SERIE: OLIEKULTUR I DANSK SAMTIDSKUNST – hvilken indvirkning har olie på samtidens sociale og kulturelle forestillingsevne.

PÅ SPORET AF DET SORTE GULD II
Af Karl-Emil Rosenbæk. 19.02.2019.

Fra årtusindeskiftet er der kommet en øget opmærksomhed på den enorme effekt olie har haft som kulturelt fænomen i skabelsen af det moderne menneske. Kulturstudierne har hovedsagligt kredset om det amerikanske olieeventyr og den efterfølgende ekspansion i Mellemøsten. Men hvad med her i oliestaten Danmark? Er det også muligt at finde spor efter det sorte guld i den danske samtidskunst?

Siden de første moderne olieboringer er olien og dens egenskaber langsomt, men sikkert sivet ned i de vestlige samfunds sociale og kulturelle lag. Som en ustoppelig kilde har det herfra spredt sig til alle verdenshjørner og belagt den globale forestillingsevne med et uomgængeligt perlemorslag. Vores forståelser af afstand, bekvemmelighed, fart, konservering, industri med mere er alt sammen koblet til det petro-moderne samfunds udformning og vores sociale væremåder.

Med tanke på denne substans’ allestedsnærvær undersøger Magasinet Kunst i en serie af artikler, om det er muligt at lokalisere en klæbrig understrøm ved at bore en smule i samtidskunstens overflade. Er olien også her tilstede som en slags baggrundsmusik, der bevidst eller ubevidst påvirker og præger vores forestillingsevne og kreative udfoldelse? Vi er nu kommet til andet kapitel i serien.

Kapitel 2: Ned på jorden


Anna Bak. 'Friends', 2018. Foto: Anders Sune Berg

Naturbevidstheden og den ærkeromantiske forestilling om en ren og uspoleret relation til ‘det store udenfor’ behandles fra mange vinkler i samtidskunsten. Overgaden og Den Frie Udstillingsbygning præsenterer for tiden hvert sit økokritiske bud.

          "Nogle nedfaldne blade er mindre døde end andre. Der er dem,
          der holder på formen længe, mens andre er som skabt til at gå i
          opløsning.
               Langt størsteparten falder med ansigtet nedad, det er en 
          gylden regel. Kun nogle få ender med at ligge, som de har 
         siddet på grenen. Enkelte folder sig sammen som små bøger."

Forfatteren og fotografen C. Y. Frostholm udgav sidste år det essayistiske romanværk 'Træmuseet'. En vidtforgrenende hybridtekst om natur, litteratur og urbanitet, der vil løbe gennem denne artikel som en slags citatfrise. Romanen er blot endnu et eksempel i perlerækken af samtidsværker, der forholder sig til det ikke-menneskelige i en tid, hvor mennesket fylder mere og mere. Et tydeligt udtryk for den fortsatte forøgelse af menneskets destruktive adfærd på sine omgivelser ses i en ny rapport af den uafhængige tænketank Carbon Tracker. Heri beskrives det, hvordan de administrerende direktører i 40 store olie- og gasselskaber i Australien, Canada, Europa og USA altovervejende belønnes i forhold til virksomhedernes produktionsvækst og forøget udvinding. Selskaberne tilskyndes altså til at hæve produktionen uden tanke på den reelle fortjeneste eller det voksende pres udefra for at leve op til nationale og globale klimamål. Analyser af den art understreger endnu engang, hvor omfattende den grønne omstilling er, og hvor vanskelige de tykke og genstridige samfundsbånd, der binder os til den eksisterende petroleumsbaserede livsstil egentlig, er at kappe over.

Det virker komplet uoverskueligt. Så er det trods alt lettere at drømme sig lidt væk fra civilisationen med hollywoodproduktioner som 'Captain Fantastic' (2016) og 'Into the Wild' (2007) såvel som DR’s 'Alene i vildmarken' og 'Bonderøven'. Tænk sig, bare at trække stikket, lade alt det overflødige ragelse blive tilbage og flytte ud i skoven, hvor forstyrrelserne og klimadepressionen ikke længere kan nå en. Det er ret beset en drøm om en enkel og uhyre rutinepræget hverdag. Det er en fantasi om struktur, selvindsigt og selvforsyning. Men først og fremmest er det en ærkeromantisk forestilling om naturens sublime kraft og stilheden og den koncentrerede kontemplations iboende kreativitet – i skoven vil jeg endelig få tid til at udleve mig selv. Frostholm og de andre samtidskunstnere, der genbesøger naturen i deres værker, peger dog videre end den enkeltes søgte selvrealisering. Med et nysgerrigt og selvkritisk blik søger de ned i jorden og graver et spadestik dybere i vores romantiske naturbilleder og overleverede fortællinger om naturbeherskelse. Miljøbevægelsernes slogan over for olieindustrien lyder "Keep It In the Ground". Samtidskunsten synes at undersøge, hvad tingene og væsnerne i "the Ground" kan fortælle os om os selv og vores omgivelser. De prøver med andre ord at udvide vores forståelse af sameksistens, gensidighed og artsfællesskab, intet mindre.

         "Mest af alt blev jeg fyldt med en underlig begejstring af bare at
         betragte. Jeg forestillede mig det liv, som måtte have sine
         tusindvis af gemmesteder og måske ville komme til syne i glimt,
         hvis jeg satte mig ned og ventede. Den tid jeg var i, udvidede sig
         eller koncentrede sig. Det var, som om jeg kunne tage billeder
         bare med øjnene."

Naturbesættelse
Anna Baks udstilling 'Hermit' på Overgaden tager udgangspunkt i hendes selvvalgte isolation i en svensk skovhytte i en måned. Udstillingen består af en serie værker, der blev skabt under opholdet: Skulpturer, tryk, tegninger, lydoptagelser og video. For at komme ind i udstillingsrummet går man igennem en snoet passage med en frise på hver side. På den ene side er der 30 tegninger af kunstneren selv, på den modsatte side 30 tegninger af træer. Inde fra væggen hører man Anna Baks stemme fortælle om oplevelsen af isolation, motivationen bag opholdet i hytten og den snigende paranoia og usikkerhed, der indtraf med naturbesættelsen. Et udspændt skind danner et lærred for videoværket 'The Hermit' i det første af de to rum på den anden side af passagen. I det ene hjørne står en mængde små lerskulpturer og vidner om den svenske muld, men det er ubetinget videoværket, der med sit shamanistiske indhold tryllebinder mig på stedet de 12 minutter og 18 sekunder, værket varer.


Anna Bak. 'The Hermit', 2018. Foto: Anders Sune Berg

Videoen viser en kvinde, der tager ud i en skov og graver nogle lerklumper op af jorden, som hun former små bjergligende skulpturer ud af. Med lerbjergene diskret placeret i hjørnet bag mig transporterer værket elegant skærmens handling til udstillingshallen, på samme måde som skindlærredet og birketræsrammen trækker den skildrede natur inden for. De daglige sysler med lerskulpturer krydsklippes med tre sekvenser, hvor et naturvæsen går rundt i skoven og samler et totemobjekt op fra jorden. Sidst i videoen mødes kvinden og de tre maskebærende væsner under en kegleformet konstruktion af birkegrene og bøjer sig sammen for at tilbede objekterne. Der er en behagelig træghed og en andægtighed til stede i værket. Scenerne får lov til at tage tid og plads, historien udfolder sig sindigt og fokuseret – som en slags manifestation af romantikkens meditative naturforestillinger. Langsomt betragter man en forvitring af kvindens urbane eksistens til fordel for en vølveagtig, naturtilbedende eremit, der er i stand til at antage forskellige naturefterligende former. På et tidspunkt i værket ser man kvinden fremstille en af de masker, som væsnerne bærer, og det synes på den måde rimeligt at antage, at disse væsner er kvindens egen skabelse. Eller måske snarere, en bestemt skabelse af kvinden frembragt af naturens okkulte kræfter. Naturromantikken er tydeligt til stede i værkets form og anslag, men samtidig træder der også en dunkel og shamanistisk forståelse af naturen frem: Naturen som indgangen til en fortrængt og forvist åndeverden, både uden for og inde i selvet.

         "Mine største oplevelser er mikroskopiske: Oven over de lange
         gullige hanrakler på de tyrkiske hasseltræer langs stien får jeg
         pludselig øje på de safranlignende tråde ud af knopperne. De
         bittesmå knaldrøde støvfang, som skal gribe pollenet og ende
         med at danne store klynger med nødder.
              Hasselen er dækket af rakler, ligesom elletræet. Det er dem,
         de har tilfælles i 'Betulaceae', birkefamilien. Alene at forstå den
         forbindelse kan gøre mig euforisk."

Maskingevær og myter


Søren Thilo Funder. Still fra 'The Watchers of Malheur (TWEET TWEET)', 2018. Foto: David Stjernholm

Forvitring er ikke forbeholdt kvindens eksistens i Anna Baks videoværk. Også i Søren Thilo Funders videoinstallationen 'The Watchers of Malheur (TWEET TWEET)' spiller denne naturegenskab en hovedrolle. På en tredelt projektionsflade looper et transrealistisk værk uafladeligt og beretter om en konfrontation mellem en folkemilits og et fuglekiggersamfund i Malheur National Wildlife Refuge i Oregon. Værkdokumentationen fortæller, hvordan værket er en viderefabulering af en konkret besættelse af naturreservatets hovedkvarter. D. 2. januar 2016 indtog den væbnede milits Citizens for Constitutional Freedom (C4CF) bygningen og blev der indtil d. 11. februar. Hos Søren Thilo Funder har et fuglekiggersamfund dog valgt at tage kampen op mod militsen ved at dokumentere deres ulovlige aktiviteter. En monoton fortællerstemme beretter således, hvordan denne konstant potentielle konflikt udvikler sig over flere generationer og antager mytologisk karakter. En mytologisering og udviskning af kronologi som videoen uafbrudte loop også understøtter – man er altid midt i historien. En historie som ætlinge af de oprindelige besættere og ornitologer fortæller hinanden i lejrene, for at opretholde den fortsatte kortlægning af hinanden gennem teleskoplinser og kikkertsigter. Isoleret i naturreservatet forvitrer kontakten til omverden, men også grupperingernes udstyr forgår langsomt og bliver indoptaget som en del af naturreservatets klippegrund og stenmasser. Som fortælleren samtidig højbrynet siger, er de to regimenters sanseapparater i høj grad flettet sammen med deres udstyr: “commodities now decided the sensorial experience of there future.” Via afhængigheden af udstyret bindes de til naturens grundelementer og opnår samtidig en forøgelse af deres perceptioner. Ligeledes begynder fuglene i skoven over tid at optage menneskenes sprog og begynder at spørge: “What are you looking at.” “What’s you doing.” Hos Søren Thilo Funder smelter natur og kultur altså ligesom historie og kronologi sammen til en større og mere fantastisk enhed.


Søren Thilo Funder. Still fra 'The Watchers of Malheur (TWEET TWEET)', 2018. Foto: David Stjernholm.

         "Er turen gennem skoven en ‘oplevelse’? Ville jeg kunne skrive
         mine ‘skovoplevelser’ ned, hvis jeg kunne huske dem, eller 
         undervejs? Ville jeg kunne tilbringe al tiden med at beskrive,
         hvad der sker lige her? Sidde i min egeskov, dag efter dag.
         Til hvilken nytte?"

Naturkultur
Det er først på vejen ud af Anna Baks udstilling, jeg tager mig tid til at kigge billedserierne ordentligt igennem og opdager, hvordan sindsstemninger og humør er aflejret i portrætterne. Særligt naturens invasion af ansigtet i selvportrætterne fra dag 14 og dag 25 fortæller med al tydelighed, hvordan den observerede virkelighed tager bolig i kunstnerens krop og sind. Den passivitet og uhygge billederne præsenterer vender på den måde vrangen ud på romantikkens forestilling om naturens metafysiske bemægtigelse og viser i stedet en konkret, jordnær og ekstrem fysisk overvældelse.

Jeg finder ingen olie hos Anna Bak eller Søren Thilo Funder. Men det betyder bestemt ikke, at modernitetens petro-afhængighed ikke synes at flyde som en understrøm i udstillingerne. Ønsket om at flytte ud i en svensk skovhytte i en måned, som Anna Bak gjorde, og besværet ved at afkoble og finde ro derude vidner jo netop om civilisationens kriblende allestedsnærvær. Sagt på en anden måde, er den underlæggende kritik af romantikkens rendyrkede natursyn, som der er tilstede hos både Anna Bak og Søren Thilo Funder, betinget af en større afstand til naturens fortryllelse end nogensinde før. Naturens kræfter er blevet domesticeret og kultiveret i en sådan grad, at det ikke længere er muligt at finde tilbage til det, der gjorde naturen overnaturlig for romantikere som Henry David Thoreau og Caspar David Friedrich. Det stræbsomme kunstarbejde, som finder sted i disse år længes måske nok efter den “rene“ naturdyrkelse, som disse med flere illustrerede. Men erkendelsen af naturen og kulturens forøgede uadskillelighed annullerer hurtigt dette umiddelbare afsavn efter rene linjer. Naturkultur-hybrider, tvivlsomme og evigt omskiftelige forhold, potentialitet og genfortryllelse fra hjertet af sammensmeltningernes digel. Dét synes at være ærindet for samtidskunsten i petrokulturens skær. Det er i hvert fald det, der er på færde hos Anna Bak, Søren Thilo Funder og C. Y. Frostholm. En anti-renhedsæstetik, som med teoretikeren Donna Haraway kaldes, ‘at blive i problemet’.

         "Nogle dage er mørket en ro, der falder på mig, andre dage en 
         mur, der må holdes tilbage med magt. Jeg kan næsten se de
         kræfter eller stemninger, der kæmper om min krop og
         bevidsthed."

Fakta

• Billedet øverst viser et olielæk i Santa Babara. Foto: Niels Johnson-Lameijler

• 'Hermit' af Anna Bak udstilles på Overgaden indtil d. 17. marts.

• 'The Watchers of Malheur (TWEET TWEET)' af Søren Thilo Funder udstilles i Den Frie Udstillingsbygnings underetage indtil d. 12. maj.

• Christian Yde Frostholms bog 'Træmuseet' udkom på Rævens Sorte Bibliotek i 2018.

• Carbon Trackers rapport findes her: https://www.carbontracker.org/reports/paying-with-fire/