Tredje og sidste runde af Gl Holtegaards udendørs kunstprojekt "Secret Garden" er i fuld gang

Haven er en kulisse, Secret Garden III, Gl. Holtegaard

Af Christine Løkkebø

Når du drejer om hjørnet og træder ind i haven på Gl. Holtegaard, opdager du, i din nyfundne bevidsthed om dine skos møde med det knasende grus, at du er havnet et meget stille sted. Rundt om åbner himlen sig og den automatiske tinnitus af trafikstøj, der præger et liv i byen, erstattes af susen i træerne. 

Arkitekten Lauritz de Thura skabte Gl. Holtegaard i 1755. Det første han gjorde, var at anlægge en barokhave helt efter tidens forbillede fra Frankrig.

Haven blev senere omdannet efter 1800-tallets romantiske idealer, men i 2001 førte man den tilbage barokhaven efter Thuras visioner. Sådan fremstår den i dag.

Eller det vil sige, det gjorde den, indtil en gruppe samtidskunstnere rykkede ind og på egen måde gik i enten modsætningsfyldt clinch eller nydeligt samspil med havearkitekturen.

Samtidskunst og barokhave i dialog

Udstillingsserien ”Secret Garden” startede i 2012 med et mål om at få samtidskunst til at gå i dialog med det historiske haveanlæg. Denne sommer er det tredje, og dermed også sidste runde af projektet.

I alt har 19 kunstnere bidraget og i ”Secret Garden III” finder man både gengangere og nytilkomne med hele 12 værker på plakaten.

Det kan man dog ikke lige se ved første øjekast. Faktisk er der ikke umiddelbart noget der springer i øjnene som værende anderledes end hvad man kunne forvente af en barokhave. Foran hovedbygningen udfolder sig et nydeligt trimmet parterre og omkring dette strækker stier sig blandt høje buske for til sidst at ende ved havens grænse til den øvrige verden; markeret af høje lindetræer.

Det skulle da lige være den glasmontre, der er placeret i midten af den centrale akse foran parterret. I den ligger en hat, et forklæde og et sæt handsker. Eftersigende skulle gartneren iklæde sig sættet når han holder parterret ved lige. På denne måde får installationen et performativt twist og der rettes opmærksomhed mod gartnerens til- og fravalg i forhold til buskenes skæbne. Nu åbnes øjnene da også pludselig for, at der er flere ting, der ikke hørte hjemme i Thuras oprindelige plan. Parterret flankeres af yderligere tre montrer i gennemsigtigt plexiglas, der indeholder haveaffald. Alle er de en del af Camilla Berners stedspecifikke værk ”Composting Units”.

Camilla Berner - "Composting Units", Performer Phillip K. Phillipsen, Gl Holtegaard 2014. Foto: Jan Søndergaard

Legesyge forstyrrelser

Herefter transformeres havens pernitne perfekthed med værk på værk. En kanon der tidligere stod hen som et stivnet fortidslevn skyder nu en betragtelig mængde lilla blomster ud, så de  flyder ud over gruset (Peter Callesen, ”Growing on me”, 2013). Et bastant kar indeholdende en stor flydende sten, står stædigt i midten af en sti og forstyrrer dermed den oprindelige rute (Henrik Mennén, ”Stor sten”, 2014).

Og nu vi taler om at forstyrre ruter, så har Søren Lose med værket ”Secret Garden” (2014) også pillet ved den tiltænkte rute. Hvad der på afstand lignede en enorm trefløjet triumfbue lavet af de samme sirligt klippede buske man ellers ser i haven, er i virkeligheden en enorm trefløjet triumfbue lavet af camouflagenet, betonblokke og et skelet af industrielt fremstillede træbjælker.

Søren Lose - "Secret Garden", Gl Holtegaard 2014. Foto: Jan Søndergaard

Skal man følge barokkens idealer, så er der fokus på det nøje konstruerede og hver del af haven skal kontrolleres. Med ”Secret Garden” slår Lose fast med syvtommersøm, at det du ser, er en kulisse.

Får der er pink

Kulisselignende var også ”Hameau de la reine” på 1700-tallets Versailles. Det lille bondesamfund som den teaterinteresserede dronning Marie Antoinette fik stablet på benene, så hun i ro og mag kunne spille rollen som bondekone i det idylliske glansbillede. Et landbrug der nok lå ret langt fra det, man kunne finde i det resterende Frankrig på tiden.

På nutidens Gl. Holtegaard hiver vinden i en tot pink pels, der har sat sig fast i et ståltrådshegn. Hvis man ser sig omkring i det område hegnet omkranser, ser man flere pink uldspor i hegn og på træbjælker, der til sidst leder blikket ned til tre får, der står tæt sammen under et lille overdække. Egentlig er det utroligt, at jeg ikke opdager dem med det samme, for normalt er får hvide eller måske sorte eller brune. Men aldrig pink. Men det gælder ikke disse får, der nu også er blevet til et værk kaldet ”If the people have no bread Let them eat cake” (Fokusbillede).

Værket er skabt første gang i 2002 og titlen henviser til den sladder, der gik om Marie Antoinette. Med værket kommenterer Plenge tidens mere eller mindre absurde påfund i underholdningens navn. Blandt andet siges det at Marie Antoinette i sit bondesamfund havde lyserøde får gående.

Det stak muligvis lidt af for kreativiteten på Versailles, men det lille landbrug var faktisk et af de første steder i verden, til at tage højde for hygiejnespørgsmålet. Plenge Jakobsens får peger derfor også på, at bag absurditeterne, kan der ligge nye og værdifulde ideer.

”Det var som om der kun var os to i haven”

Nanna Debois Buhl tager helt konkret udgangspunkt i scener. Med inspiration fra kultfilm klassikeren ”I fjor i Marienbad” (1961) har hun skabt værket ”Havescener”, der består af 18 små skilte med citater, der nu udspiller sig i Thuras have.

På sin egen stilfærdige måde bliver skiltene ikke blot endnu et ’forstyrrende’ element, men også en trofast følgesvend på udstillingen, hvor de dukker op hist og her langs midteraksen.

Nanna Debois Buhl - "Havescener", Gl Holtegaard 2013. Foto: Gl Holtegaard

Forstyrrelser er egentlig også et forkert ord at bruge om værkerne. For på trods af det modsætningsfyldte: det moderne mod det gamle - er det egentlig ikke spor forstyrrende at opleve begge dele. Faktisk nærmere tværtimod. I mindre ”båse” afskærmet af høje hække, får man én til én oplevelser med værkerne. Nogle finder man ved et tilfælde, men man kan også orientere sig gennem det medfølgende kort, hvor alle værkerne er markeret.

”Et stille sted med kun få mennesker, faktisk ofte helt øde, især i dagens varmeste timer… om sommeren…”

Siger et af de små skilte og selvom der er flere mennesker i haven, er det faktisk meget den oplevelse, man får, når man går rundt.

”Havescener”s undseelige størrelse til trods, formår Nanna Debois Buhl at hive dig ud af solituden og værk og omgivelser går op i en højere enhed. Haven er en del af værket, værket er en del af haven, og du er midt i det.

Selve udstillingsbygningen er lukket frem til 22. august p.g.a. forberedelserne til udstillingen ”Venedig Syndromet – storhed og fald i kunstens Venedig”, men skulle man have lyst til at opleve Gl. Holtegaard før dette, er Secret Garden en tur værd i sig selv.  

Fokusbillede: Henrik Plenge - "If the people have no bread Let them eat cake", Gl Holtegaard, 2012. Foto: Jan Søndergaard   

http://www.glholtegaard.dk/