Indkøbskurven er tom.
Illustrationskunst på bogmessen
Rejser, Kultur & Event

Bogforum i Bella Center 2018.

MESSE: Af Tina Kristensen. 26.10.2018.

Bogmesse i Bella Center er lige åbnet. Også i år vrimler det med små og store forlag og bøger inden for alle emner. Vi har kigget lidt nærmere på et par af de mere kunstnerisk orienterede indslag på årets messe – og dem er der faktisk nogle stykker af.

Et af de første områder vi lander i, er Comics. Her finder man tit et par af de mere kunstneriske indslag på messen i form af tegneserier. Her faldt vi over Greyscale Gallery v. Pernille Kaalund, der præsenterede flere forskellige små finurlige udgivelser – og en lille stribe ”Interview med Kussen 3”.


Greyscale Gallery, Bogforum Bella Center 2018. Foto. Magasinet Kunst.

Illustrationskunst
Den helt store øjenåbner var BIBIANA. BIBIANA Danmarks virke blev affyret i efteråret 2011, med deres første kunstudstilling for børn: Forunderlige Fortællinger. Her viste de i samarbejde med BIBIANA International House of Art for Children i Slovakiet, 123 af verdens flotteste, prisbelønnede børnebogsillustrationer fra Biennal of Illustrations Bratislava (BIB), der siden 1967 har uddelt de fineste internationale priser inden for børnebogsillustrationer.


BIBIANA Danmark, Bogforum Bella Center 2018. Foto. Magasinet Kunst.

Netop inden for børnebøger er der meget at komme efter, når det gælder kunsten. Der har været en bølge af samtidens store navne, såsom John Kørner og Jeppe Hein, der har skabt børnebøger, men illustrationskunsten er stadig mindre anerkendt som kunstform. Det er ærgerligt, da kunsten gennem bøgerne møder børnene i øjenhøjde.


BIBIANA Danmark, Bogforum Bella Center 2018. Foto. Magasinet Kunst.

Der er et kæmpe potentiale formidlingsmæssigt. Her har BIBIANA fat i noget af det rigtige, når de laver ”sanseudstillinger” der formidler illustrationskunsten til børn. Det kan man også opleve på bogmessen, hvor over 100 gopler fylder godt i landskabet og flere ”sanserum” introducerer børnene til den slovakiske kunstner Veronika Klímovás værker. Så læg mærke til goplerne.


BIBIANA Danmark, Bogforum Bella Center 2018. Foto. Magasinet Kunst.

BIBIANA Danmark viser i øvrigt lige nu en stor udstilling med den iranske digter, illustrator og børnebogsforfatter, Hoda Hadidi i Århusgade 126a, 2150 Nordhavn. Her formidler de med hele kroppen, og der lyttes, duftes og gynges ind i 79 originale Hoda Hadadis illustrationer. BIBIANA Danmark er en non-profit-forening, der arbejder for at formidle verdens bedste børnebogsillustrationer til børn. Bag projektet står Janne Bech, der er arkitekt og i dag fungerer som direktør og kurator - en ildsjæl der brænder for illustrationskunsten.

Kunst på programmet
Der er som bekendt masser af foredrag og talks på bogmessen, og som altid er der flere kunstrelaterede af slagsen, såsom en samtale mellem Maja Lisa Engelhardt, der fortæller om sin kirkekunst. Hun har siden 1996 lavet omkring 30 udsmykninger i danske kirker og i USA, og de bliver præsenteret i ”Porten”, en flot illustreret kunstbog udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag.


Porten, Kristeligt Dagblads Forlag. Bogforum Bella Center 2018. Foto. Magasinet Kunst.

Også interessant er det når Sine Krogh og Claus Grønne taler om kunstneren Elisabeth Jerichau Baumann hos Strandberg Publishing. Eller Erik Skyum-Nielsens snak om helte, skurke, natur og humor i Kalevala, Finlands nationalepos, der har inspireret mangt en kunstner. Og så er der jo alle de skønne gamle kendinge inden for børnebøger, som man ikke kan komme uden om - her finder man altså også illustrationskunst der holder.  


Gyldendal, Bogforum Bella Center 2018. Foto. Magasinet Kunst.

Messen finder sted i Bella Center i denne weekend.

Se det fulde programmet her

Åbningstider
Fredag d. 26. oktober 2018
Lørdag d. 27. oktober 2018
Søndag d. 28. oktober 2018

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig