Indkøbskurven er tom.
Tirpitz - BIGs usynlige museumsbyggeri ved Blåvand
Udstillinger & Omtaler

Magasinet Kunst har besøgt Tirpitz Museet ved Blåvand.

Af Benedikte Lundberg
10.10.2018.​

Begravet under sandbankerne ved Blåvand finder man Tirpitz Museet, tegnet af Bjarke Ingels Group, der leger med kontrasten mellem det naturskabte og det kunstigt konstruerede. Kom med indenfor i museet, der rummer krigshistorie og meningsfyldte fortællinger fra den jyske vestkyst i moderne arkitektoniske rammer.

Oppefra er museet næsten usynligt bortset fra fire smalle passager, der åbner sig som forskudte sprækker i sandet og former fire møllelignende vinger. På Tirpitz Museum udspiller det meste arkitektur sig nemlig under sandet med 2.800 kvadratmeter udstilling fordelt på fire blokke.


Foto: Laurian Ghinitoiu. 


Foto: Rasmus Hjortshøj. 

Museet, der er tegnet af arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group og med Bjarke Ingels som hovedarkitekt, åbnede i juni 2017. Det er en 150 millioner satsning finansieret af blandt andre A.P. Møller Fonden og Varde Kommune. Museet ligger klods op ad en gammel betonbunker, der står som et levn fra Anden Verdenskrig og historien om Atlantvolden, Hitlers store bunker-projekt. Bunkeren blev påbegyndt i 1944 af tyskerne og skulle have været en del af den oprindelige kanonfæstning med navnet Tirpitz, der sammen med en tilsvarende kanonstilling på Fanø skulle beskytte indsejlingen til Esbjerg. Tyskerne kom dog for sent i gang med byggeriet og bunkeren fik aldrig en funktion under krigen før befrielsen i maj 1945.

En kontrast til nazisternes betondominans
Direktør for Vardemuseerne, Claus Kjeld Jensen, havde en ambition om at skabe en ydmyg verdensklasseattraktion, som skulle overraske de besøgende med nye perspektiver i landskabet. Tirpitz skulle være voldsomt, forbløffende, dramatisk og næsten usynligt. Et projekt som manden bag et kraftværk med skibakke, et yin-yang-formet panda-anlæg og et hus formet som LEGO-klodser, virkede som den helt rigtige til at varetage.

Bjarke Ingels ville med Tirpitz Museet udtrykke det modsatte af bunkeren fra Anden Verdenskrig. Det tunge hermetiske og lukkede objekt skulle opvejes af en indbydende lethed og åbenhed i det nye museum. Gallerierne er derfor integreret i klitterne som en åben oase i sandet, der står som en skarp kontrast til nazifortets betondominans men stadig med en næsten usynlig overflade, som Vardemuseerne ønskede. Bjarke Ingels havde en idé om, at museet ikke skulle kunne ses udefra på nær fra indgangene, og om aftenen skulle lyset fra museet stige op til overfladen i bedste Elverhøj-stil. Bjarke Ingels har dermed spundet videre på idéen om et usynligt museum, som også er kendetegnet ved Museet for Søfart i Helsingør, som BIG opførte i 2013.


Foto: Laurian Ghinitoiu.

Respekt for den omgivende natur
Tirpitz er bygget i fredet klitlandskab ved Blåvand. Varde Museerne fik dog tilladelse til at påbegynde byggeriet på grund af en 55.000 kubikmeter stor sandrampe, der var anlagt som jernbaneterræn af tyskerne, og dermed ikke blev anset som oprindelig natur. Sandrampen blev flyttet under forudsætning af, at landskabet blev reetableret, og at byggeriet skulle underordne sig de naturlige omgivelser. På museets fire tage ser man eksempelvis beplantning med marehalm for at genskabe det oprindelige landskab, der over jorden kamuflerer museet.


Foto: Rasmus Hjortshøj. 

Åbenheden, som var én af Bjarke Ingels grundtanker med museets udformning, kan muligvis være svær at få øje på, når man befinder sig over sandet. Men ligeså snart man bevæger sig ned til de underjordiske udstillingsrum via en af de fire stier, bliver man mødt af lange gange med store glasfacader, der alle møder hinanden på midten i museets hjerte – et kvadratisk rum med udstillinger til alle fire sider. Det giver lange perspektiviske kig i flere retninger og et stort lysindfald på trods af, at ingen af vinduerne er udadvendte. Den største glasfacade dækker 17 kvadratmeter og er hidtil det største enkeltstykke glas monteret på en bygning i Danmark med en vægt på 1,5 ton. Gennem de store vinduer bliver dagslyset suget ned til de underjordiske udstillinger, hvor et kig nedefra og op afslører himlen.


Foto: Rasmus Hjortshøj. 

Tre materialer går igen i det nyopførte museum. Foruden glas, er beton og stål dominerende i arkitekturen. Alle synlige lofter og vægge er støbt på stedet i beton, akkurat som den gamle bunker, der taler ind i stedets historiske krigsramme. Tirpitz Museet er også udstyret med svævende betontage, der kun er forbundet til de ydre vægge uden forbindelse til den åbne indre plads i museet. Det får det oppefra til at ligne lange sprækker i sandet. Bjarke Ingels har på poetisk vis sammenlignet det med en bagt kartoffels skaller, der rejser sig, når man laver to snit i kartoflen og presser på siderne. På samme måde rejser jordskorperne sig op fra klitten og blotter museets hjerte seks meter nede i dybet.


Foto: Rasmus Hjortshøj. 

Tre udstillinger om nærområdet
Det er ikke kun arkitekturen, der er noget særligt ved Tirpitz, også udstillingerne har fået stor bevågenhed. De hollandske oplevelsesdesignere Tinker Imagineers, der har vundet at hav af priser i Europa for deres projekter, står bag designet til udstillingerne. Her har fokus været at skabe oplevelser for hele familien. Alle de permanente udstillinger er sanselige, visuelle og levende fortællinger, der tager udgangspunkt i den jyske vestkysts skjulte historier.

Langt fra alle af udstillingerne er dedikeret til krigstiden. Den skjulte vestkyst, En hær af beton og Havets guld er titlerne på museets tre permanente udstillinger. Den skjulte vestkyst går på opdagelse i 20.000 års vestjysk naturhistorie, hvor alt fra fortællinger om mammutter ved Vesterhavet til skibskatastrofer bliver underbygget af flotte visuelle installationer og genstande. En hær af beton dykker ned i diverse menneskelige beretninger om Anden Verdenskrig ved vestkysten i et landskab fyldt med bunkere og andre fæstninger, mens Havets guld præsenterer de besøgende for et skatkammer af ravfund fra hele Danmark. BIG har integreret bunkeren i museet ved at bygge en underjordisk tunnel dertil og har givet de besøgende mulighed for at bevæge sig rundt i dens indre. Her bliver der ved hjælp af lys- og lydinstallationer simuleret, hvordan den skulle have været brugt under krigen.


Foto: Rasmus Hjortshøj. 

En ny dimension i museumsoplevelsen
Tirpitz Museum er bare ét eksempel på, hvordan de danske museer for alvor er begyndt at sammentænke arkitektur og formidling til at forstærke oplevelsesværdien for de besøgende. Dorte Mandrups Vadehavscenter, som ligger blot 80 km sydpå fra Tirpitz Museet, forener ligeledes naturformidling med en arkitektur, der skånsomt er tilpasset det flade marskland ved Ribe. For begges museer gælder det, at der leges med nye udstillingsplatforme, som er eksperimenterende, oplysende og interagerende i moderne rammer tilpasset området.


Foto: Rasmus Hjortshøj. 

International bevågenhed
Noget tyder på, at det ikke kun er danskerne, der har fået øjnene op for det usædvanlige byggeri midt mellem sand og marehalm. Det amerikanske nyhedsmedie CNN lavede tilbage i 2017 en liste over de mest spændende nye bygninger på verdensplan, hvor Tirpitz var at finde side om side med byggerier som det nye Louvre i Abu Dhabi og Guardian Art Center i Beijing. Et andet af BIGs store prestigeprojekter, LEGO House i Billund, er også placeret på CNNs liste ligesom The Silo, tegnet af de danske COBE Architects, også bliver hyldet. Det cementerer endnu engang, at dansk arkitektur er i en progressiv udvikling og følges tæt internationalt med Bjarke Ingels som én af frontfigurerne.

Siden åbningen er Tirpitz blevet belønnet med en International Interior Design Award for Best Museum or Exhibition Space i 2017 og har for galleriernes visionære udstillingsdesign modtaget en International Design Communication Award for Best Scenography for a permanent collection. Måske vigtigst af alt, har dem det i virkeligheden handler om også for længst anerkendt museet, nemlig med de besøgendes kåring af Tirpitz som bedste danske tema-museum i 2017.

Tirpitz er i den grad voldsomt, forbløffende, dramatisk og næsten usynligt der mellem de vestjyske sandbanker.  


Profilbillede: Rasmus Hjortshøj. 

https://vardemuseerne.dk/museum/tirpitz/

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig