La bohème i Operaen

SCENE: Af Tina Kristensen. 22.10.2018.
Det er efterhånden en del år siden jeg så La bohème for første gang og det satte sine spor. Især var det Puccinis geniale brug af musikalske motiver, der greb om hjertet og klemte til på de helt rigtige tidspunkter. Repremieren i Operaen i lørdags var ingen undtagelse. 

Historien er dejlig handlingsmættet og man rammer stemningen fra åbningsscenen, hvor de fire gæve bohemer, Rudolfo, Marcello, Schaunard og Colline sidder og fryser på et lille loftkammer. Efter på sindrig vis at have undsluppet viceværtens krav om husleje, smutter Marcello, Schaunard og Colline ud, mens Rudolfo bliver tilbage for at færdiggøre en artikel. Rudolfo synges af Niels Jørgen Riis, der på fin vis skildrer bohemen i flirten, den dybe kærlighed og ikke mindst i sorgen.

La bohème, Operaen 2018. Foto: Miklos Szabo

Da vennerne er gået banker naboen Mimi (følsomt og minutiøst fremført af Cristina Pasaroiu) på døren. Kærlighed opstår i mørket, mens der ledes efter tabte nøgler og det ender i et lidenskabeligt favntag.

La bohème, Operaen 2018. Foto: Miklos Szabo

Mimi følger med Rudolfo, til vennerne på deres stamcafé Momus. Her præsenteres vi for Marcellos elskede, den yndige, temperamentsfulde Musetta, iltert sunget af den skønne Sofie Elkjær Jensen. Marcello synges af David Kempster med stor overbevisning og følsomhed.

Man fornemmer kulden, når den tunge sne falder i indledningen til 2. akt godt hjulpet på vej af Puccinis musik, der synes at mime sneen. Puccini er en mester i at inddrage små hverdagslige scener, såsom i anden akt, hvor legetøjssælgeren Parpignol, råber sin salgstale ud i rummet og scenen pludselig vrimler med børn og lidt senere i samme akt, når et orkester marcherer ind på scenen i parade (som endda fortsatte en tur rundt uden for salen i pausen – en fin detalje, der opbløder afstanden til publikum) Og så er det svært ikke at falde for de små fortællinger der binder det hele sammen, som Rodolfo der køber et hårbånd til Mimi og selvsamme hårdbånd figurerer flere steder i forløbet – ja og så er der jo Mimis kolde hænder. Man er ikke i tvivl om, hvilken vej det går med helbredet – godt hjulpet på vej af de suggestive toner i Puccinis musik.

La bohème, Operaen 2018. Foto: Miklos Szabo

Man kan ikke undgå at blive rørt af den voldsomme fjerde akt, hvor forårets kådhed brat forvandles til en omsiggribende tristhed, da Musetta ankommer med den døende Mimi. Vennerne gør hvad de kan for at hjælpe. En finurlig lille scene der skildrer det fint, er når Colline synger en afskedssang for sin jakke inden denne brændes, for at varme den døende Mimi. En scene der let kunne blive banal, men som faktisk fungerer i denne sammenhæng.

La bohème, Operaen 2018. Foto: Miklos Szabo

Den ellers så rapkæftede Musetta sælger godhjertet sine smykker for at skaffe en muffe, der kan varme Mimis kolde hænder. Alt imens prøver vennerne at berolige Rudolfo mens Mimi lydløst bukker under for tuberkulosen. Han er den sidste, der forstår, at Mimi er gået bort. Hele fjerde akt er som en hvirvelvind, der river en med og den bratte og brutale afslutning rammer desto mere i hjertet.

Det hele er godt skruet sammen, om end kulisserne godt kunne have haft lidt mere pondus. På den anden side, så understøtter det kolde mørke og noget rå look fint bohemmernes armod. Og så er indledningen til 2. akt, med den tyste musik og sneen der daler, fin og poetisk. Måske er man blevet for vant til alskens lirede sceneopsætninger med masser af kreativt pang. Den mere afdæmpede tone i nærværende opsætnings sceneri, passer når alt kommer til alt, godt til netop denne historie og man lader sig rive med fra start til slut.   

La bohème spiller i Operaen frem til d. 18. december.