Indkøbskurven er tom.
Portræt af Marina Abramovic der i øjeblikket er aktuel med værket "512 Hours" på Serpentine Gallery i London
100 % opmærksomhed (på Marina)
- Af Christine Løkkebø
Kunstnere har alle dage haft en særlig status i samfundet. Man har betragtet dem som genier med næsten guddommelig styrke, man har hyldet den fattige boheme, der ofrede sig i kunstens navn og man har – måske vigtigst af alt – erkendt, at kunstnere har noget vigtigt på hjerte, også selvom man måske ikke altid forstår, hvad det er.
Som en af performancekunstens pionerer har Marina Abramovic siden 1970’erne udfordret sig selv og sit publikum, ved at afprøve grænserne for såvel udstillingsrummets rammer, som kroppens formåen.
Begyndelsen
Marina Abramovic er født i Serbien i 1946 som barn af forældre der begge opnåede status som nationale helte efter 2. Verdenskrig. En status der også påvirkede kunstnerens opvækst, der efter hendes eget udsagn var præget af militant kontrol helt ind i voksenalderen.
Hun er uddannet på Kunstakademiet i Beograd og Zagreb og har undervist på diverse akademier sideløbende med sit kunstneriske virke. I dag bor hun i New York.
I sin nok mest kontroversielle performance, ”Rhythm 0” (1974), stillede Abramovic sig til rådighed for beskueren som et objekt. På et bord var 72 remedier linet op og publikum blev inviteret til at bruge remedierne på kunstneren som de ville.
I starten var de besøgende passive, men som tiden gik, begyndte folk at gøre brug af redskaberne og værket tog mere og mere aggressiv karakter, der eskalerede, da en af de besøgende valgte at pege en ladt pistol mod hendes hoved.
Kunstneren har senere fortalt, at da hun, efter de 6 timer værket varede, begyndte at bevæge sig ud mod publikum, flygtede de fra hende. De var bange for en konfrontation.
The artist is present
Abramovic er ikke bange for konfrontationer. Med grænseoverskridende og til tider lettere bizarre performances, med fokus på krop som medie og emne i bagagen, har hun været i vælten hele sin karriere. Men én udstilling skulle alligevel katapultere hende ud i regulær superstjernestatus.
Som del af en stort anlagt retrospektiv udstilling på MoMA i New York i 2010, skabte hun en signifikant performance; "The artist is present" I denne sad hun på en stol i 8 timer om dagen, 6 dage om ugen i næsten 3 måneder. Over for hende var en anden stol, der inviterede museets besøgende til at tage plads og blive i mødet med kunstnerens blik, så længe de ønskede. Udstillingen havde et massivt voksende besøgstal over perioden og nåede op på et rekord antal på over 850.000.
Dokumentaren der gav rockstarstatus
Opmærksomheden skulle imidlertid blive endnu større da dokumentarfilmen, der deler navn med performancen - "The artist is present" - udkom 2 år senere.
Filmen følger forberedelserne til MoMA udstillingen samtidig med tilbageblik på Abramovics liv og karriere. Vi lærer hende en lille smule bedre at kende, som en nonchalant og eftertænksom cool-cat med en markant accent, trods sit ubesværede engelske og vi ser hvordan de mennesker, kendte og ukendte, der deltager i værket, nærmest bliver underlagt en Abramovic’sk magi.
En dame der i filmen netop har været en tur forbi den varme stol, siger henført til kameraet at det er et ”rockstar question”, endda et ”groupie question” at sidde ansigt til ansigt med kunstneren.
Denne rockstar-status er noget nær eksploderet siden dokumentaren og Abramovic har sidenhen optrådt med Jay Z, været rådgiver for Lady Gaga og så har hun genopført sin performance ”Work Relation” (1978) i samarbejde med Adidas, i forbindelse med sommerens VM i fodbold.
512 Hours
Denne sommer er Abramovic atter klar til at lægge folket for sine fødder, med en ny performance – den første siden "The artist is present" – ; værket "512 hours" på Serpentine Gallery i London.
Marina in front of a window, color photo, natural look – Marina Abramovic Foto: Marco Anelli © Brazil, 2013
Værket tager tråden op hvor hun slap den på MoMA. Det er Marina og hendes publikum. Men denne gang er der skåret helt ind til benet.
Udstillingsrummet er tomt og hvidt, ingen kameraer og smartphones er velkomne og ansvaret for værket er ikke længere betinget Abramovics evne til at fastholde øjenkontakt, men er overladt til de besøgende.
Efter flere timers venten i kø, bliver publikum ledt ind i udstillingslokalet, enten ved hånden af Abramovic selv eller en af hendes assistenter. De får alle at vide, at de skal lukke øjnene og trække vejret langsomt. Men hvad der siden sker, er individuelt. Nogle får lov til at stå med ansigtet vendt mod den hvide væg, mens andre – efter sigende – bliver lagt i seng i et af de tilstødende lokaler.
Målet er den fulde tilstedeværelse. I nuet og i sig selv.
Marina Abramovic Institute
Et mål der går hånd i hånd med et projekt Abramovic startede i forlængelse af sin MoMA performance.
Inspireret af de mange mennesker der havde lyst til at deltage i ”The artist is present”, skabte hun Marina Abramovic Institute (MAI) - en platform for immateriel kunst, der kombinerer performance kunst, dans, teater, m.fl. med teknologi og videnskab.
MAI undersøger grænserne mellem menneskets krop og sind og med ”Abramovic metoden” kombineres performancekunsten med et buzzword for vores tid, nemlig mindfullness.
Intentionen er, om man så må sige, at få den brede offentlighed med i kunstens værksted. Abramovic ønsker at lære folk 100 % tilstedeværelse, at sætte farten ned, stoppe op og mærke efter og dermed også at opnå det fulde udbytte af performancekunsten.
Marina Abramović, foto: © 2014 Marco Anelli
Når man checker ind på instituttet, underskriver man en kontrakt om, at man vil blive i bygningen i mindst seks timer. Derefter følger en række øvelser, som bl.a. langsom gang, at drikke et glas vand med nærmest rituel agtpågivenhed og at tælle en bunke ris, korn for korn.
På nettet kan man finde billeder af kunstneren og en masse folk klædt i hvide kitler, der får dem til at ligne disciple i færd med kult-lignende ritualer.
Sidste år meldte popstjernen Lady Gaga sig ind i truppen af fans. Hun lagde sin krop i kunstnerens kyndige hænder og tog på et tre-dages retreat på MAI. Det kom der en lidt pudsig og ganske underholdende lille film ud af, som på grund af stjernemødet, lynhurtigt gik verden rundt.
I filmen kan man blandt andet opleve popstjernen stå i en sø i regnvejr med en sær gul maske over øjnene, liggende på gulvet omfavnende en kæmpe krystal og gående og stående, nøgen og alene ude i en skov.
Som nævnt indledningsvis, vender vi her tilbage til erkendelsen af, at kunstnere må have noget særligt på hjerte, også selvom vi måske ikke forstår hvad det er.
Popkultur og kunst i clinch
Der har været en del kritik af Abramovic’ favnen af mere eller mindre kommercielle projekter de sidste par år. Kritiske røster har - lidt mellem linjerne – påpeget at disse underminerer den kunstneriske integritet.
Med det in mente, at man kun kan tale for sig selv, vover jeg mig alligevel ud i påstanden om, at vi ikke altid helt ved, hvad det er, Marina Abramovic vil med sine værker. Men en ting vi ikke kan være i tvivl om, er dog, at hun gerne vil bryde grænser.
I 1970’erne brød Abramovic, performancekunstens bedstemor (en selvudnævnt titel), grænserne for den traditionelle kunst, for performancekunsten og udstillingsrummet.
Nu, når alle grænser er brudt ned og vi tilsyneladende ikke længere finder det synderligt bizart, at mase os igennem en snæver døråbning foret med to nøgne mennesker (”Imponderabilia”, 1977 og igen på MoMA, 2010), bryder hun grænserne i en anden retning, nemlig den evige: ”Er det kunst eller ej” når der er kommercielle og popkulturelle interesser på spil.
I en alder af 66 år, viser Abramovic ingen tegn på at ville holde op med at udforske grænselandet mellem begreber og instanser.
”512 Hours” løber indtil den 25. august og ud over hyppige visuelle dagbøger på MAIs hjemmeside, er hun fra oktober klar med endnu et længere projekt, på Mana Contemporary i Jersey New York. Her inviterer Abramovic atter folk til at være 100 % til stede, at udvide horisonten og dermed måske forstå, hvad det hele handler om.
Fokusbillede: Marina Abramović, Foto: © 2014 Marco Anelli
