchange (nordicexchange.net) der sætter fokus på ung nordisk fotokunst.
